Kort om behandlingen
Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten ved hjælp af 2 slags medicin:
Mifegyne, der blokerer et graviditetshormon, så graviditetens udvikling
standses, og Cytotec, der skaber sammentrækninger i livmoderen, så
graviditeten udstødes.
Hvis du er under 9 uger henne i graviditeten, kan aborten foregå hjemme.
Vi anbefaler, at du ikke er alene under selve aborten.
Du kan som regel tage på arbejde eller i skole dagen efter aborten.
Dag 1 - På hospitalet
Vi skanner dig og tager en blodprøve
Vi ultralydsskanner dig for at se, hvor langt du er i graviditeten. Derefter tager vi
en blodprøve for at måle niveauet af graviditetshormonet HCG.
Vi gennemgår forløbet med dig, og du har mulighed for at stille spørgsmål.
Du får den første medicin
Mens du er på hospitalet, får du den første medicin, en pille Mifegyne. Du skal tage pillen med et glas vand. Når du har taget pillen, er aborten sat i gang, og du kan tage hjem. Det er vigtigt, at du gennemfører resten af behandlingen, da medicinen kan skade fosteret. Formået med behandlingen er at du får en blødning. Nogle vil opleve en blødning allerede efter indtagelsen af Mifegyne, men andre oplever det senere i behandlingen.
Hvis din blodtype er rhesus negativ
Hvis du er over 8 uger henne i graviditeten, og din blodtype er rhesus negativ,
giver vi dig en indsprøjtning med anti-D. Den forebygger, at du ved en senere
graviditet danner antistoffer mod fosteret.
Dag 3 - Hjemme
Tag den øvrige medicin
Vi anbefaler, at du starter med medicinen om morgenen. Du kan spise og
drikke, som du plejer. Du skal:
- Tage den udleverede smertestillende og kvalmestillende medicin: 2 tabletter Kodipar, 1 tablet ibumetin og 1 tablet Ondansetron
- Lægge 2 tabletter Cytotec så højt op i skeden, du kan nå med en finger. Hold dig derefter i ro i mindst 30-60 minutter, så tabletterne ikke falder ud, inden medicinen er optaget i slimhinden. Hvis tabletterne falder ud efter 45 minutter, har det ingen betydning. Senere kan du bevæge dig rundt, som du har lyst, men vi anbefaler, at du bliver hjemme denne dag.
Blødningen begynder
De fleste begynder at bløde efter nogle timer. Hvis blødningen ikke er startet
efter 3 timer, skal du lægge yderligere 2 Cytotec tabletter op i skeden.
Blødningen vil være kraftigere end ved menstruation, måske med klumper. Du kan forvente kraftig blødning i nogle timer, hvorefter det skal aftage i styrke.
Kontakt os, hvis du gennembløder mere end 2-3 natbind i timen i mere end 2 timer i træk, og blødningen ikke aftager derefter.
Du skal også kontakte os, hvis blødningen ikke er gået i gang efter 2-3 døgn.
Du kan få kraftige smerter
Du vil få smerter, når livmoderen begynder at trække sig sammen. Hvis du har
brug for mere smertestillende medicin efter de første 4-6 timer, kan du tage 2
tabletter Kodipar hver 6. time, 1 tablet Ibumetin hver 8. time og 1 tablet
Ondansetron hver 6. time eller efter behov.
Nogle kvinder (cirka 10 %) får diarré, kvalme eller kaster op af behandlingen. Det er også normalt at føle sig træt, svimmel og oppustet og at få let feber.
Efter behandlingen
Kontrol efter aborten
For at sikre at din livmoder har tømt sig helt, får du udleveret en graviditetstest, som du skal tage 5 uger behandlingen. Er den negativ, er alt godt. Er den positiv, skal du ringe til afdelingen.
Hold øje med blødning og tegn på infektion
Det er normalt at bløde svarende til en menstruation i 2-4 uger, gradvist
aftagende. Enkelte bløder helt frem til næste menstruation.
Kontakt Gynækologisk Akutmodtagelse 5032, hvis:
- Blødningen ikke aftager
- Du får udflåd, der lugter dårligt
- Du får tiltagende smerter
- Du får en temperatur over 38,5 grader, uden at der er anden grund til det
Forholdsregler, så længe du bløder fra skeden
Så længe du bløder, skal du:
- Undgå karbad, svømmehal og bad i havet
- Undlade at bruge tamponer og menstruationskop
- Undgå samleje eller bruge kondom
Din menstruation kan være kraftigere end normalt
Din næste menstruation kommer oftest 4-6 uger efter aborten, og den kan
være kraftigere end normalt.
Prævention
Du kan have sex igen, når du føler dig parat til det, men hvis du ikke ønsker at
blive gravid, er det en god idé at overveje, hvilken prævention du vil bruge. Hvis
du ønsker at tage p-piller, skal du begynde samme dag, som du lægger
tabletterne op i skeden.
Hvis du senere ønsker spiral, skal du lave en aftale hos din egen læge.
Reaktioner efter aborten
Ved aborten afbrydes de forandringer i kroppen, du kan have oplevet under
graviditeten, og graviditetssymptomerne forsvinder langsomt.
Det er normalt at blive følelsesmæssigt påvirket af en abort. Du har ret til en støttesamtale både før og efter graviditetstab. Kontakt din egen læge eller find mere information hos www.moedrehjaelpen.dk. Søg på "Abort".
Få mere viden
Du kan få mere viden på www.patienthåndbogen.dk. Søg på "Medicinsk abort".