Reumatologisk patient
Velkommen til Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme. I denne håndbog har vi samlet nogle af de informationer, du kan få brug for, når du er indlagt på sengeafsnit 11/21. Det er vores opgave at sikre det bedst mulige forløb, hvor undersøgelser, behandling og pleje foregår både så effektivt som muligt og under trygge rammer. Du kan henvende dig til plejepersonalet, hvis der er noget, du er i tvivl om.
Om Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme, sengeafsnit 11/21
Afdeling for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme er Danmarks største rygkirurgiske og reumatologiske afdeling. Den reumatologiske funktion undersøger og behandler sygdomme i ryggen og leddene, men du vil også møde andre patienter, der er blevet opereret i nakke eller lænderyg.
Uddannelse
I afdelingen er vi med til at uddanne forskellige sundhedspersoner, f.eks. sygeplejersker, social -og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Du vil derfor ofte møde studerende og elever, som gerne vil overvære eller deltage i dine undersøgelser, behandlinger og/eller pleje. Vi håber på forståelse herfor.
Under indlæggelsen
I løbet af din indlæggelse vil du se et team af plejepersonale, fysioterapeuter og læger. Det er ikke sikkert, at der bliver gået stuegang med en læge hver dag.
Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet er vigtigt for at forebygge komplikationer under din indlæggelse.
Bevæg dig så meget som muligt på trods af evt. smerter. Lægen tager også stilling til, om der er behov for fysioterapi under din indlæggelse. Ved første møde med fysioterapeuten vil du blive spurgt ind til dine smerter, dine evner til at bevæge dig og hvordan din hverdag fungerer hjemme; både før smerterne opstod og efter. Denne viden bruges i udarbejdelsen af den fysioterapeutiske plan, som skal skræddersyes til dine konkrete behov. Første mål vil ofte være at sikre, at du er i stand til og er tryg ved, at komme selvstændigt omkring i afsnittet. Det kan være ved instruktion i stokkegang, gang med talerstol eller hjælp til at komme ind og ud af sengen. Nogen patienter får udleveret bevægeøvelser til brug under indlæggelsen, og for andre tilfælde er der nok træning i at komme omkring i afsnittet og klare personlig pleje. Under indlæggelsen består en stor del af træningen i at du henter mad, at du går til toilettet og i så vidt muligt omfang, forsøger at klare dig selvstændigt. Plejepersonalet støtter dig til kontinuerligt at træne ved den plan, der er lagt af fysioterapeuten.
Smertebehandling
Lindring af dine smerter er en del af behandlingen. Vi arbejder sammen med dig om at finde den bedst mulige behandling med smertestillende medicin, bevægelse, varme eller kolde pakninger samt lejring. Du har derfor en vigtig rolle i forhold til at finde den bedst mulige smertelindrende behandling. Du kan få ekstra smertestillende ved en forværring i dine smerter. Hvis du har spørgsmål om dette, kan du tale med plejepersonalet. Mange patienter har haft stor glæde af at skrive, hvornår de har smerter, som en hjælp til at finde frem til de rette smertestillende mediciner, tider samt dosis. Det kan du prøve i samråd med plejepersonale. Du kan ikke forvente at blive smertefri i løbet af indlæggelsen. Ved hjælp af smertestillende medicin, information og vejledning i at håndtere smerterne, får du redskaber til bedre at kunne klare dig hjemme efter udskrivelsen.
Spisetider og kost
Vi serverer mad fra hospitalets eget køkken i afdelingens dagligstue. Morgenmad kl. 08.00
Middag kl. 12.00
Aftensmad kl. 17.30
Hertil kommer mellemmåltider eftermiddag og aften. Sig til, hvis du har specielle kost behov. Der forefindes et patientkøleskab i dagligstuen til medbragt mad og drikkevarer.
Spørgsmål og samtaler
Du kan altid henvende dig til plejepersonalet på afdelingen, hvis du har spørgsmål.
Mellem kl. 07.00-07.30, 15.00-15.30 og 23.00-23.30 er der vagtskifte for personalet. Har du og dine pårørende brug for særlige oplysninger eller uddybende samtaler, kan dette aftales med plejepersonalet. Det kan være en god idé at have en pårørende med til en samtale og det vil være en fordel, hvis du vælger en enkelt pårørende som er kontaktpårørende til afdelingen. Ønsker du ikke, at pårørende får oplysninger om dit behandlingsforløb, skal du give besked til plejepersonalet.
Besøgstider
Pårørende er naturligvis velkomne til at besøge dig under indlæggelsen. Hvis der er aktiviteter på stuen med andre patienter, vil besøgende blive bedt om at forlade stuen. Samtidig bør det respekteres, hvis andre patienter har behov for at hvile. Vi henstiller til, at pårørende forlader stuen/ afdelingen senest kl. 21.00 for at skabe ro.
Mobiltelefon
Det er tilladt at bruge mobiltelefon i afdelingen. Når du opholder dig på sengestuen, bør du holde mobiltelefonen på lydløs, så du ikke forstyrrer andre patienter. Husk at medbringe en oplader. Det er ikke tilladt at fotografere eller optage andre uden aftale med personalet.
Påklædning
Når du forlader din sengestue, ser vi gerne at du har dit eget tøj, morgenkåbe eller træningstøj på.
Penge og værdisager
Penge og værdisager har du selv ansvaret for under din indlæggelse. Du kan låse værdigenstande ind i det skab, du har fået tildelt på sengestuen, eller give dine pårørende dem med hjem.
Klar til udskrivelse
Din forventede udskrivelsesdato er senest 3 dage efter indlæggelse
Udskrivelse
Inden du bliver udskrevet, orienterer vi dig om resultaterne af de undersøgelser og den behandling, du har fået, samt om evt. videre behandling. Udskrivelsen vil blive planlagt i samarbejde med dig, plejepersonale og læge samt evt. fysioterapeut, så snart din tilstand tillader det. Der bliver holdt en udskrivelsessamtale med dig og et plejepersonale med afsæt i de punkter, der står listet bagerst i håndbogen. Du kan blive udskrevet alle ugens dage, også i weekender. Ved udskrivelsen sender vi besked til din egen læge om de undersøgelser og den behandling, du har modtaget under indlæggelsen. Den videre behandling foregår hos din egen læge medmindre andet er aftalt.
Udlån af hjælpemidler
Hvis vi vurderer, at du har behov for hjælpemidler, såsom kørestol, albuestokke, rollator, badebænk eller andet, kan du midlertidigt låne hjælpemidlerne. Information følger, hvis det bliver aktuelt. Du skal så vidt muligt selv sørge for, at hjælpemidlerne bliver bragt til dit hjem og leveret tilbage, når lånetiden udløber.
Hjælp i hjemmet
Hvis der er forhold, der gør, at du efter udskrivelsen ikke kan klare dig i hjemmet uden hjælp, kontakter vi visitationen i din hjemkommune og beskriver dine nuværende behov. Du kan tale med plejepersonalet om dette. Da det er kommunens opgave at sørge for den pågældende hjælp, er det også kommunen, der afgør den endelige form for hjælp. Der kan evt. være tale om en form for egenbetaling. Ved behov for praktisk hjælp i hjemmet såsom støvsugning, skal du selv kontakte din kommune. Spørg gerne plejepersonalet, hvis du har behov for uddybende information og hjælp.
Min Sundhedsplatform
Du kan komme i kontakt med os på Min Sundhedsplatform på www.minsundhedsplatform.dk, her kan du bl.a. læse dele af din journal og se prøvesvar.
Efter udskrivelsen
Kontakt:
Sekretærer, Rygkirurgi, Led- og bindevævssygdomme, sengeafsnit 11/21:
38 63 36 11
Mandag – fredag kl. 08.00 - 15.00
Sygeplejerskerne, Daghospital: 38 63 38 10
Mandag – fredag kl. 07.30 – 15.00.
Sekretærer, Daghospital: 38 63 36 10
Mandag – fredag kl. 07.30 – 15.00
Sekretærer, Led- og Bindevævssygdomme, klinik, Frederiksberg: 38 16 41 20 Mandag – fredag kl. 07.30 – 15.00
Sekretærer, Led-og Bindevævssygdomme, klinik 1, Gentofte: 38 67 32 23 Mandag – fredag kl. 07.30 – 15.00
Rygning
Hospitalet er røgfrit område.
TV og trådløst netværk
Du kan se TV i opholdsstuen eller på din sengestue. Hospitalet har trådløs internetadgang for patienter og pårørende, se vejledning på sengestuen. Internetadgang for patienter og pårørende er gratis.
Punkter for udskrivningssamtale
Vi opfordrer til, at du løbende under din indlæggelse, krydser de felter af som du opfylder.
□ Du kender planen for din smertebehandling og evt. udtrapning
□ Du er afsluttet af fysioterapeut og kan gå med/uden gangredskab
□ Din plan for videre træning er gennemgået
□ Hvis du har behov for hjemmehjælp, er kommunen blevet kontaktet
□ Ikke relevant
□ Hvis du har brug for hjælpemidler, er de blevet udleveret eller bestilt til opsætning i eget hjem, og du har skrevet under på lån
□ Ikke relevant
□ Der er lagt en plan for din vandladning og mavefunktion
□ Egen medicin er udleveret
□ Ikke relevant
□ Ambulant tid d. __________
□ Ikke relevant
For dig gælder specielt:
_____________________________________________________________
_____________________________________________________________
_____________________________________________________________
_____________________________________________________________
_____________________________________________________________
_____________________________________________________________