Vi har mange borgere som søger Akutklinikken eller bliver bragt hertil med ambulance for mange forskellige typer skader og akut opståede sygdomme.
Indscan dit sundhedskort eller henvend dig til receptionsskranken (se retningslinier på vores hjemmeside for, hvordan du skal melde din ankomst, hvilket afhænger af den måde du er henvist på fra 1813). Sygeplejersken og sekretæren vil oftest være orienteret om din ankomst af den indlæggende læge eller af 1813, og vil om nødvendigt have taget forholdsregler afhængig af din sygdom og tilstand.
Det er dine skader, symptomer og tilstand, der er afgørende for den prioritering, som foretages af sygeplejerskerne i Akutklinikken, ofte i samråd med lægen. Du vil opleve, at det ikke er ”først til mølle” princippet der gælder.
Ikke alle patienter skal ses af den samme læge, og de patienter, der ankommer med ambulance, kan ikke ses fra venteværelset. Dette betyder sammen med sygeplejerskernes prioritering efter skadens/sygdommens alvor, at man ikke kan regne med at komme ind i den rækkefølge, man er ankommet.
Vi forsøger hele tiden at informere om ventetiden, men du kan opleve, at denne pludselig kan ændre sig, f. eks. hvis der er sket større ulykker eller ankommet mange patienter med alvorlige sygdomme.
Vi beklager den til tider lange ventetid, men er desværre ikke altid i stand til at forudse spidsbelastninger og bemande Akutklinikken derefter.
Rigshospitalet - Glostrup er et Universitetshospital, hvilket medfører, at der ofte er læger og medicinstuderende under uddannelse i Akutklinikken, ligesom du også kan møde sygeplejerskestuderende, redderelever og andre faggrupper under oplæring. Ofte kommer læger fra andre afdelinger på tilsyn eller for at supervisere yngre kolleger.
Mange ”hvidkitlede” er derfor ikke ensbetydende med, at der er mange til at behandle. Hvis dine symptomer bliver værre i ventetiden, kan du til enhver tid kontakte vores personale.
Vi håber du bliver tilfreds med dit ophold på Akutklinikken, Rigshospitalet - Glostrup.
Telefon 38 63 25 33 - Email: akutklinik@regionh.dk