Du er blevet henvist til Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet.
I vores samarbejde med dig, vil vi gerne vide, hvad der er vigtigt for dig og dine pårørende, så vi kan hjælpe dig bedst muligt igennem dit forløb hos os.
Forberedelse til første møde i afdelingen
Vi anbefaler, at du forbereder dig på dit første møde med os. Du kan overveje, hvilke forventninger du har, og evt. gøre det sammen med en pårørende eller ven. Overvej, hvilke ting, der er meget vigtige, og hvilke der er mindre vigtige for dig. Vi vil gerne høre om de tanker og ønsker, du har gjort dig i forbindelse med din kræftsygdom.
Inspiration til emner der kunne have betydning for dig at drøfte:
- Oplysninger om dit sygdomsforløb
- Hvordan går det oftest patienter i din situation
- Hvor meget information om behandling og din prognose du ønsker
- Målet med din behandling
- Bivirkninger - kortsigtet og langsigtet
- Mødeplaner, behandlingsvarighed
- Muligheder for at kunne arbejde, rettigheder vedr. økonomisk støtte mv.
- Kost, motion og alternativ behandling
- Information til dine børn
- Andre helbredsproblemer, fremtidsdrømme, livskvalitet osv.
Du kan finde mere information og inspiration på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: Spørgsmål til lægen
Skriv gerne dine spørgsmål ned
Erfaringen er, at det ellers er svært at huske det hele. De fleste oplever, at det kan være en stor hjælp at have en pårørende eller en ven med til samtalen.
Du er også velkommen til at optage dine samtaler fx via telefonen. Du skal blot aftale det med personalet.
Vær opmærksom på, at du ikke må dele eller videregive optagelser til andre end de personer, som deltager ved samtalen, medmindre alle tilstedeværende har givet skriftligt samtykke.
Behandlinger i Afdeling for Kræftbehandling
Når du kommer til behandling i Afdeling for Kræftbehandling, kan der være forskellige mål med den behandling, der tilbydes. Det afhænger af sygdommen og din tilstand.
Helbredende (kurativ) behandling
Formålet med denne behandling er at fjerne kræftsygdommen i kroppen.
Forebyggende (adjuverende) behandling
En behandling man kan få efter operation for kræft. Formålet er at nedsætte risikoen for, at kræftsygdommen vender tilbage.
Behandling inden operation (neoadjuverende)
Formålet med behandlingen er at mindske (eller stabilisere) kræftknudens størrelse eller spredning, så operation eller strålebehandling efterfølgende bliver mulig. Formålet kan også være at mindske risikoen for tilbagefald af kræftsygdommen efter behandling.
Lindrende behandling
Dette er en behandling man får, når kræften er udbredt, og helbredende behandling ikke er mulig. Behandlingen kan øge livskvaliteten og være livsforlængende.
Dit behandlerteam
Ved det første møde i klinikken får du tildelt en behandlingsansvarlig læge og en plejeansvarlig sygeplejerske. Den behandlingsansvarlige læge er en erfaren speciallæge, der har det overordnede ansvar for din behandling. I nogle mere komplekse forløb kan vi skønne, at du i stedet tildeles en patientansvarlig læge.
Vi tilstræber, at du bliver set af din behandlings- eller patientansvarlige læge ved dit første møde i klinikken, og ved senere møder, hvor der skal tages stilling til din fortsatte behandling. Ved andre konsultationer og behandlinger kan du også blive set af teamets øvrige medarbejdere
I alle vigtige beslutninger omkring din sygdom og behandling, vil dit behandlingsteam sammen med dig vurdere mulighederne. Bedst mulig inddragelse er med til at skabe tryghed, kontrol og overblik. Hvis du bliver undersøgt og behandlet på andre afsnit, er det lægerne dér, der har ansvaret.
Kontakt til afdelingen
Du er velkommen til at ringe til os. Du kan også skrive til os via MinSP. Din henvendelse vil først og fremmest blive behandlet af en sekretær eller sygeplejerske, som vil spørge til dit ærinde. Dette er med henblik på, at du får den rette hjælp.
Yderligere information
Hvis du og din familie har spørgsmål i ventetiden mellem henvisningen til vores afdeling og det første fremmøde, kan du kontakte forløbskoordinatoren i Enhed for Sammenhængende Patientforløb. Det kan både være vedrørende behandling, planlægning og andet.
Kontaktinformation
Forløbskoordinator Anne Bjerrum, Enhed for Sammenhængende Patientforløb
Tlf. 3545 0674 mellem kl. 9.00 og 12.00.
Forskning
Du kan blive spurgt, om du vil deltage i et af vores forskningsprojekter. Forskning er en forudsætning for, at vi hele tiden kan forbedre vores behandlinger. Det er helt frivilligt at deltage. Deltagelse kræver altid et skriftligt informeret samtykke.
Forskningen kan støttes af offentlige eller private fonde, medicinalindustrien eller ved donationer.
Spørg personalet, hvis du vil vide mere.