De første 6 uger efter operationen skal du bruge dine arme og mavemuskler med omtanke. Undgå hård træning, tunge løft og store armbevægelser.
Det er dog også vigtigt at modvirke stivhed af led og hævelse af armen, hvorfor vi anbefaler at du bevæger dig så frit som muligt i daglige gøremål, rolige gåture osv. indtil smertegrænsen.
Efter udskrivelsen kan du begynde at lave øvelser efter pjecen.
Efter 6 uger må du gradvist genoptage fuld fysisk aktivitet.
Hvilestilling liggende på ryggen
Anbring 2 puder under den opererede sides arm. Den ene pude placeres med et hjørne under skulderbladet og støtter skulder og overarm. Den anden pude støtter underarm og hånd, således at armen og hånden ikke hænger nedad.
Hvilestilling liggende på siden
Anbring to puder under den øverste arm, så puderne støtter hele armen.
Øvelser
Øvelser kan opstartes efter udskrivelsen, 1-2 gange dagligt.
Du må ikke løfte armene over vandret position før efter 3 uger.
- Øvelserne må ikke give dig smerter
- Øvelserne udføres i roligt tempo
- Hver øvelse gentages 10 gange
- Øvelserne udføres helst stående, men kan også udføres siddende
Skulderøvelser
Hold armene ned langs siden. Kør skuldrene rundt i cirkelbevægelser;
først den ene vej og så den anden vej.
Læg fingrene på skuldrene. Lav små cirkelbevægelser med albuerne.
Først den ene vej og så den anden vej.
Hold armene ned langs siden med håndfladen fremad. Løft de strakte arme ud til siden, ikke over skulderniveau og inden for smertegrænsen. Sænk dem langsomt igen. Undgå at armenen føres ind foran kroppen.
Læg hænderne i lænden med håndfladerne udad eller lad armene hænge ned langs siden. Træk skulderbladene sammen, hold spændingen lidt og giv roligt efter.
Hævelse af armen
Hvis armen holdes for meget i ro eller hænger nedad, eller hvis du glemmer
og/ eller er bange for at bruge din arm nedsættes funktionen af venepumpen.
Dette afhjælpes ved at bruge armen mere naturligt til almindelig, daglige gøremål og udføre venepumpeøvelser (fx skiftevis knyt hånden og stræk fingrene med armen lidt opad). Brug evt. hvilestillinger hvor du ligger eller sidder med armen lejret lidt opad.
Lig eller sid. Bøj og stræk albuen, mens hånden knyttes og åbnes.
Gentag ca. 10 gange.
Træk hagen ind (lav dobbelthage).
Kig roligt fra side til side.
Råd efter operationen
- Anvend mavebælte eller kompressionsbukser og special BH, dag og nat
i 3 uger og yderligere 3 uger i dagtiden, 6 uger i alt. - Belast ikke over smertegrænsen
- Dagligsdags aktiviteter og gåture er fint.
- Brug armen som før, men undgå tunge løft.
- Du må gerne f.eks. sy, strikke, skrive eller bruge computer, men hold pauser ind imellem.
Er du opereret i maven, skal du vente med træning af mavemusklerne, indtil du ikke skal anvende mavebælte mere. Det er godt at aktivere de dybe mavemuskler ved at ”trække navlen ind” og således forberede mavemusklerne til træning.
Dette er generelle anbefalinger, men individuelle hensyn kan naturligvis forekomme. Følg derfor altid den vejledning du har fået af din kirurg eller som står i din operationsbeskrivelse.