Gå til hovedindhold

Valproat - behandling

Valproat kan benyttes som forebyggende behandling mod migræne. Valproat findes i præparaterne Delepsine og Deprakine.

Valproat kan benyttes som forebyggende behandling mod migræne.

Præparat

Valproat er udviklet til behandling af epilepsi, men videnskabelige undersøgelser har senere vist, at det også kan have forebyggende effekt på migræne.

Virkningsmekanisme

Valproat stabiliserer den elektriske aktivitet i hjernen. Det er sandsynligvis derfor, at det har en forebyggende effekt ved migræne. Valproat fjerner ikke migrænen. Et realistisk behandlingsmål er en halvering af anfaldene. Hos nogle mere, hos andre mindre.

Hvilken dosis skal man tage

Normalt starter man med 1000 mg om aftenen. Ved manglende effekt på 1000 mg efter 1 måned øges der til 1500 mg om aftenen. Ved manglende effekt på 1500 mg efter 1 måned, kan det konkluderes, at valproat ikke virker på dig. Du skal så trappe ned på ½ dosis i 1 uge og derefter stoppe helt.

Blodprøver

Der skal tages blodprøver i form af hæmoglobin, leukocytter, trombocytter, ALAT, basisk fosfatase, bilirubin, koagulationsfaktor II, VI, X, amylase og serum-kreatinin før behandlingen. Blodprøverne skal kontrolleres efter 1, 3 og 6 måneder.

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger er rysten, øget appetit, kvalme og hårtab. I sjældnere tilfælde leverpåvirkning og tendens til blødning.

Langvarig behandling med visse midler mod epilepsi øger risikoen for udvikling af knogleskørhed (osteoporose). Hvis du og din behandlende læge i Dansk Hovedpinecenter forventer, at du skal være i behandling med valproat i mindst 2 år, bør du gå til din egen privatpraktiserende læge med henblik på stillingtagen til behov for udredning (DEXA skanning) og behandling (calcium og vitamin D).

Valproat må ikke bruges under graviditet og hos kvinder i den fødedygtige alder, som ikke bruger en meget effektiv form for svangerskabsforebyggelse. Hvis der benyttes hormonel svangerskabsforebyggelse, bør der også bruges en barrieremetode (f.eks. kondom). Der skal foretages en graviditetstest, før behandlingen påbegyndes.

Valproat må ikke bruges af mænd mindre end 3 måneder før befrugtning.

Recepter

Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.

Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:

  • MinSundhed (app)
  • Min Læge (app)
  • Apoteket (app)
  • Sundhed.dk

Sygeplejegruppens telefon

Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.

Min Sundhedsplatform

På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.

Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.

Afbud og tidsbestilling

I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.

Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden