Du har nu været til samtale i Klinik for Blodsygdomme, og vi har konstateret, at den M-komponent der er fundet i dit blod, er helt fredelig og ikke medfører, at du skal kontrolleres videre i Afdeling for Blodsygdomme.
En M-Komponent er et æggehvidestof (antistof), der bliver udskilt af de hvide blodlegemer og som kan måles i en blodprøve. Hos dig er denne positive M-Komponent en harmløs tilstand, der ikke kræver behandling.
I lægeverdenen kalder vi dette for en MGUS (Monoklonal Gammopati af Usikker betydning).
MGUS kan i nogle tilfælde udvikle sig til kræft (Morbus Waldenstrøm). Da denne risiko er ganske lav hos dig, er der ikke behov for regelmæssig kontrol.
Du bør dog søge egen læge, hvis du oplever symptomer som udpræget træthed, åndenød, hyppige infektioner eller uforklarligt vægttab.
Din læge er informeret om IgM MGUS-diagnosen og vil vurdere, om du igen skal henvises til os.