Urinvejsinfektion

Information om symptomer, behandling og forebyggelse af urinvejsinfektion hos børn.

Infektion i urinvejene skyldes bakterier i urinen. Urinvejsinfektion kan vise sig som infektion i den nederste del af urinvejene (blærebetændelse) eller som infektion i de øvre urinveje (nyrebækkenbetændelse). Urinvejsinfektion smitter ikke.

Nyrer og urinveje består af:

  • Nyrerne, der laver urinen
  • Urinlederne, der leder urinen fra nyrerne til blæren
  • Blæren, der opsamler urinen
  • Urinrøret, der fører urinen fra blæren og ud af kroppen.

Symptomer hos spædbørn:

  • Barnet er sløjt og utilpas
  • Feber
  • Gylpen/Opkastninger
  • Gråbleg hud
  • Slaphed
  • Dårlig trivsel (f.eks. tager ikke på og har manglende appetit).

Symptomer hos større børn:

  • Feber
  • Ondt i maven eller over lænden
  • Smerter og svie ved vandladning
  • Ildelugtende urin
  • Hyppige små vandladninger
  • Barnet er sløjt og utilpas.

Hvornår skal man søge læge?

Søg læge hvis barnet har et eller flere af symptomerne, eller hvis der er noget ved barnets tilstand, der bekymrer jer.

Undersøgelser og behandling

Diagnosen stilles ved hjælp af symptomer og påvisning af bakterier i urinen.

Urinvejsinfektioner behandles med antibiotika. De fleste børn kan behandles med piller eller mixtur, men hvis barnet er under 6 mdr gammelt eller har det meget dårligt, gives medicinen i blodårene gennem et drop de første dage.

Som en del af behandlingen, får dit barn også lavet en ultralydsundersøgelse af nyrer og urinveje, og I får en kontroltid i ambulatoriet.

Forebyggelse

Hos spædbørn er det svært at forebygge urinvejsinfektion. Hos større børn kan sygdommen forebygges med gode toiletvaner – f.eks. korrekt aftørring efter toiletbesøg, dvs. tør forfra og bagud.

Generelt skal små børn undgå, at blæren er fyldt gennem længere tid og de skal have god tid til at sidde længe og roligt ved hvert toiletbesøg, så blæren kan tømmes helt.

Barnet skal have rigeligt at drikke.

Redaktør