Slimhinden i skeden kan på grund af strålebehandlingen miste noget af sin elasticitet og blive mere tør. Både operation og strålebehandling kan medføre, at skeden og skedeindgangen bliver mere snæver og kan have en tendens til at vokse sammen.
Kemoterapi og strålebehandling af underlivet kan påvirke dannelsen af kvindelige kønshormoner. Nedsat eller ophørt produktion af kvindelige kønshormoner kan give tørre slimhinder i skeden. Mange kvinder, der ikke inden strålebehandlingen var i overgangsalderen, går i overgangsalderen efter strålebehandling
Hvordan kan jeg afhjælpe tørre slimhinder?
Mandelolie eller glidecreme kan afhjælpe tørhed. Der findes forskellige glidecremer; nogle er vandbaserede, andre er silikonebaserede. Du kan anvende alle slags. Du må prøve dig frem og finde den glidecreme, som hjælper dig bedst.
Hvis du oplever, at skedevæggene klæber sammen, vil vi anbefale, at du én til to gange om ugen benytter en dilatator/plastikstav eller har samleje.
Hvis du oplever lidt blødning efter samleje eller brug af dilatator, så er dette helt normalt og ufarligt og skyldes dine tørre slimhinder i skeden.
Genoptagelse af samliv/seksuelt samvær
Hvis skeden og skedeåbningen vokser sammen, medfører det forsnævring og forkortning. For at undgå dette anbefaler vi dig følgende:
- Hold skeden åben to gange om ugen, enten ved samleje og/eller ved brug af dilatator.
- Brug en dilatator, hvis ikke du har en partner, som du har regelmæssigt samleje med, eller hvis du holder pause i samlivet.
- Genoptag samlivet, når du har lyst.
Mange kvinder oplever nedsat eller manglende lyst og evne til samliv efter operation og strålebehandling.
Hvis din skede og skedeåbning er forsnævret eller forkortet, kan samleje være vanskeligt og gøre ondt. Det er naturligt at være nervøs for seksuelt samvær, når man lige har afsluttet strålebehandling, og nogle ønsker helt at holde op med at have et seksuelt samvær.
Ofte vil lysten til seksuelt samvær dog komme igen, og det er derfor vigtigt, at du ikke mister muligheden, fordi skeden er forandret.
Hvordan bruger jeg en dilatator?
En dilatator er en stav af plastik. Den findes i fem forskellige størrelser. For nogle er det en hjælp først at lave knibeøvelser i underlivet, og derefter føre dilatatoren forsigtigt op i skeden. Musklerne bliver derved mere afslappede, hvilket kan lette indføringen.
Det er vigtigt, at du benytter dilatatoren på et sted og tidspunkt med fred og ro. Du kan ligge ned med bøjede ben eller stå med det ene ben på en stol eller på toiletbrættet. Vi anbefaler dig i begyndelsen at anvende den mindste dilatator.
Sådan anvendes en dilatator
- Dilatator påsættes det grå håndtag.
- Skedeindgang og dilatator fugtes med rigeligt glidecreme.
- Dilatator føres ind i skeden, så langt som du kan komme i underlivet. Du skal stoppe hvis det gør ondt. Du må meget gerne forsigtigt føre dilatator fra side til side.
- Dilatator føres ud igen.
- Dilatator og håndtag vaskes i sæbevand efter brug.
Når du er komfortabel med at bruge den mindste størrelse dilatator, skal du vælge en dilatator som er større og så fremdeles. Jo hyppigere du har samleje eller benytter dilatator, desto mindre risiko er der for, at skedevæggene klæber sammen.
Hvis du oplever, det er svært enten at gennemføre samleje eller føre dilatator ind i skeden, kan det være et tegn på, at væggene i skeden er ved at klæbe sammen. Vi vil i så fald anbefale dig at anvende dilatatoren flere gange om ugen. Forbedres dette ikke efter tre uger, skal du kontakte klinikken og blive undersøgt af en læge.
Hvor længe skal jeg benytte dilatator?
Vi anbefaler, at du livslangt bruger dilatator eller har samleje med din partner mindst to gange om ugen. Dette vil forebygge sammenvoksninger i skeden, som kan komme måneder til år efter at behandlingen er afsluttet.
Hvornår skal jeg kontakte klinikken?
- Hvis du bløder kraftigt fra skeden
- Hvis du bløder i flere dage uden, at det aftager
- Ved voldsomme smerter
Hvor og hvordan får jeg dilatator og glidecreme?
Du får udleveret et dilatatorsæt, når du afslutter din strålebehandling. Dette sæt indeholder dilatatorer i forskellige størrelser og glidecreme. Herefter skal du selv købe glidecremen på apoteket eller i butikker, som kan give dig råd og vejledning i forhold til lige netop dine behov.
At have samlivsproblemer er helt normalt og kan være svært at tale om. Vi vil meget gerne opfordre dig til at tale med lægen eller sygeplejersken om dine problemer, da der findes forskellige muligheder for hjælp og støtte.
Hvis du er i tvivl om noget, er du meget velkommen til at kontakte afsnittet.