Ultralyd - endoskopisk

Endoskopisk ultralyd er en specialundersøgelse, der kombinerer ultralydsskanning og endoskopi (kikkertundersøgelse).

Endoskopisk ultralyd er en specialundersøgelse der kombinerer ultralydsscanning og endoskopi (kikkertundersøgelse).

Hvad er en endoskopisk ultralydsundersøgelse?

Endoskopisk ultralyd er en specialundersøgelse, der kombinerer ultralydsskanning og endoskopi (kikkertundersøgelse). Ultralydsskopet er en bøjelig slange med en diameter på ca. 1 cm. Med et ultralydshoved i spidsen af  endoskopet kan man scanne organer indvendig og dermed komme meget tæt på de områder, man ønsker at undersøge. Der er mulighed for under undersøgelsen at tage vævsprøver.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du bliver lokalbedøvet i halsen med en spray, for at dæmpe reflekserne i svælget. Vi anbefaler, at du får beroligende medicin. Der bliver lagt en tynd kanyle i en blodåre i armen, som medicinen gives igennem. Under undersøgelsen ligger du på venstre side. Lægen fører ultralydsskopet gennem mund, svælg, spiserør og mavesæk ned til tolvfingertarmen. Gennem ultralydsskopet blæses luft ned i maven, for at få et bedre overblik. Luften suges ud igen, inden ultralydsskopet tages op.Undersøgelsen varer 15-30 minutter.

Hvis du har fået indsat kroner, stifttænder, broer og lignende, bedes du oplyse om dette. Hvis du har protese, skal denne tages ud før undersøgelsen. Til beskyttelse af dine tænder og for ikke at beskadige ultralydsskopet, vil du få en bidering i munden.

Gør det ondt?

Det kan være ubehageligt at få ultralydsskopet ført ned gennem svælget. Under undersøgelsen kan det spænde noget, fordi der bliver blæst luft ned i maven og du kan føle trang til at bøvse.

Du vil under undersøgelsen kunne trække vejret helt normalt.

Forberedelse til undersøgelsen

For at kunne vurdere forholdene i mavesækken skal den være tom. Du skal derfor være fastende til undersøgelsen. Du må derfor ikke spise eller drikke 6 timer før undersøgelsen.

Ved sukkersyge og behandling med blodfortyndende medicin se: Vigtige forberedelser inden dit besøg.

Efter undersøgelsen

Hvis du har fået  lokalbedøvelsen i halsen, må du ikke spise eller drikke en time efter undersøgelsen. Det er for at undgå at få maden i ”den gale hals”.

Hvis du ikke har fået beroligende medicin, kan du forlade afsnittet umiddelbart efter undersøgelsen. Hvis du har fået beroligende medicin, skal du blive i afsnittet og hvile i ca 2 timer. 

Når du har fået beroligende medicin, må du ikke køre bil, eller betjene maskiner før næste dag

Før du forlader afsnittet, vil du få besked om resultatet af undersøgelsen og om eventuelle forholdsregler efter undersøgelsen. Din praktiserende læge får besked om din undersøgelse.

Risiko ved undersøgelsen?

Der er er en lille risiko for komplikationer ved endoskopisk ultralyd (1 ud af 10000 tilfælde)   Det kan forekomme overfølsomhed eller kraftig reaktion på den anvendte medicin.

Meget sjældne komplikationer er hul på spiserør/ mavesæk eller blødning fra slimhinden. Komplikationerne viser sig ved mavesmerter, blodige eller sorte opkastninger eller høj feber.

I alle tilfælde ved mistanke om bivirkninger eller komplikationer, beder vi dig om at kontakte klinikken.

Udenfor klinikkens åbningstid, bedes du kontakt Rigshospitalet på telefon 35 45 35 45, som formidler kontakt til vagthavende læge på Afdeling for Organkirurgi og Transplantation.

Transport og parkering

www.rigshospitalet.dk/transport

Redaktør