I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din operation. Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.
Hvad er Graves sygdom?
Patienter, der lider af Graves sygdom, kan opleve, at øjenhulens indhold af muskler og fedt svulmer op. Dette fører til at øjnene presses fremad, dvs. at man får udstående øjne. Ud over en ændring af ens udseende, kan det give problemer med udtørring af hornhinden, nedsat syn pga. tryk på synsnerven og dobbeltsyn. Ved en operation er det muligt at give bedre plads til muskler og fedt, og øjnene rykkes gerne 2-4 mm tilbage i øjenhulen. Resultatet kan dog ikke ses med det samme. Vævet i øjenhulen vil normalt være hævet efter operationen, og derfor falder øjnene ikke tilbage "på plads" straks efter operationen.
Det endelige resultat kan først vurderes efter 2-3 måneder.
Hvad skal der ske før operationen?
Operationen foretages i fuld bedøvelse. Derfor skal du igennem en lægeundersøgelse og tale med en narkoselæge, der vil planlægge bedøvelsen. Afhængigt af dit helbred og praktiske omstændigheder bliver du enten indlagt dagen før operationen eller bliver bedt om at møde fastende i Afdeling for Øjensygdomme på selve operationsdagen.
Din eneste forberedelse til operationen er, at du om morgenen på operations-dagen skal vaske dit ansigt grundigt og undlade at tage makeup på.
Blodfortyndende medicin
Hvis du tager blodfortyndende medicin (herunder visse kosttilskud/naturmedicin) skal du muligvis holde pause op til operationen. Pausens længde skal du aftale med kirurgen.
Hvis du let får blå mærker i huden eller har øget blødningstendens skal du fortælle det til kirurgen
Selve operationen
Før operationen vil du blive tilbudt en beroligende pille, hvorefter du vil blive hjulpet tilrette på operationsstuen. Der vil blive anlagt et drop, dvs. en plasticslange i en vene i armen, til bedøvelsesmidler og anden nødvendig medicin. Når du sover, vil der blive lagt en slange ned i dit svælg eller luftrør for at sikre en stabil vejrtrækning under operationen. Denne slange kan give irritation i halsen efter operationen.
Ved operationen fjernes en del af knoglevæggen omkring øjenhulen. Det kirurgiske snit lægges i øjenlågsfuren, i øjenkrogen mod næsen eller i øjenkrogen ud mod tindingen eller i slimhinden. Såret syes sammen med en fin tråd, som fjernes efter 5-8 dage, i de tilfælde hvor man ikke har brugt en selvopløselig tråd. Til sidst lægges en forbinding omkring hovedet og begge de opererede øjne.
Denne forbinding skal sidde på i 24 timer.
Du vil derfor vågne op efter operationen med bind for øjnene.
Hvad sker der efter operationen?
Efter operationen vil du enten blive kørt til opvågningsafsnittet eller til vores sengeafsnit. Hvis du har ondt efter operationen, vil du få tilbudt smertestillende medicin. De fleste patienter er klar til at blive udskrevet dagen efter operationen. Når forbindingen er fjernet, skal du fortsætte med at bruge dine sædvanlige øjendråber.
Du vil blive bedt om at møde til ambulant kontrol i Afdeling for Øjensygdomme ca. en uge efter operationen, hvor også eventuelle tråde vil blive fjernet.
Hvad du skal være opmærksom på efter operationen
Når du er hjemme igen, anbefaler vi, at du tager den med ro, dvs. at du i en lille uges tid ikke dyrker sport, gør hovedrent eller har sex. I disse dage skal du forsøge at holde hovedet over hjertets niveau.
Du skal også undgå at pudse næse de første 7 dage efter operationen, da det kan være grund til at øjenomgivelserne hæver op. Du kan vaske hår og tage brusebad efter 2 dage.
Længden af en eventuel sygemelding afhænger helt af dit arbejde og er derfor individuel, men det er ikke ualmindeligt at være sygemeldt 2-4 uger efter operationen.
Hvis du ser dobbelt efter operationen
Hvis du har dobbeltsyn efter operationen, kan det være nødvendigt at udføre en skele operation.
Endvidere kan en kosmetisk operation på øjenlågene blive nødvendig. Ved en sådan operation forlænger man ofte øjenlågene.
Hvis der opstår blødning og andre komplikationer
Blødning
Når din forbinding fjernes bløder det som regel lidt fra såret.
Misfarvning af huden
I dagene efter operationen kan dine øjenomgivelser være misfarvede og hævede. Det aftager i løbet af 2-3 uger.
Infektion
Infektion er sjældent, men kan behandles med antibiotika som indsprøjtning eller i som tabletter /piller.
Dobbeltsyn
Nogle patienter får 'dobbeltsyn' efter operationen, men det forsvinder i løbet af få dage hos de fleste. Hos ca. 10 % er dobbeltsynet blivende, og det er derfor nødvendigt at udføre en skele operation.
Føleforstyrrelser
Hos en betydelig del af patienterne opstår der nedsat følelse
på kinden og i fortænderne. Følelsen kommer dog oftest tilbage i løbet af få dage eller efter få måneder. Hos ca. 5 % er den nedsatte følesans blivende.
Ved uventede gener efter operationen
Mens du går til kontrol I Afdeling for Øjensygdomme kan du kontakte os. Se Kontakt sidst i denne patientinformation