Tværsnitssyndrom - undersøgelse for

Heri findes praktisk information i forbindelse med indlæggelse ved undersøgelse for tværsnitssyndrom.

I denne pjece får du praktisk information om din indlæggelse ved undersøgelse for tværsnitssyndrom

Årsag til din indlæggelse 

Årsagen til din indlæggelse i Rigshospitalets TraumeCenter er en mistanke om, at der er et tryk på ryggen, som giver dig symptomer i form af nedsat funktion af arm/ben og/eller smerter.

Den vagthavende læge fra Afdeling for Led- og Knoglekirurgi, vil være din gennemgående kontaktlæge under dit ophold i TraumeCentret.

Dit ophold i TraumeCentret er planlagt til at vare max 24 timer. Målet er at vurdere din ryg med MR-scanning (magnetisk resonans). Hvis MR-scanningen ikke allerede er udført på dit lokale sygehus, bliver du sat på det akutte program, som begynder fra kl. 15:00 og varer indtil kl. 22:00. Du bliver kaldt op på røntgenafdelingen, så snart de har en tid i dette tidsrum.

Når MR-scanningen er udført, vil den Onkologiske læge komme og informere dig. Lægen laver herefter i samarbejde med dig en plan for det videre behandlingsforløb.

Indlæggelsen i TraumeCentret

Du bliver tilknyttet en sygeplejerske i hver vagt.Sygeplejersken kan efter dit eget ønske være behjælpelig med følgende:

  • Information om dit indlæggelsesforløb ud fra en samtale om gensidige forventninger og tilbud.
  • Mulighed for servering af lette måltider og drikkevarer. Hvis du ikke må spise og drikke, kan du få væske gennem en blodåre.
  • Hjælp til ting du ikke selv er i stand til at udføre, fek.s. hjælp til toiletbesøg.
  • Administration af medicin, bl.a. smertestillende. Smerter er et kendt problem, derfor er det vigtigt, at du taler med sygeplejersken om den medicin, du har brug for. Sygeplejersken vil følge din smerte på en smerteskala. På denne måde kan man vurdere, om du får nok smertestillende.

Opstart af prednisolon i højdosis

For at mindske hævelse/irritation omkring nerverødderne opstartes Prednisolon – oftest i en høj dosis én gang dagligt. Da pillerne kan gøre, at man bliver opstemt, er det bedst at tage dem om morgenen. Ellers kan det være svært at finde ro om natten. Bivirkninger ved kortvarig behandling er sjældne, dog gives der for en sikkerheds skyld mavesårsmedicin, da medicinen kan genere maveslimhinden. En anden bivirkning kan være ”falsk sukkersyge”. Derfor måler vi dit blodsukker. Hvis du får denne bivirkning går det over igen, når du stopper med medicinen.

Praktiske informationer

Du har mulighed for at låne en telefon, da mobiltelefoner kan virke forstyrrende på det tekniske udstyr i afdelingen. Det er muligt at gå på Wi-Fi, spørg personalet om en kode. Der er fri besøgstid i afdelingen. 

Kort om Rigshospitalets TraumeCenter & Akutmodtagelse

RigshospitaletsTraumeCenter & Akutmodtagelse er en modtageafdeling for patienter med meget forskellige behov for behandling og pleje, f.eks. svært tilskadekomne patienter og brandsårspatienter. Det kan betyde, at ”din” sygeplejerske pludselig må prioritere andre opgaver. Der vil dog altid være en sygeplejerske, der kan hjælpe dig med det, som du måtte have behov for.  

Redaktør