Ved forstoppelse hos børn
Vi anbefaler, at I indfører 2-3 faste toilettider for barnet dagligt. Formålet er at indøve gode toiletvaner og at lære børnene at tolke deres afføringstrang.
Det er vigtigt, at I tager følgende med i betragtning, når I planlægger de faste toilettider:
- Toilettiden skal gribe mindst muligt forstyrrende ind i barnets aktiviteter.
- Det bedste tidspunkt er efter et hovedmåltid, hvor man udnytter tarmens naturlige tømningsrefleks.
- Barnet skal sidde godt på toilettet med solid støtte under foden, gerne let foroverbøjet, således at muskulaturen afslappes, og der banes en mere lige vej gennem endetarmen.
- Det er vigtigt først at begynde med dette, når barnet ikke længere er bange for smertefuld afføring.
- Nogle børn skal til at begynde med sidde på potte/WC med ble på.
- Barnet skal sidde i mindst 5 minutter, gerne med underholdning samt æggeur for at angive tiden.
- Som en del af behandlingen er det de første uger ofte en god ide at føre et afføringsskema efter Bristolskalaen.
- Fortsæt med faste toilettider, selv om der ikke kommer afføring, da det er en forudsætning for et godt langtidsresultat, at barnet får en fast rytme med faste tidspunkter for toiletbesøgene.