Tørre øjne

Tørre øjne kan udløses eller forværres af en række faktorer, men særligt ældre generes det.

Hver gang vi blinker fordeles tårevæsken over hornhinden og øjets slimhinde. Dannelsen af de forskellige stoffer i tårevæsken er afhængig af mange ting, blandt andet af hormonproduktionen. Når vi bliver ældre ændres hormonproduktionen, og det er forklaringen på, at ældre særligt hyppigt generes af tørre øjne.

Derudover kan tørre øjne udløses eller forværres af en række andre ting:

  • Bindevævssygdommen Sjøgrens syndrom
  • Dårligt indeklima med tør luft, klimaanlæg, støv, statisk elektricitet, kemiske dampe eller røgfyldte lokaler, der får tårevæsken til at fordampe hurtigt
  • Arbejde ved computer og andet arbejde, som kræver stor koncentration, kan medføre, at du blinker mindre med øjnene, så der fordeles mindre tårevæske til øjet
  • Brug af kontaktlinser
  • Alder da tårekvaliteten ændres med alderen
  • Påvirkning af sol, vind og vand
  • Bivirkning ved medicin (fx medicin mod vandladningsproblemer og medicin mod depression)
Øje

Med mellemrum oplever næsten alle tørre øjne som et forbigående fænomen. Mellem 10-15 % er meget generede af det. De mest almindelige gener ved tørre øjne er svie, brænden, kløe, fornemmelse af noget i øjnene, lysfølsomhed og sløret syn. Generne kan også vise sig som øjentræthed ved megen læsning, samt ved bilkørsel eller flyrejser. Paradoksalt nok kan man også opleve, at øjet løber i vand, når man har tørre øjne, og det skyldes, at slimhinderne i øjnene er irriterede. Tørre øjne ses hyppigt men forbigående efter laseroperationer.

Hvad du selv kan gøre

Du kan sørge for at pleje dine øjne med fugtende og smørende øjendråber, såkaldte kunstige tårer, for at nedsætte irritationen i øjnene. Kunstige tårer kurerer ikke tilstanden men lindrer symptomerne. Undgå de ting, der forværrer generne (se ovenfor). Undgå også øjenskylninger med almindelig vand eller saltvand, det irriterer øjnene og forværrer tilstanden, fordi det normale fedt og slim i din egen tårevæske skylles væk.

Hvad kan lægen gøre

Lægen kan vurdere og evt. henvise dig til en øjenlæge, hvis generne ikke lindres af kunstige tårer. Øjenlægen kan undersøge om tårevæsken har den rette sammensætning og om der er sket skade på øjets slimhinde og hornhinde.

Forslag til fugtende øjenmidler

Kunstig tårevæske kan købes i håndkøb på apotek og kræver ikke en recept. Der er mange forskellige typer og mærker inden for kunstig tårevæske. Der findes også tårevæske på recept. Ofte skal du selv prøve forskellige for at finde ud af, hvilken der passer bedst til dit behov. Nogle typer af tårevæske er mere tyktflydende end andre. Nogle foretrækker de tyktflydende, fordi de holder længere. Andre bryder sig ikke om den tyktflydende tårevæske, fordi den gør synet sløret kortvarigt efter drypning. Ved behov for at bruge kunstig tårevæske ofte, vil lægen nogle gange anbefale en type tårevæske, der ikke indeholder konserveringsmiddel.

Har du meget tørre øjne, kan du have behov for at bruge en salve til at beskyt- te øjnene. Nogle har kun behov for at bruge kunstige tårevæske i salveform ved sengetid. At bruge salve ved sengetid er særligt godt, hvis øjnene ikke lukkes helt under søvnen, eller for nogle, der har svære gener ved tørre øjne, lige når de vågner.

Kilder:

  • Uddrag af artikel af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentorinstituttet: Tørre øjne http://www.sygevoksne.dk/sygdom/toerre-oejne
  • Uddrag af NANOS Patient Brochure Tørre øjne
  • Sygeplejersker på øjenafdeling, RH Glostrup og reumatologisk amb., Hillerød
Redaktør