Information til pårørende
VELKOMMEN til Hjertesygdomme, sengeafsnit 3143
Denne pjece indeholder informationer til dig, som har et familiemedlem eller nær ven indlagt.
Hvis patienten har givet samtykke, giver vi dig viden om, hvilken behandling og sygepleje, der tilbydes på vores afsnit. Vi fortæller dig, hvordan du kan være en ressource for din pårørende. Du vil desuden få information om, hvordan vi støtter dig under indlæggelsesforløbet.
Afsnittet har 14 sengepladser fordelt på 1 tresengsstue, 5 tosengsstuer og 1 enestue.
Den daglige ledelse varetages af overlæge Michael Vinther, overlæge Michael Rahbek Schmidt og afdelingssygeplejerske Kim Mechta Nielsen.
Afsnittet ligger i opgang 3 på 14. sal. Når du går ud af elevatoren, skal du følge skiltet til afsnit 3143, hvor personalet hjælper dig med at finde den rigtige stue.
Hvad er et hjertemedicinsk sengeafsnit?
På Hjertesygdomme, sengeafsnit 3143 på Rigshospitalet tilbyder vi højt specialiseret behandling og sygepleje til patienter med hjerterytmeforstyrrelser og/eller medfødte hjertesygdomme. Vi har patienter indlagt fra 12-årsalderen.
Vi er et afsnit, hvor patienten, sygeplejersken og lægen indgår i et tæt samarbejde om behandlingen og plejen – meget gerne med støtte og hjælp fra dig som pårørende.
Af hensyn til patienten og i henhold til lovningen om tavshedspligt informerer vi kun nærmeste pårørende efter aftale med patienten.
Det er en stor hjælp for os, hvis I aftaler, at én eller to nærmeste pårørende er kontaktpersoner, som ringer og får oplysninger, og som herefter informerer resten af familien og nære venner.
At være pårørende
En hjertesygdom rammer ikke kun patienten, men også omgivelserne. Det kan skabe utryghed og bekymring, når ens nærmeste er indlagt med hjertesygdom.
Som pårørende kan du godt opleve, at du er lidt på sidelinjen, da det er patienten, der er i centrum. Du kan opleve, at det kan være svært at huske og forstå alle informationer og opleve manglende kontrol over situationen.
Vi bestræber os på at informere og vejlede dig løbende om patientens forløb. Er du usikker eller har du brug for mere viden eller uddybende forklaring, er du altid velkommen til at spørge for uddybning eller ringe til os. Vi opfordrer til, at du skriver de spørgsmål ned, som du mangler svar på.
Du er altid velkommen til at deltage i lægesamtaler. Lægesamtaler foregår efter aftale fra kl. 9.30-14.00.
Når børn er pårørende
Det er svært at håndtere sygdom og forældreskab på én gang. Det er vigtigt, at børn, som familiemedlemmer til patient med en alvorlig eller langvarig sygdom, bliver lyttet til og talt med.
Børns alder har betydning for, hvordan de reagerer og hvad de er i stand til at forstå. Vi har en række pjecer på afsnittet som vejleder i, hvordan du kan støtte og hjælpe dit barn på forskellige alderstrin.
Børn som pårørende er velkomne i afsnittet. Hvis du er i tvivl om, hvilket omfang dine børn kan involveres i indlæggelsen, må du altid gerne spørge os.
Psykolog
I mange tilfælde kan det være gavnligt at tale med en psykolog om de udfordringer, du kan opleve som pårørende. Hvis du har behov for at tale med en psykolog, kan du via din egen læge eller i visse tilfælde via din forsikring blive henvist til et forløb.
At være patient
At være patient hos os betyder, at der kan være behov for f.eks. hjerterytmeregulerende medicin, undersøgelser af hjertet samt forskellige behandlinger i hjertet. Der kan være behov for konstant overvågning af hjerterytmen. Der vil forekomme mange informationer både til patienten og dig som pårørende, og nye beslutninger skal måske træffes. For at understøtte forståelsen af informationerne og beslutningerne, vægter vi involvering af patienten i plejen og behandlingen højt.
Hvad kan du hjælpe med som pårørende?
Som følge af et akut eller kronisk sygdomsforløb oplever patienten ofte at have nedsat almentilstand, fysiske begrænsninger eller andre udfordringer. Derfor kan det være vigtigt, at du som pårørende oplyser om patientens dagligdag og vaner før aktuelle sygdomsforløb. Det kan være oplysninger om patientens tidligere erfaringer og reaktionsmåder i forbindelse med sygdom
og hospitalsindlæggelser. Det kan være specielle behov, ønsker f.eks. i forhold til mad og drikke og interesser samt rutiner i forhold til personlig pleje og lignende. Der kan også være andre individuelle forhold, som du mener, kan have en betydning for patientens indlæggelsesforløb.
Du må gerne tale med sygeplejersken om, hvordan du kan hjælpe patienten med f.eks. personlig pleje, hente mad og drikke eller andet.
Overvågningsudstyr
Patienten kan være tilkoblet vores overvågningsudstyr (telemetri), så vi kan se hjerterytmen under indlæggelsen. Hvis patienten har telemetri på, skal denne være tilkoblet hele tiden, og hvis en elektrode falder af, er det vigtigt for patien- tens sikkerhed, at vi sætter den på umiddelbart efter igen. Overvågningen kan kun ses af personalet, hvis patienten opholder sig på 14. sal. Derfor er det vigtigt at personalet orienteres, hvis patienten går ud af afsnittet.
Derudover måler vi blodtryk, iltmætning, temperatur mindst to gange om dagen og vi tager også ofte et dagligt hjertediagram (EKG).
Personlige ejendele
Vi anbefaler, at du laver en aftale med patienten om at tage værdigenstande med hjem til opbevaring (f.eks. kostbare smykker, større pengebeløb, kreditkort).
Vi anbefaler desuden, at du medbringer de personlige ejendele og toiletartikler, som patienten ønsker. Det kan f.eks. være egen tandbørste, iPad/ computer, tøj, hovedpude o. lign.
Besøgstid
Almindelige hensyn til øvrige patienter i afsnittet gælder. Det tilstræbes, at der er ro på stuerne mellem 12.30-14.00. Efter kl. 21 skal besøg på stuerne aftales med personalet.
Der er forskellige opholdsrum i afsnittet, som kan benyttes efter kl. 16, hvis der er brug for at tale sammen i fred og ro.
Åndelig/religiøs vejledning
Som pårørende kan tilværelsen virke kaotisk. Det er vigtigt, at du deler dine tanker med nogen - familien, venner eller personalet i afsnittet.
Selv hvis du/I ikke er religiøse, kan det være en hjælp at tale med en af hospitalets præster. Vi formidler gerne kontakten, men du er også selv velkommen til at henvende dig direkte. De har kontor i stueetagen mellem opgang 4 og 5 og kan træffes på:
Telefon: 35 45 40 03
Skulle du have behov for at tale med et religiøst medlem af en anden trosretning, kan du henven- de dig til sygeplejersken, som vil være behjælpelig med at kontakte Etnisk Ressourceteam.
Kirken og bederum er åben for alle, der ønsker at finde ro eller bede en bøn. Kirken og bederummet ligger i forhallen ved opgang 4. Der er åbent fra 9.00-20.00 alle dage dog ikke lørdag.
Der er gudstjeneste kl. 10.00 på søn- og helligdage.
Overnatningsmuligheder
Er patienten kritisk syg eller har særlige behov, og hvis vi har plads på afsnittet, kan det eventuelt arrangeres, at du overnatter på stuen. Tal gerne med sygeplejersken i dagtiden og lav aftaler for den kommende nat.
Patienthotellet
Du kan også betale for overnatning på Patienthotellet, som ligger på Rigshospitalets matrikel. Prisen for et enkeltværelse inkl. morgenmad kr. 910,00.
Dobbeltværelse for 2 personer inkl. morgenmad kr. 1.175,00.
Priserne reguleres hvert år.
Telefon: 35 45 28 28
Det Grønlandske Patienthotel
Pårørende til grønlandske patienter indlagt på Rigshospitalet har mulighed for at overnatte på Det Grønlandske Patienthotel.
Telefon: 38 26 46 00
Hotel Tórshavn
Pårørende til færøske patienter indlagt på Rigshospitalet har mulighed for at overnatte på Hotel Tórshavn.
Telefon: 77 33 64 64
Mobiltelefon og TV
Telefoner kan bruges på afsnittet. Det påvirker ikke vores overvågningsudstyr. Der er fjernsyn på alle stuer og der skal benyttes høretelefoner, som kan medbringes hjemmefra. Høretelefoner kan også købes i kiosken for ca. kr. 50.
Mad og drikke
I buffetområdet er der kaffe, te, vand og lignen- de, som I er velkomne til at benytte.
I øvrigt henviser vi til forhallen i stueetagen, hvor der er bistro, kiosk og bibliotek.
Parkering
Parkeringsmulighederne er desværre stærkt begrænsede, og vi opfordrer derfor til at benytte offentlig transport, cykel eller taxa.
Der er betalingsparkering på kommunale veje rundt om Rigshospitalet. Hold øje med skiltning på området.
Der er opsat skilte, der angiver parkeringsreglerne på hospitalets matrikel.
Ambulante (ikke indlagte patienter) må parkere på Rigshospitalets patientparkering, hvis den samlede behandlingstid er over 2 timer og du har fået udleveret/tilsendt en én-dagsparkeringsbillet via e-boks.
Pårørende og øvrige gæster kan parkere på Rigshospitalets område på patientpladserne, mellem kl. 15.00-06.30, ved brug af P-skive i 2 timer. Skil- tene her er markeret med en blå stribe i toppen.
Det er desværre ikke muligt at parkere på Rigshospitalets område i længere tid.
Praktiske oplysninger
Afdeling for Hjertesygdomme
Hjertesygdomme, sengeafsnit 3143 Rigshospitalet
Blegdamsvej 9
2100 København Ø
Telefon: 35 45 31 43
Du er velkommen til at ringe døgnet rundt.
For at imødekomme dine spørgsmål bedst muligt bør du som pårørende vide, at vi har vagtskifte og vidererapportering i følgende tidsrum:
Kl. 07.30 - 08.15
Kl. 15.30 - 16.00
Kl. 23.30 - 00.00
Relevante hjemmesider
Rigshospitalets gode råd når du er pårørende findes på: www.rigshospitalet.dk
Hjerteforeningen: www.hjerteforeningen.dk
Hjertelinjen Telefon: 70 25 00 00
Børn, Unge & Sorg: www.sorgcenter.dk
Når mor eller far bliver syg: www.nårmorellerfarbliversyg.dk
Pårørende i Danmark: www.paaroer.dk