I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, I kan have i forbindelse med øjenoperationen.
Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.
Baggrund for operationen
Tårerne forlader øjets overflade via to små tynde rør i øjenkrogen ind mod næsen. Disse tynde tårekanaler ender i tåresækken, som ligger dybt i øjenkrogen mod næsen. Fra tåresækken løber tårerne via tåregangen nedad mod næsens gulv hvor tårerne løber ind i næsen.
Hos cirka 6 % af alle nyfødte børn blokerer en tynd hinde for tårerne i tåregangen. Hos de fleste af disse børn brister denne hinde i det første leveår, men hos nogle børn sker dette ikke. Disse børn vil have vedvarende tåreflåd og "søvn" eller betændelse i tårerne.
Da tilstanden ofte går over af sig selv, behandles i første omgang med hyppig rengøring af vipper og øjenomgivelser med rent vand, massage af tåresæk og bakteriehæmmende øjendråber i perioder med særlig megen betændelse eller rødt øje.
Hvis tilstanden ikke er forsvundet, når barnet er omkring et år gammelt, foretages sædvanligvis en såkaldt sondering under fuld bedøvelse.
Før operationen
Recepter og anden medicin til efter operationen
Efter operationen skal jeres barn dryppes med øjendråber, der forebygger betændelse samt have næsedråber.
Recepter på medicinen lægges på apotekernes server ved lægeundersøgelsen. Vi anbefaler, at I køber medicinen inden operationen. Recepterne er tilgængelige 2 dage inden operationen.
Da jeres barn skal opereres i fuld bedøvelse, skal barnet
- Undersøges af en læge
- Evt. undersøges af en narkoselæge
Er barnet under 2 år, skal barnet opereres på Rigshospitalet-Blegdamsvej
Hvis barnet er under 2 år, vil lægeundersøgelse, narkoselægesamtale og operation foregå på Øjenklinikken Rigshospitalet - Blegdamsvej. Undersøgelsen foregår oftest dagen før operationen.
På operationsdagen
Barnet skal faste og tørste
- Barnet må spise og drikke mælkeprodukter til 6 timer før operationen.
- Barnet må drikke klare væsker som vand, saftevand, juice uden frugtkød, te eller kaffe uden mælk til 2 timer før operationen.
- Barnet må få modermælk eller modermælkserstatning til 4 timer før operationen
Vi anbefaler, at barnet opfordres til at drikke ½-1 glas op til 2 timer før operationen.
Barnet må gerne have ting med til operationen
Barnet må gene have en bamse, IPad eller andet med til operationen
Barnet skal have lagt en kanyle i hånden
2 timer før operationen påføres "tryllecreme" (EMLA creme) på begge barnets håndrygge. Cremen bedøver huden, så det ikke gør ondt at få lagt drop, dvs. et lille plastikrør til bedøvelsesmidler og anden medicin.
Når barnet skal til operation
Når jeres barn skal til operation hentes det af en narkosesygeplejerske. I må gerne følge jeres barn ind på operationsstuen og være der til barnet sover.
Operationen
Ved operation indføres en knap 1 mm tyk sølvstav - en såkaldt Bowman-sonde - gennem barnets tåreafløbssystem. Sonden indføres oppefra og ender i næsen.
Derefter skylles der med vand, så man kan kontrollere om kanalen er åben. Ofte kan kirurgen mærke en tynd hinde, der brister.
Hvis denne teknik ikke virker, kan man indsætte en tynd silikoneslange af i samme indgreb eller ved et senere indgreb. Den fjernes igen ca. 3 måneder efter i ambulatoriet. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at bedøve barnet for at kunne fjerne slangen.
Efter operationen
Efter operationen bliver jeres barn kørt til opvågningsafsnittet.
Da slimhinder bløder let, vil det ofte bløde lidt fra næsen eller i tårerne i timerne efter operationen.
Hvornår må I tage hjem efter operationen
I må tage hjem, når barnet er vågnet op og har spist og drukket lidt, hvilket normalt er hen på eftermiddagen.
Nogle børn har brug for at være indlagt til dagen efter.
Øjensalve og øjendråber efter operationen
Efter operationen skal jeres barn, i ca. 4 dage, have øjendråber der forebygger betændelse og næsedråber.
Hvad er normalt efter operationen?
Hvis der kommer lidt blod fra næsen eller der er blod i tårerne, er det helt almindeligt det første døgn efter operationen.
Manglende effekt af operationen
På ca. 10 % af alle opererede børn, virker operationen ikke. Der kan gå nogle få uger før der er effekt af operationen.
Kontrol efter operationen
Jeres barn skal komme til kontrol i Øjenklinikken 3 måneder efter operationen. Hvis der er lagt en silikoneslange, fjernes den ved denne kontrol
Sygemelding
Vi anbefaler at barnet holdes hjemme 1 dag efter operationen
Ved akutte problemer eller spørgsmål
Ved akutte problemer efter operationen eller ved spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Afdeling for Øjensygdomme.
Se kontakt sidst i denne patientinformation.