Svampemidler - værd at vide om

Man behandler mod svamp for at forebygge, at du får svampeinfektioner eller som målrettet behandling mod en bestemt svampeinfektion.

Generel information om svampeinfektioner og svampebehandling

Svampe og svampesporer findes overalt, også hos raske mennesker. Her giver de normalt ikke sygdom. Men svampe kan være årsag til infektion, hvis du har nedsat modstandskraft. Du er særlig i risiko for at få en svampeinfektion under og efter intensiv kemoterapi. Hvis du får en knoglemarvstransplantation stiger risikoen også for svampeinfektion. Det skyldes at behandlingerne svækker dit immunforsvar.

Der findes mange forskellige typer svampe, f.eks. gærsvamp og skimmelsvamp. Svampeinfektioner kan blandt andet ses i huden, mundhulen, fordøjelsessystemet, lungerne og i blodet. Svampeinfektioner kan spredes via blodet til kroppens organer.
Symptomerne kan være meget forskellige. Det afhænger af, hvor svampeinfektionen optræder.

Hvordan anvendes svampebehandling? 

Man behandler mod svamp 

  • For at forebygge, at du får svampeinfektioner 

- eller 

  • som målrettet behandling mod en bestemt svampeinfektion

Der er forskel på, hvor mange gange dagligt og hvor længe du skal tage medicinen. Det afhænger af infektionen, og af hvilken medicin du bliver behandlet med. 

Medicin mod svamp findes både som tabletter, kapsler og mikstur. Det kan også gives som indsprøjtning i en blodåre (intravenøst). Visse svampemidler kan man kun få som indsprøjtning.

Forskellige svampemidler

  • Diflucan (Fluconazol)
  • Mycostatin
  • Cancidas (Caspofungin) 
  • Noxafil (Posaconazol)
  • VFend (Voriconazol)
  • Ambisome (Amphotericin B)

Nedenfor er nævnt de forskellige svampemidler og deres mest almindelige bivirkninger.

Fluconazol (Diflucan)

Findes som kapsler, mikstur og som infusion.

Almindelige bivirkninger 

  • Kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré
  • Hovedpine, hududslæt, påvirkning af leverens funktion

Mycostatin

Findes som mikstur.

Bivirkninger ses meget sjældent

Nogle få kan få kvalme, opkastning, sure opstød, diarre og udslæt

Cancidas (Caspofungin)

Findes som infusion.

Meget almindelige bivirkninger 

Feber

Almindelige bivirkninger 

  • Kuldegysninger, ledsmerter, hovedpine
  • Kvalme, opkastning, diarré
  • Påvirkning af leverens funktion, åndenød, lavt blodtryk, vand i lungerne, blodmangel, rødme, hududslæt, hudkløe og øget svedtendens

Noxafil (Posaconazol)

Findes som mikstur.

Almindelige bivirkninger

 

  • Nedsat appetit, mundtørhed, kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré, luft fra tarmen
  • Kraftesløshed, træthed, feber, hovedpine, svimmelhed, søvnighed
  • Påvirkning af leverens funktion, forstyrrelse i saltbalancen, ændring i hudens følesans, hududslæt

VFend (Voriconazol) 

Findes som kapsler og som infusion.

Meget almindelige bivirkninger 

  • Synsforstyrrelser, feber, rygsmerter, hovedpine
  • Kvalme, opkastning, mavesmerter, diarré
  • Gulsot, væskeophobning i arme og ben
  • Hududslæt, blod i urinen, nyresvigt

Almindelige bivirkninger 

  • Influenzalignende symptomer, kraftesløshed, brystsmerter, væskeophobning, åndenød og lavt blodtryk, øget risiko for infektioner samt svimmelhed
  • Gener fra mundhulen, hudgener, forstoppelse 
  • Påvirkning af leverens samt knoglemarvens funktion
  • Angst, depression, konfusion, uro, rastløshed, hallucinationer, rysten, ufrivillige øjenbevægelser, overfølsomhed over for lys og hårtab

Ambisome (Amphotericin B)

Findes som infusion.

Meget almindelige bivirkninger 

  • Feber, kulderystelser, kvalme og opkastning

Almindelige bivirkninger 

  • Påvirkning af leverens funktion, mavesmerter, diarré
  • Lavt blodtryk, udvidelse af blodkarrene, hjertebanken, brystsmerter, åndenød, lænde- og  rygsmerter
  • Hovedpine, udslæt og rødme

Generelt om bivirkninger ved svampebehandling

Bivirkninger ved svampemidler er meget forskellige. Nogle vil ikke opleve gener. Andre vil kunne opleve mange bivirkninger af forskellig grad. I pjecen her har vi har valgt at beskrive nogle af de bivirkninger, som patienter har. Det kan være, at du finder flere bivirkninger beskrevet i andet materiale.

Hvis du er generet af bivirkninger af den medicin du får, skal du altid tale med læge eller sygeplejerske. Er du hjemme skal du ringe og tale med personalet inden du evt. ophører med medicinen. Stop aldrig med medicinen uden kontakt med lægen. 

Hvad gør jeg hvis jeg glemmer at tage en eller flere dosis?

Tag dosis så snart du opdager, at du har glemt en dosis. Er det tæt på næste dosis, så spring den glemte dosis over. Tag ikke dobbelt dosis.

Hvad gør jeg hvis jeg kaster op?

Hvis du kaster op inden for 15 minutter, efter du har taget medicinen, skal du tage en ny dosis. Er der gået længere tid, skal du ikke gøre noget.

Her kan du læse mere

Du kan læse mere om de enkelte præparater på medicin.dk eller apotek.dk. På indlægseddel.dk kan du også finde indlægssedler for de fleste lægemidler.

Redaktør