Gå til hovedindhold

Strålebehandling af rygsøjlen - råd og vejledning

Heri findes råd og vejledning under strålebehandling af rygsøjlen.

Patientvejledning

Du skal have _____ strålebehandlinger, ____ dage om ugen. Mandag-fredag ____ Lørdag ____

Ved din første  strålebehandling, skal du melde din ankomst i vores reception. Personalet i receptionen vil være behjælpelige med at vise dig til rette. 

Til de efterfølgende strålebehandlinger har du mulighed for selv at registrere din ankomst ved den opstillede check-in stander, som er placeret overfor elevatorerne.

Første strålebehandling varer ca. 30 min, da vi skal bruge lidt ekstra tid til at indstille det tekniske apparaturtil din behandlingsplan. De efterfølgende strålebehandlinger varer 15-20 min. pr. gang.

Tidspunkterne for dine strålebehandlingerne vil du få udleveret på din første behandlingsdag. 

Vi tilstræber i høj grad at overholde det aftalte behandlingstidspunkt, men forsinkelser ved behandlingsapparatet kan desværre opstå. Vi vil i så fald holde dig informeret. I meget sjældne tilfælde kan vi være nødsaget til at aflyse dagens behandling. Denne vil dog blive erstattet senere i dit behandlingsforløb og vil altid ske på baggrund af en lægefaglig vurdering.

Det er vigtigt, at du følger dit strålebehandlingsforløb - og ikke holder pauser ud over det aftalte. Ved pludselig opstået sygdom  skal du derfor ikke umiddelbart aflyse din behandling, men først tage telefonisk kontakt til personalet ved dit behandlingsapparat.

Praktisk information

Under strålebehandlingen har du mulighed for, at høre musik via DAB-radio. Du er også velkommen til selv at medbringe Cd’er, Mp3-afspiller, Smartphones eller lignende. 

Under dit ophold i Strålebehandling, klinik 3981, er der mulighed for, at se TV i venteområde A, C og F. Vi kan desuden tilbyde varme og kolde drikke og små sandwich, mens du venter.

Derudover kan du under dit ophold i Strålebehandling, klinik 3981 benytte Rigshospitalets trådløse netværk, Gæstenet. Du kan henvende dig i receptionen i Strålebehandling, klinik 3981, de vil hjælpe med at udlevere en adgangskode.

Hvis du har behov for kørsel, skal du tale med personalet ved dit behandlingsapparat. Der visiteres til kørsel efter de gældende regler på området.

Bivirkninger ved strålebehandling af rygsøjlen

Du skal have strålebehandling af rygsøjlen, hvorfor der er nogle forhold, som du skal være opmærksom på.

Det er meget forskelligt, hvor mange og hvor kraftige bivirkninger den enkelte oplever. det er derfor vigtigt, at du undervejs i din behandling fortæller personalet ved behandlingsapparatet, hvad du oplever af gener. 

I forbindelse med din strålebehandling kan du opleve følgende bivirkninger: 

Ved strålebehandling af den øvre del af rygsøjlen kan der opstå problemer som:

  • Kvalme og smerter når du spiser og drikker

Dette skyldes, at man ikke kan undgå at ramme spiserøret og muligvis mavesækken. 

Det kan blive nødvendigt at give dig/øge din smertestillende medicin for en periode, samt at give dig medicin som dæmper kvalmen. Tal med sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat.

Ved strålebehandling af den nedre del af rygsøjlen kan der opstå problemer som:

  • Kvalme
  • Svie/smerte ved vandladning og afføring
  • Diarré
  • Hyppige vandladninger

Dette skyldes, at man ikke kan undgå at ramme en del af tarmen og blæren under strålebehandling. Der kan gives stoppende og kvalmestillende medicin ved behov. 

Tal med sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat, hvis du oplever gener. Uanset hvor på rygsøjlen der gives strålebehandling, skal du være opmærksom på, at smerterne kan tiltage undervejs i dit behandlingsforløb, samt i perioden efter du har afsluttet dine strålebehandlinger

Det kan derfor blive nødvendigt, at øge din smertestillende medicin for en periode. Tal med sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat, de vil kunne hjælpe dig.

Prednisolon

Under din strålebehandling skal du tage tablet Prednisolon. Det er et binyrebarkhormon, som effektivt afhjælper den hævelse der opstår i vævet under strålebehandling.

Du vil få udleveret og blive vejledt omkring Prednisolon tabletterne af en sygeplejerske ved dit behandlingsapparat. 

Har du sukkersyge, skal du være ekstra opmærksom på dine blodsukkerværdier, da tablet Prednisolon får blodsukkeret til at stige. Spørg sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat, hvordan du skal forholde dig.

Bad

I løbet af strålebehandlingen bliver din hud (i det bestrålede område) mere sart og dermed mere modtagelig for infektioner. 
Vi fraråder derfor ophold i saltvand, klorvand og karbad. I stedet anbefaler vi brusebad eller forsigtig vask med tempereret vand – undgå at gnide huden. Ønsker du at bruge sæbe, bør den være uparfumeret.

Vi anbefaler, at du følger disse råd under behandlingsforløbet og i de første måneder efter.

Hårtab

Der er risiko for hårtab i det behandlede område. Dette kan være permanent. 

Sol

Sol på det bestrålede område kan medføre pigmentforandringer på længere sigt. Direkte sol og solarium er derfor ikke tilrådeligt under og op til 1 år efter strålebehandlingen. Hold derfor det behandlede område tildækket med tøj. Creme med høj solfaktor yder ikke tilstrækkelig beskyttelse og frarådes under strålebehandlingen på det behandlede område. 

Vigtigt

Får du problemer med at lade vandet, komme af med afføringen, forværres smerterne i rygsøjlen og/eller bevægelsen i arme og ben, skal du henvende dig til sygeplejerskerne ved dit behandlingsapparat.

Pårørende

Hvis du ønsker, at en af dine pårørende skal overvære en behandling, kan dette sagtens lade sig gøre. Du skal blot aftale det med personalet ved behandlingsapparatet. 

Det skal dog tilføjes, at dette ikke vil være muligt ved din første behandling.   
Videre forløb

Efter behandlingen fortsætter dit videre kontrol- og behandlingsforløb på den afdeling, der henviste dig til strålebehandling. 

Henvendelse

Hvis du har spørgsmål i relation til din strålebehandling kan du kontakte personalet ved dit behandlingsapparat mandag-fredag mellem 8.30 og 15.45. Telefonnummeret fremgår af din mødeseddel. I weekenden kan du kontakte os på 35 45 11 31.

I akutte situationer relateret til din strålebehandling kan du weekends, helligdage og på hverdage efter kl. 15.45 henvende dig på 35 45 35 45 - bed om onkologisk visitation. Her vil du komme til at tale med en sygeplejerske.

Hvis du i dit forløb i Strålebehandling, klinik 3981 har oplevelser, som du ikke finder tilfredsstillende eller har forslag til forbedringer, opfordrer vi dig til, at rette henvendelse til personalet ved dit behandlingsapparat. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden