Gå til hovedindhold

Stamcelletransplantation - forundersøgelser til

Heri findes information om de forskellige undersøgelser, der skal foretages i forbindelse med stamcelletransplantation.

Her kan du læse information om de forskellige undersøgelser du skal have foretaget før din transplantation. Du er altid velkommen til at spørge personalet, hvis du har spørgsmål.

Før transplantation

For at transplantationen kan foregå så sikkert som muligt, vil vi sikre, at du ikke har infektioner, bivirkninger fra tidligere behandling eller tegn på tilbagefald af din sygdom.

Undersøgelserne er alle rutineundersøgelser før transplantation med stamceller. Det er ikke sikkert, at du skal gennemgå alle undersøgelser, der er beskrevet i denne pjece, ligesom det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at udføre flere undersøgelser. Læger og plejepersonale informerer om hvilke undersøgelser, der er relevante for dig.

Forundersøgelsen foregår ambulant over 5 dage, og du kan overnatte på Rigshospitalets patienthotel. Det er muligt at have en pårørende med på patienthotellet mod betaling. Hvis du bor tæt på Rigshospitalet, kan du overnatte hjemme. I tilfælde af pladsmangel på patienthotellet, eller hvis du er under behandling, der kræver indlæggelse, vil du i stedet blive indlagt i Blodsygdomme, sengeafsnit 4043. 
Du får tilsendt et brev og en oversigt over hvilke undersøgelser du skal til samt hvor og hvornår det skal foregår. Du er velkommen til at have en pårørende med til undersøgelserne. Svarene fra undersøgelserne kommer i dagene op til, at du skal starte behandling før transplantationen. 

Informeret samtykke

Dansk lovgivning siger, at patienter skal skrive under på, at de er blevet informeret om de undersøgelser, de skal have foretaget, samt give tilladelse til at modtage behandling. Du skal derfor underskrive et informeret samtykke, før du starter forundersøgelse før transplantation.

Forskningsprojekter

Der foregår meget forskning inden for transplantation. Hvis du ønsker at indgå i et forskningsprojekt, modtager du altid informationsmateriale og skal underskrive en samtykkeerklæring. 

Samtale med plejepersonalet

Hvad skal der ske?

Der er sat tid af til en samtale med plejepersonalet. Her får du information om de undersøgelser, du skal gennemgå og de bivirkninger du kan få i forbindelse med transplantationen.

Hvorfor bliver samtalen afholdt?

Plejepersonalet har brug for at vide, hvordan du har haft det under din eventuelle tidligere behandling. For at kunne hjælpe dig på bedst mulig måde, er det rart at kende dine tidligere erfaringer, gode som dårlige. Når du skal være væk i lang tid fra familie, venner, arbejde m.m., har du evt. noget vi kan hjælpe dig med at tage hånd om. 

Undersøgelse af en læge

Hvorfor bliver undersøgelsen foretaget?

Du bliver undersøgt for at finde ud af, om du er klar til transplantationen. Lægen skal blandt andet vide, om der er sket ændringer, siden du sidst blev undersøgt eller fik behandling.

Hvad skal der ske?

Du bliver lyttet på lunger, hjerte og mave, og lægen stiller spørgsmål om dit helbred, din sygdom og forløbet under din tidligere behandling. Hvis du tager noget medicin som lægen på den tidligere hospitalsafdeling har ordineret eller evt. naturmedicin, er det også vigtigt, at du fortæller det. 
Undersøgelsen tager ca. ½ time.

Temperatur, puls, blodtryk, højde, vægt m.m.

(i daglig tale kaldet værdier)

Hvorfor bliver værdierne målt?

I nogle tilfælde kan din tidligere behandling have påvirket dine værdier. Vi har derfor brug for at måle ovennævnte værdier, for at kende dine normale værdier før transplantationen. Kemoterapi bliver beregnet ud fra din højde og vægt. Din urin bliver undersøgt, for at finde ud af om du har en urinvejsinfektion eller sukker i urinen. Derudover skal du have målt din iltmætning ved hjælp af en lille klemme, som sættes på din finger i ½-1 minut.
Undersøgelserne tager ca. 15 minutter.

Blodprøver

Hvorfor bliver prøverne taget?

Nogle af blodprøverne viser for eksempel hvordan knoglemarv, nyre, lever og skjoldbruskkirtel fungerer. Andre prøver viser, hvilke vaccinationer du har fået og hvilke infektioner du tidligere har haft. Du får også taget prøver for hiv, leverbetændelse B og C og en blodtype. Det kan være nødvendigt at tage flere blodprøver i løbet af de dage du er til forunderøgelsen. 

Hvad skal der ske?

Blodprøverne bliver taget ved at stikke dig i armen, eller hvis du har et centralt venekateter (CVK) på brystet, kan prøverne tages gennem det. Du kan læse mere om CVK senere. Blodprøvetagning tager ca. 15 minutter.

Hvor foregår det?

Hvis du har et CVK, foregår det på transplantationsafsnittet. Hvis du skal stikkes i armen, foregår det i Blodprøvetagningen, afsnit 5001, opgang 5 i stueetagen.

Ekkokardiogram – EKG

Hvorfor bliver EKG taget?

Et EKG viser hvilken rytme hjertet slår med. Det er vigtigt at vide, hvordan dit hjerte slår, før du starter på transplantationen, da du skal have meget medicin, som kan belaste kroppen.

Hvad skal der ske?

Du får sat ”elektroder” på brystkassen, arme og ben. Elektroderne klistrer lidt. Er du mand, kan det være nødvendigt at barbere din brystkasse for at få elektroderne til at klistre ordentlig på. Elektroderne kobles til et EKG-apparat, der måler dine hjerteslag, som bliver vist på en kurve. Undersøgelsen tager ca. 10 minutter.

Centralt venekateter (også kaldet CVK eller Hickmann kateter)

Hvorfor skal du have et kateter?

Under transplantationen skal du have meget væske, medicin, blod og måske ernæring og det er nødvendigt at tage blodprøver dagligt. Mængden af infusioner og blodprøver er for stor til, at det er muligt at give i et perifert venekateter i armen. 

Hvad skal der ske?

Kateteret bliver lagt i brystkassen. Du bliver lokalbedøvet i huden, hvor det bliver lagt. Om du skal have et kateter med to eller tre ”ben” (se billede) er afhængigt af, hvilken type transplantation du skal have. Det er forskelligt, hvor lang tid det tager at lægge kateteret.

Hickman kateter tre ben

MUGA – undersøgelse af hjertets pumpefunktion

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

En MUGA-undersøgelse fortæller om hjertets pumpekraft. Både din tidligere behandling og den medicin og væske det er nødvendig at give i transplantationsperioden, kan påvirke dit hjerte. Derfor er det vigtigt at vide, om du har problemer med dit hjerte, før du bliver transplanteret.

Hvad skal der ske?

Du får sprøjtet et svagt radioaktivt sporstof ind i blodet. Sporstoffet bliver givet via en nål i armen eller gennem dit kateter. Sporstoffet er ufarligt. Blodprøven tages i armen, også selvom du har et kateter, da rester af sporstoffet kan sidde i kateteret. Undersøgelsen tager ca. 1 time.

Undersøgelse af lungernes funktion (LFU)

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Rygning og tidligere behandling med bestemte typer af kemoterapi, kan have påvirket dine lunger. Derfor er det vigtigt, at undersøge, hvordan dine lunger fungerer, før du igen får kemoterapi og evt. stråleterapi. Hvis du senere får problemer med lungerne, kan man sammenligne resultaterne.

Hvad skal der ske?

For at måle hvordan lungerne fungerer, skal du puste alt hvad du kan igennem et langt rør. Det pust du giver, fortæller hvor meget kraft, du kan puste med, og hvor meget luft dine lunger kan indeholde. Undersøgelsen tager ca. ½ time.

Røntgen af lungerne

Hvorfor bliver billedet taget?

Vi skal være sikre på, at du ikke har en infektion eller andre problemer med lungerne.

Hvad skal der ske?

Du skal have taget et røntgenbillede af lungerne. Røntgenbilledet bliver taget stående. Undersøgelsen tager ca. 10-15 minutter.

Tandlæge

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Selvom dine tænder umiddelbart ser fine ud, kan der godt skjule sig infektion eller huller i tænderne. Før besøget hos tandlægen får du taget et røntgenbillede af kæbe og tandrødder (ortopantomografi). Du får undersøgt produktionen af spyt, fordi du som bivirkning til transplantationen kan få perioder, hvor du producerer mindre spyt. Spyt er vigtigt, for at du ikke skal få huller i tænderne og ikke føler ubehag i munden, når du taler og spiser.

Hvad skal der ske?

Tandlægen på hospitalet undersøger dine tænder for infektion, ligesom kontrollen hos din egen tandlæge. Det er lidt forskelligt hvor lang tid undersøgelsen tager.
Hvis du har huller i tænderne, eller måske skal have én eller flere tænder trukket ud, vil du som regel blive bedt om at gå til egen tandlæge og få det ordnet. 

Øjenlæge

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen udføres for at finde ud af, om du har en infektion eller for højt tryk i øjnene. Mængden af tårevæske bliver undersøgt, fordi du i årene efter transplantationen kan få nedsat produktion af tårevæske. Tåreproduktion før og efter transplantationen kan så sammenlignes, hvis du senere får problemer. 
Hvis du skal have strålebehandling før transplantationen, er der lidt større risiko for, at du senere i livet kan udvikle grå stær. Skulle det ske, kan det let behandles. Undersøgelsen før og efter transplantationen kan også her sammenlignes.
 

Hvad skal der ske?

I den nederste del af øjenranden får du sat et lille stykke papir, der minder om et stykke kaffefilter. Papiret suger tårevæsken op i nogle minutter. Det kan føles ubehageligt. Til sidst får du dryppet øjnene med øjendråber, der udvider pupillerne. Ved solskin, kan det være en god ide at tage solbriller med. I løbet af nogle timer, bliver pupillernes størrelse normale. Ved behov for flere undersøgelser, får du besked af  øjenlægen. Undersøgelsen varer ca. ½-1 time.

Øre-, næse-, halslæge

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen bliver udført for at være sikker på, at du ikke har infektioner.

Hvad skal der ske?

Lægen kigger dig i ører, næse og i halsen. Du får besked, hvis ørelægen mener, der er behov for flere undersøgelser. Undersøgelsen tager ca. ½ time.

Dexa-skanning

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Ved undersøgelsen, får du undersøgt mineraliseringen af dine knogler.  Måske har du fået kemoterapi og binyrebarkhormon gennem længere tid før transplantationen, som kan have påvirket dine knogler. Når du skal transplanteres,kan det også være nødvendigt at behandle med binyrebarkhormon i en periode. Skanningen før transplantationen bruges til sammenligning ved senere skanninger.

Hvad skal der ske?

Ved undersøgelsen ligger du på en briks og et måleapparat i skannerens arm, kører hen over kroppen uden at berøre dig. Undersøgelsen tager 15-30 minutter og er ikke forbundet med ubehag.

PET-skanning (Positron Emission Tomographic)

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen  udføres for at se, om der er aktivitet i din sygdom.

Hvad skal der ske?

Du skal have foretaget en skanning af den del af kroppen, hvor du har eller har haft sygdom For at få det bedste resultat af undersøgelsen, er det nødvendigt, at du får sprøjtet et radioaktivt sukkerstof ind i blodbanen.
 
Den dag du skal have udført undersøgelsen, må du ikke spise eller drikke i minimum 6 timer før undersøgelsen. Hvis du har sukkersyge, er der specielle forholdsregler, som du vil blive informeret om. Undersøgelsen tager 2½ -3 timer.

Planlægning af helkropsbestråling

(TBI – Total Body Irradiation)

Hvorfor skal der laves en planlægning?

Før strålebehandling skal der laves en stråleplan, som sikrer, at der bliver givet den korrekte dosis i hele kroppen.

Hvad skal der ske?

Du kommer til at tale med en læge fra Afdeling for Kræftbehandling, som forklarer dig om planlægningen og udførelsen af helkropsbestrålingen, samt om de forventelige akutte og sene bivirkninger. Derefter bliver der lavet udstyr, som du skal ligge i ved planlægningen og under behandlingen, så det sikres at du ligger på samme måde hele tiden. Til sidst bliver der lavet en CT-scanning af hele kroppen, som bruges til at lave din behandlings-stråleplan. Selve planlægningen foregår på computer.

CT- skanning (Computered tomography)

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen har til formål at lokalisere sygdom.

Hvad skal der ske?

Du skal have lavet en skanning af den del af kroppen, hvor du har eller har haft sygdom. For at få det bedste resultat af undersøgelsen, er det nødvendigt at du får sprøjtet en svag radioaktiv væske ind i blodbanen. Undersøgelsen varer ca. 1 time.

Knoglemarvsundersøgelse

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen bliver fortaget for at bekræfte, om din knoglemarv er rask, og der ikke er tegn på tilbagefald af din sygdom i knoglemarven.

Hvad skal der ske?

Du skal have taget en prøve fra knoglemarven. Før prøven bliver du lokalbedøvet i huden og det yderste lag af knoglen. Derefter bliver der taget et lille knoglestykke og knoglemarv ud. Du kan blive lidt øm bagefter.

Lumbalpunktur og evt. kemoterapi behandling

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Afhængig af hvilken sygdom du har, skal du have foretaget en lumbalpunktur. Undersøgelsen bliver foretaget for at finde ud af, om du har kræftceller i væsken, som løber i rygmarvskanalen og rundt om hjernen. 

Hvad skal der ske?

Lægen stikker en meget tynd nål ind mellem to ryghvirvler og i væskekanalen. En lille mængde vandklar væske bliver samlet og sendt til undersøgelse. I nogle tilfælde injiceres en lille dosis kemoterapi i rygmarvskanalen under samme procedure. Det vil du få mere information om, hvis det er aktuelt for dig. 

For kvinder: Gynækologisk undersøgelse 

Hvorfor bliver undersøgelsen udført?

Undersøgelsen bliver lavet for at være sikker på, at du ikke har nogen form for infektion eller sygdom i underlivet.

Hvad skal der ske?

Du skal have lavet en undersøgelse med ultralyd over den nederste del af maven, af urinblære, æggestokke og livmoderen. Du får noget gele på maven, der kan føles køligt. Lægen fører en form for kamera over maven, for at se, hvordan urinblære, æggestokke og livmoder ser ud. Hvis du ikke har fået din menstruation endnu, kan det være svært at skelne imellem livmoder og urinblære. Derfor skal du før undersøgelsen sørge for at have en fyldt blære ved at drikke en del. Undersøgelsen tager ca. ½ time.

For mænd: Deponering af sæd

Hvorfor bliver du tilbudt at donere sæd?

Mængden af kemoterapi og strålebehandling påvirker i meget høj grad fertiliteten.

Hvad skal der ske?

Du skal aflevere en sædprøve, som bliver undersøgt for sædceller. Sædprøven bliver herefter frosset ned. Oftest skal du aflevere to - tre sædprøver. Du får yderligere information af personalet i afsnit for Vækst og Reproduktion, hvor du afleverer sædprøven.

Særligt for unge

Vend og læs information om Kræftværket og 
HR BERG

Kræftværket 

Hvis du skal transplanteres for en kræftdiagnose og er mellem 15 - 29 år, vil du blive introduceret til Kræftværket og hvad de kan tilbyde dig. Du kan finde mere information på Facebooksiden ”Kræftværket Rigshospitalet”.

HR BERG

Hvis du er mellem 12 - 24 år, vil du blive introduceret til HR BERG, som er de unges sted. Her er det dig, der sætter dagsordenen. 
Du kan finde mere information på  Rigshospitalets hjemmeside under ”Praktisk information”, ”Børn og Unge” og ”Ungecafe”.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden