Spiserør/mavesæk - ESD

ESD er en meget præcis metode til fjernelse af væv med celleforandringer i spiserør eller mavesæk.

Hvad er ESD (endoskopisk submukøs dissektion)?

ESD er en meget præcis metode til fjernelse af væv med celleforandringer i spiserør eller mavesæk. Lægen udfører behandlingen gennem et gastroskop, som er en bøjelig slange, knap 1 cm tyk og med et kamera i spidsen. Det forandrede væv løftes og skæres væk ved hjælp af en lille elektrisk kniv.

Hvordan foregår behandlingen?

Du bliver indlagt dagen før behandlingen, men kan oftest sove hjemme og møde igen på afsnittet på operationsdagen om morgenen. Behandlingen foregår i fuld bedøvelse på vores operationsgang og tager fra 1 til 4 timer. Du skal regne med at være indlagt i 1-2 døgn efter behandlingen.

Forberedelse til behandlingen

Du skal spise lidt anderledes den første uge efter behandlingen, hvor du skal blende din mad. Så hvis du ikke allerede har en blender - så sørg for at låne en til den første tid.

Den dag du bliver indlagt får du taget blodprøver, får opdateret din journal og snakker med en anæsthesilæge om bedøvelsen. Du taler også med en sygeplejerske, som vil tilrettelægge indlæggelsesforløbet sammen med dig. Du skal faste fra midnat aftenen før behandlingen, men må gerne drikke saft eller vand indtil kl 6 om morgenen. Hvis du til daglig får vigtig medicin f.eks. hjerte-, vanddrivende- eller smertestillendde medicin kan dette tages kl 6 om morgenen med et glas vand. Ved sukkersyge og behandling med blodfortyndende medicin, skal der sammen med lægen lægges en plan for pausering af medicin.

På afsnittet får du udleveret patienttøj af personalet, et ID-armbånd og støttestrømper, som du skal have på under behandlingen. Du må gerne medbringe briller og høreapparat til behandlingen, så det er nemmere at kommunikere med personalet. Du må ikke have smykker eller makeup på.

Gør det ondt?

Under bedøvelsen mærker du slet ikke noget. Efter behandlingen kan du føle svien eller brændende fornemmelse i spiserøret. Derfor giver vi dig smertestillende medicin bagefter. Efter udskrivelsen anbefaler vi at du bruger Paracetamol som smertestillende - gerne som smeltetablet ( Panodil Zapp). Højst 1 gram 4 gange dagligt.

Hvad sker der efter behandlingen?

Resten af dagen må du gerne drikke vand, men ikke spise noget.

Da behandlingen har fjernet et stykke slimhinde i spiserøret/ mavesækken, skal dette område skånes. Derfor skal du trappe op til at spise almindelig mad efter følgende plan:

  • Dagen efter behandlingen må du drikke vand, saft og juice
  • 2 dage efter behandlingen må du spise blendet eller pureret mad ( supper, kartoffelmos, yogurt) og sådan skal du fortsætte indtil der er gået 1 uge efter behandlingen
  • Herefter må du spise almindelig mad. Vi anbefaler, at du starter med f.eks. hakket kød og hvidt brød uden skorper. Du kan selv mærke, hvornår spiserøret er helet og du kan spise som du plejer.

Vi fraråder at du drikker stærk alkohol den første måned efter behandlingen indtil slimhinden er helet helt op.

Du får en kostplan med ved udskrivelsen, så du er sikker på at du får næring nok, selv om du spiser lidt anderledes den første uge. Du kommer  til at tale med en læge om indgrebet og efterforløbet før du bliver udskrevet. Du vejledes i, hvad du især skal være opmærksom på når du kommer hjem, og i hvordan du kan kontakte afdelingen i dagene efter udskrivelse. Du skal møde til en kontrol-gastroskopi efter en periode. Denne tid får du med hjem eller den bliver sendt til dig.

Din praktiserende læge får besked om din indlæggelse, med oplysning om den behandling du har fået og eventuelle ændringer i medicin eller lignende.

Risiko for komplikationer ved ESD

ESD er en operation og ved behandlingen forekommer der komplikationer hos ca 1%. Det kan være komplikationer som hul på spiserøret (0,4%)  eller blødning fra spiserøret. Disse komplikationer viser sig ved svære mavesmerter, blodige eller sorte opkastninger eller høj feber. Langt de fleste komplikationer viser sig indenfor det første døgn, hvor du er indlagt.

I alle tilfælde med mistanke om komplikationer beder vi dig kontakte klinikken. Udenfor almindelig telefontid kontaktes afdelingens sengeafsnit på tlf: 35 45 31 22 eller 35 45 31 21. Personalet her vil formidle kontakt til afdelingens vagthavende læge.

Transport og parkering 

rigshospitalet.dk/transport

Redaktør