Du skal undersøges for vasospastisk angina. Vasospastisk angina er en særlig form for brystsmerter (angina pectoris), hvor der kortvarigt opstår krampe (spasme) i én eller flere kranspulsårer. Det betyder, at blodet til hjertemusklen i en periode ikke kan løbe frit, og det giver symptomer på iltmangel i hjertet.
Under et anfald kan man se forandringer på hjertediagrammet (EKG), og nitroglycerin virker som regel hurtigt og effektivt til at lindre symptomerne.
For at stille diagnosen giver vi stoffet acetylcholin direkte i kranspulsåren. Det kan fremprovokere kramper i blodkarrene, hvis man har vasospastisk angina.
Tilstanden adskiller sig fra den mere almindelige hjertekrampe (angina), fordi:
- symptomerne ofte kommer om natten eller tidligt om morgenen
- anfaldene kan opstå i hvile
- den ses hyppigere hos yngre personer, især hos rygere, og rammer oftere kvinder end mænd.
Selve undersøgelsen varer cirka 1 time, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til undersøgelsen, og bagefter holder vi øje med dig 3-4 timer for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.