Spædbarns-MBW

En spædbarns-MBW (multible breath washout) måler lungernes evne til at udskifte luften i lungerne til ny frisk luft.

Information til forældre om undersøgelsen

En spædbarns-MBW (multible breath washout) måler lungernes evne til at udskifte luften i lungerne til ny frisk luft – altså hvor godt lungerne bliver ventileret og hvor længe man er om at udskifte denne luft. Undersøgelsen udføres på spædbørn og børn op til 3 år.

Sådan forløber undersøgelsen

I møder enten på Dagsafsnit for Børn og Unge (afsnit 4064) eller i Klinik for Børn og Unge med Lungesygdomme. I vil blive hentet af personalet. Barnet bliver målt og vejet. Der påsættes en saturationsmåler på foden så vi kan holde øje med puls og iltmætning undervejs.

Barnet hjælpes til at sove ved at der sprøjtes sovemedicin op i næsen. Sprøjten fungerer ligesom en næsespray, der forstøver sovemedicinen. Medicinen forventes at virke efter omkring 20-30 min.

Rummet gøres mørkt , og I kan lægge barnet til at sove. Når barnet sover, lægges barnet forsigtigt i sengen. Der bliver lagt en maske over barnets mund og næse. Barnet indånder gasblandingen med 4 % SF6 og vi måler på, hvor længe barnet er om at udvaske de 4 % SF6. Hver måling tager omkring 5 min og vi skal have mindst 3 gode målinger. SF6 er en gasart som ikke kan optages
fra lungerne til blodbanen.

Herefter vil vi typisk også lave 3 målinger, hvor vi kigger på nitrogen (N2) udvaskning ved at lade barnet indånde 100 % ilt. Dog kan denne måling undlades, hvis barnet er ved at vågne.

Når vi er færdige med undersøgelsen, kan I blive i rummet indtil barnet vågner og har fået mad. Der vil være opsyn indtil barnet er vågnet.

Værd at vide om undersøgelsen

I forbindelse med undersøgelsen, skal I være opmærksom på, at:

  • Undersøgelsen varer i alt ca. 2-3 timer.
  • Barnet skal vejes og måles.
  • Undersøgelsen skal udføres på dage hvor barnet ikke er meget forkølet og hoster. Hvis barnet bliver syg bedes du ringe og melde afbud.
  • Det kan være en fordel at holde barnet vågent inden undersøgelsen da barnet skal sove under undersøgelsen.
  • Medbring eventuelt en dyne, noget legetøj, en sut osv.

Ubehag eller bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved at indånde 4 % SF6 eller 100% ilt. Da undersøgelsen kun kan udføres hvis barnet ligger stille og har en rolig vejrtrækning, er det ofte nødvendigt at give sovemedicin. Sovemedicinen er ufarlig.

Svar på undersøgelsen

I får svar på undersøgelsen på én af følgende måder:

  • Til lægekonsultation i klinikken umiddelbart efter eller ved næste besøg.

Ændring af tid eller aflysning

Hvis I bliver forhindret i at komme, bedes I ringe til os på telefon 35 45 48 02, hurtigst muligt, så vi kan give tiden til en anden, og så vi kan aftale en ny tid.

Læs mere på Klinik for Børn og Unge med Lungesygdommes hjemmeside

Redaktør