Gå til hovedindhold

Sorggruppe for pårørende

Sorggrupper kan være en hjælp til pårørende, der har mistet en nær pårørende. Det kan være et fristed, hvor følelser har lov at komme til udtryk.

Hvad er Sorggruppen?

Den smerte og sorg, du udsættes for efter at have mistet en nær pårørende, kan være så overvældende, at den kan være svær at komme igennem alene. For venner og familie kan det være vanskeligt at give præcis den støtte, du har brug for. Måske holder de sig tilbage af frygt for at gøre noget forkert. Måske presser de sig på for, at du skal ”glemme og se at komme videre”, før du selv er parat til det. Måske er de selv ramt af sorgen og derfor uden overskud.

Det er naturligt at sørge over et alvorligt tab. Det er naturligt, at sorgen tager tid og kræfter for den, der sørger. Får vi ikke den nødvendige tid og forståelse af vores omgivelser, kan sorgen blive fortrængt eller måske udvikle sig til sorg, vi ikke kan komme over.

I sådanne situationer kan en sorggruppe være en hjælp. Den kan være et fristed, hvor du møder andre i samme situation, og hvor de mange følelser har lov til at komme til udtryk. Deltagelse i en sorggruppe skal derfor ses som en hjælp til at gennemleve den naturlige sorg fremfor at fortrænge den.

Billedet af Nordfløjen på Rigshospitalet

Hvordan kan du få plads i Sorggruppen?

Vi stræber efter at kontakte dig pr. telefon  4-6  uger efter, du har mistet din pårørende. Til samtalen taler vi om, hvordan tiden efter du har mistet din kære er forløbet. Vi aftaler også en ny tid til samtale efter yderligere 4-6 uger. Til anden samtale tilbyder vi dig deltagelse i Sorggruppen. Vær opmærksom på, at vi ringer dig op fra ukendt nummer. 

Der kan være ventetid på deltagelse i gruppen, men du vil blive ringet op så snart, der er plads. I tilfælde af, at du bor langt væk, kan vi selvfølgelig også være behjælpelig med at finde andre velfungerende sorggrupper.

Hvem kan deltage i Sorggruppen?

Sorggruppen består af personer, som har mistet en ægtefælle, samlever, forælder eller nær ven. Der kan deltage én fra hver familie. Desuden deltager to støttepersoner fra afsnittet. Vi er max. 8 personer i Sorggruppen ad gangen.

Det er erfarent plejepersonale med mange års arbejde på Intensiv Behandling, sengeafsnit 6021, der har ansvaret for sorggruppen. 

Vurderer du, at du eller et familiemedlem har behov for støtte fra en psykolog, anbefaler vi, at du kontakter egen læge. 

Hvordan foregår deltagelse i Sorggruppen?

Sorggruppen taler sammen om de problemer, oplevelser og følelser, der er forbundet med at miste en nær pårørende. Gennem disse samtaler forsøger Sorggruppens deltagere at støtte hinanden. Der er ikke tale om egentlig terapi. Det er vigtigt, at du møder op hver gang for at opnå tillid og tryghed i gruppen.

Hvor og hvornår mødes Sorggruppen?

Møderne finder sted hver anden tirsdag kl. 16.30 - 18.00. Forløbet i Sorggruppen varer typisk 6-9 måneder. Vi oplever, at det kan være følelsesmæssigt svært at komme ind på hospitalsafdelingen igen, derfor afholdes møderne i:

Mødelokale 4
Opgang 6, 1. sal
Inge Lehmanns vej 6
2100 København Ø

Tavshedspligt

Det er en forudsætning for deltagelse, at man undergiver sig tavshedspligt med hensyn til alt, hvad der bliver fortalt i Sorggruppen. Det skal ses som et forsøg på at skabe tryghed omkring mennesker, der befinder sig i en følsom situation.

Find mere information

  • ”Sorgvejviseren”, sorgvejviser.dk/sorgtilbud.
  • Foreningen, ”Vi har mistet et barn”, kan støtte og vejlede forældre,  formidle kontakt mellem forældre, som har mistet et barn, uanset alder, samt tilbyde selvhjælpsgrupper, se mistetbarn. dk.
  • Gode tilbud om hjælp og sorggrupper til børn og unge under 28 år: ”Det nationale sorgcenter, ”Børn, unge og sorg”, sorgcenter.dk,  Skyggebørn, skyggeboern.dk, og Omsorgsgruppen, omsorggruppen.dk.
  • Netværk for efterladte efter selvmord,  nefos. dk og efterladte.dk

Kontakt

Du er velkommen til at kontakte os enten via telefon eller e-mail såfremt du har spørgsmål eller behov for at tale med en fra gruppen før vi kontakter dig.

  • Birgitte: Birgitte.engstroem@regionh.dk
  • Charlotte: Charlotte.kielgast@regionh.dk
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden