Indledning
Det er helt normalt, at du i en periode efter operationen har smerter, hævelse og blodansamlinger, og at skulderled og arm føles stive. Dette er en naturlig reaktion i vævet efter skaden og operationen.
I forbindelse med operationen lægger lægen en plan for genoptræningen i de første uger. Planen er individuel og afhænger af, hvilken operation der er foretaget.
For at genvinde den størst mulige bevægelighed og funktion i din skulder og overarm, skal du allerede dagen efter operationen i gang med de første øvelser og med at bruge armen.
Ergoterapeuten gennemgår genoptræningsprogrammet med dig og instruerer dig i, hvor ofte og hvor længe du skal træne. Ergoterapeuten instruerer dig i, hvordan du skal begynde at medinddrage armen i lettere gøremål – f.eks. i forbindelse med betjening af mobiltelefon og fjernbetjening og i spisesituationen.
Det er derfor vigtigt, at du, så snart det er muligt, ikke har armen inden for trøjen – men har trøjen rigtigt på, så armen er fri og kan deltage i aktiviteterne.
Efter 10 til 12 uger må armen bruges uden begrænsning. Dog skal muskelstyrken genopbygges ved at træne med gradvist at øge belastningen.
Genoptræningsforløb:
I forbindelse med operationen eller med udskrivelsen tager lægen stilling til det fortsatte genoptræningsforløb og udfærdiger genoptræningsplan med tilbud om
enten
- specialiseret genoptræning i ergoterapien på Rigshospitalet – eller i fysio- eller ergoterapien på dit lokale sygehus
eller
- almen genoptræning på et genoptræningscenter i din kommune.
Sædvanligvis skal du til røntgen- og lægekontrol efter 3 – 4 uger og igen efter 3 måneder.
Understøttelse af armen
Det er vigtigt, at armen hviler godt, så du kan slappe af i armen, f.eks. ved at lægge armen på en pude eller have den i en slynge. Herved kan hævelsen og spændingen i armen mindskes - og smerterne aftage.
Når du sidder, kan du i skødet have en pude, som underarmen hviler på. Husk generelt at slappe af og holde skuldrene sænkede.
Når du ligger, skal du understøtte armen med 1 - 2 puder, som du lægger godt ind under overarm og albue.
Du skal have fornemmelse af, at armen ligger "nede i puden".
Slynge
For at aflaste armen og beskytte skulderen mod uhensigtsmæssige bevægelser, skal du i begyndelsen bære armen i en slynge. Som hovedregel anvendes slyngen de første par uger, hvorefter du gradvist skal nedtrappe brugen af den.
Ergoterapeuten tilpasser den bedst egnede slynge og instruerer dig i brugen af den. Slyngen tilpasses, så albuen er i en ret vinkel, og placeres, så trækket er over ryggen - og ikke nakken, for at sikre den bedst mulige støtte for skulderen og undgå belastning af nakken.
Hævelse (ødem)
Hævelse er væske, der optager plads i vævet under huden. Det er vigtigt, at hævelsen hurtigt svinder, medens den endnu er blød og forskydelig. Ellers kan det være med til at nedsætte bevægeligheden i din arm.
For at afhjælpe dette bliver du instrueret i venepumpeøvelser, korrekt understøttelse af armen, og hvis armen er meget hævet, brugen af kompression med en form for støttestrømpe til armen.
Øvelsesprogram fra 1. dag efter operationen
Venepumpeøvelser med svamp:
Udfør øvelserne hver halve time á 15 – 20 repetitioner.
Hold svampen i hånden.
Klem om svampen, til det strammer. Husk også at klemme med tommelfingeren.
Stræk derefter fingrene helt ud, samtidig med at du spreder fingrene. Husk tommelfingeren!
Saml fingrene og klem igen. Aktive øvelser for fingre, håndled, underarm og albue
Udfør øvelserne 3 - 4 gange om dagen i et langsomt tempo. Begynd med 5 - 10 repetitioner og trap langsomt op indtil 25 gange.
Øvelserne må gerne stramme og spænde men ikke gøre ondt.
Hold pause, når du bliver træt, så armen får helt ro. Læg evt. armen på puden.
Fingre:
Form et "O" ved at føre tommelfingeren til spidsen af hver af de øvrige 4 fingre. Stræk og spred alle fingre mellem hvert "O"
Før tommelfingeren i en stor bue over til "bunden" af lillefingeren (til den nederste bøjefure). Før tommelfingeren tilbage igen i en stor bue.
Spred og saml fingrene så meget som muligt.
Håndled:
Bøj håndleddet bagover med afslappede fingre.
Bøj håndleddet nedad med afslappede fingre.
Bøj håndleddet fra side til side.
Underarm:
Hold underarmen vandret og albuen ind til kroppen. Vend håndfladen skiftevis opad og nedad.
Albue:
Stræk og bøj albuen så meget som du kan
Nakke-/skulderågsøvelser:
Løft begge skuldre lige op mod ørene.
Sænk skuldrene langsomt
Træk begge skuldre bagud, så du samler skulderbladene.
Forestil dig, at du skal lægge skulderbladene ned i baglommen - og derefter tager skulderbladene op af baglommen igen.
Slap langsomt af.
Fra 3. dag efter operationen
Suppler de øvelser, du allerede er blevet instrueret i, med følgende øvelser for skulderen:
Svingøvelser:
Stå ved et bord, let foroverbøjet.
Støt den raske arm på et bord.
Eller
Sid på en stol.
Lad den opererede arm hænge afslappet ned.
Lad armen svinge langsomt – som et pendul.
Sving armen frem og tilbage.
Sving armen ind foran dig selv og ud til siden.
Sving armen rundt i cirkel - først den ene vej - så den anden vej.
Boldøvelse på bord:
Sid mod front mod et bord i spisebordshøjde med hænderne placeret oven på hinanden på en bold i fodboldstørrelse. Den opererede arm skal være nederst.
Rul bolden frem og tilbage.
Rul bolden rundt i alle retninger.
Tørre af - øvelse:
Sid med front modt et bord i spisebordshøjde.
Eller
Stå med front mod et bord i køkkenbordshøjde.
Placer begge hænder på hver sin klud.
Før kludene rundt i cirkler. Først den ene vej - så den anden vej.
Føre kludene ud til siden og tilbage igen langs bordkanten.
Gode råd
- Det er naturligt, at det strammer og trækker, når du bruger armen.
- Det er naturligt, at du hurtigere bliver træt. Respekter det, og tag flere hvil, end du plejer.
- Det er helt normalt, at du i en periode har smerter. Dette kan du afhjælpe, hvis du i en periode tager smertestillende medicin, ordineret af lægen. Ligeledes kan det lindre på smerterne, hvis du lægger en ispose, f.eks. en pose frosne ærter, eller en varmepude på armen, pakket ind i et viskestykke, på smertestedet.
- Skru ned for aktiviteterne, hvis du får ondt. Forsøg igen senere.
- Lav aktiviteterne kort tid ad gangen – og øg langsomt tiden.
Egne notater:
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________
_________________________________________________________________________________