Skulder- og overarmsbandage - vejledning i brug (Sarmiento-bandage)

Information om, hvordan man bruger og hviler med en skulder- og overarmsbandage, også kaldet en Sarmiento-bandage.

Kort om bandagen

Du har brækket din skulder eller overarm og fået en bandage på, der holder bruddet på plads og støtter din arm, mens bruddet heler. Vi kalder den også for en Sarmiento-bandage. Bandagen kan justeres, så den passer bedst til dig, og du skal beholde den på hele tiden. Lægen vurderer, hvor længe du skal have bandagen på.  

Tag bandagen rigtigt på

Hvis du har taget bandagen af, eller den har løsnet sig, er det vigtigt, at du får den rigtigt på igen. Vi anbefaler, at du får nogen til at hjælpe dig med at få den på.

Foto af at bandage placeres

Læg den store plade på ydersiden af overarmen og den lille plade på indersiden. Du skal kunne bøje armen, uden at pladerne irriterer albuen og armhulen.

Foto af at rem spændes

Før den lange rem bag om ryggen og under modsatte arm. Remmen skal igennem spændet. Sæt remmen fast med velcrobåndet på forsiden af overkroppen. 

Foto af at velcrobånd spændes

Spænd de to velcrobånd, der sidder på den lille plade omkring overarmen.
Forbindingen sidder rigtigt, når den sidder tæt, støtter din arm og lindrer dine smerter.

Foto af korrekt placeret bandage

Sådan hviler du armen

Når du hviler dig, skal du bruge en pude for at mindske hævelse og spænding i armen. Din hånd skal altid ligge højere end resten af din arm.

Hvilestilling på ryggen

Lig på ryggen med en pude under overarmen, og læg din arm på din mave.

Hvilestilling på siden

Lig på den raske side med en stor pude eller dyne under hele armen foran dig.

Hvilestilling ved bord

Sid med en pude foran dig. Læg din underarm og hånd på puden.

Hold armhulen ren og tør

Du skal sørge for at holde armhulen ren og tør, da der ellers kan opstå svamp.
Lad armen hænge ned langs siden af kroppen. Læn dig lidt til siden, når du skal vaske dig under armene. Du må ikke bevæge skulderen. Du kan eventuelt lægge en lille klud af bomuld i armhulen, så huden holdes ren og tør gennem dagen.

Smid bandagen ud, når du er færdig med at bruge den

Bandagen kan ikke genbruges. Når du er færdig med at bruge den, skal du smide den ud.

Redaktør