Du skal have skiftet dit JJ-kateter.
Forvent at komme hjem samme dag
Du kan komme hjem nogle timer efter indgrebet, afhængigt af hvordan du har det. Nogle patienter har dog brug for at komme dagen før JJ-katetret skal skiftes eller at blive til dagen efter.
Vigtige forberedelser derhjemme
Antibiotika
Du skal dagen før indgrebet, på dagen for indgrebet og dagen efter indgrebet tage antibiotika 3 gange dagligt for at forebygge urinvejsinfektion. Vi sender en recept til dig ca. en uge før indgrebet, så du kan nå at købe medicinen.
Vær opmærksom på blodfortyndende medicin
Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du holde pause med medicinen inden indgrebet. Vi fortæller dig, hvornår du skal holde pause med medicinen. Hvis ikke – eller hvis du er i tvivl - må du meget gerne kontakte os.
Blodprøver
Vi orienterer dig, hvis du skal have taget blodprøver nogle dage før indgrebet.
Mød fastende til skift af JJ-kateter
Under indgrebet skal du i fuld bedøvelse. Du skal derfor faste og tørste før indgrebet – det vil sige: Du må spise og drikke mælkeprodukter indtil 6 timer før indgrebet. Du må drikke klare væsker som vand, saftevand, te eller kaffe uden mælk indtil 2 timer før indgrebet.
Vask dig omhyggeligt
Inden indgrebet skal du hjemmefra tage et brusebad og vaske dig omhyggeligt – især omkring kønsdelene. Det gælder naturligvis ikke, hvis du af andre grunde ikke må bade.
Tag ikke smykker, make-up og kontaktlinser på
Du må ikke have smykker (inkl. piercinger), make-up, neglelak og kontaktlinser på under indgrebet. Så tag gerne smykker af hjemme, brug ikke make-up og neglelak på dagen, hvor JJ-kateter skal skiftes og medbring briller i stedet for kontaktlinser.
Før indgrebet
Du bliver undersøgt
Når du møder på hospitalet, får du målt dit blodtryk, din puls og din temperatur. Du skal også aflevere en urinprøve til undersøgelse. Vi undersøger dig for at være sikre på, at du er klar til indgrebet.
Smertestillende medicin
Du vil få smertestillende medicin inden indgrebet, hvis du ønsker det. Nogle typer medicin kan gøre dig svimmel, og derfor skal du rejse dig forsigtigt, efter du har fået medicinen. Hvis du har fået smertestillende medicin, må du ikke selv køre hjem i bil.
Hvis du har diabetes
Vi måler dit blodsukker, når du møder. Du vil også få et drop med sukker og insulin, så dit blodsukker holdes stabilt, mens du faster.
Indgrebet
Du bliver kørt i din seng til afsnittet, hvor JJ-katetret skiftes. Her bliver du taget imod af en sygeplejerske, som tager sig af dig under hele indgrebet.
Du taler også med den læge, der er ansvarlig for din bedøvelse. Nogle patienter har denne samtale nogle dage før indgrebet, du vil få at vide hvis det gælder for dig.
Du får lagt et drop inden bedøvelsen.
Lægen foretager indgrebet
JJ-kateteret skiftes under fuld bedøvelse i forbindelse med en kikkertundersøgelse (cystoskopi) af blæren.
Skift af JJ-kateter varer cirka en halv time.
Efter indgrebet
Du bliver kørt tilbage til afsnittet efter indgrebet. Du må gerne stå ud af sengen.
Du bliver tilbudt noget at spise og drikke efter indgrebet, og du må spise og drikke, som du plejer.
Det er vigtigt, at du de efterfølgende dage, når du kommer hjem, drikker 2 liter væske om dagen. Vær opmærksom på individuelle væskebegrænsninger.
Smerter
Kikkertundersøgelsen kan medføre lette smerter eller svien i blæren eller urinrøret. Du kan få smertestillende medicin udleveret efter behov, og anvende håndkøbsmedicin efter udskrivelsen.
Når du kommer hjem
Dagligdagen med JJ-kateter
I de fleste tilfælde kan du sagtens arbejde med JJ-kateteret siddende i urinlederen. Har du nogle bekymringer i den retning, kan du drøfte dem med vores læge.
Vi anbefaler, at du undgår kontaktsport, da JJ-kateteret kan forskubbe sig. Kontaktsport er sport hvor man har direkte berøring med andre spillere fx håndbold, fodbold, kampsport mv.
Det er fortsat muligt at have et aktivt sexliv med et JJ-kateter. Hvis du skulle have nogle problemer eller spørgsmål i den forbindelse er du velkommen til at tale med vores læger eller sygeplejersker.
Vil jeg kunne mærke JJ-kateteret?
De fleste patienter mærker ikke at de har et JJ-kateter i urinlederen. De hyppigste gener der dog kan forekomme, vil være:
- lidt blod i urinen, som kan afhjælpes med rigeligt væskeindtag. Vær opmærksom på individuelle væskebegrænsninger
- smerte eller ømhed i forbindelse med vandladning, som ofte kan afhjælpes med 1 gram Paracetamol
- hyppig vandladningstrang
Problemer med JJ-kateteret
Du skal kontakte afdelingen i tilfælde af, at der opstår en af følgende situationer:
- Du føler dig utilpas med feber, mavesmerter eller svien ved vandladning.
- Du har mange smerter i flanken eller underliv.
- Der er store mængder blod i urinen.
- JJ-kateteret falder ud