Skelen - operation af børn

Heri findes information om operation for skelen af børn.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, I kan have om operation for skelen.

Indholdet er generelt og kan ikke erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad er skelen?

Ved skelen peger øjnene ikke i samme retning.

At skele er ikke ualmindeligt, da ca. 4 % af danske børn skeler. Det kan være medfødt, eller opstå når som helst.

For at ophæve en skelen kan behandles med briller eller øvelser, hos nogle vil en operation være nødvendig.

En operation vil normalt først finde sted, når skelen har stabiliseret sig, og der ikke kan opnås resultater med anden behandling, for eksempel briller. Bruges der briller før operationen, skal brillerne også bruges efter operationen.

Operation for skelen

For at korrigere for skelen opereres på øjenmusklerne som sidder udvendigt på øjet. En skeleoperation udføres enten af funktionelle grunde, for eksempel ved samsynsproblemer, eller af psykosociale årsager.

Operationen kræver oftest fuld bedøvelse og foregår ambulant dvs. man kommer hjem samme dag.

I nogle tilfælde kan man ikke rette skelen ved en enkelt operation, og det kan blive nødvendigt at operere igen på et senere tidspunkt.

Skelen kan også ændre sig senere i livet. Det kan da blive nødvendigt at operere igen.

Hvad kan gå galt?

En sjælden komplikation er dobbeltsyn. Dette forsvinder sædvanligvis efter 1-2 uger. Meget sjældne komplikationer er infektion (under 1 %0) eller nedsat syn efter operationen (under 0,1 %0)

Før operationen

Forundersøgelse før operationen

Når operationen er planlagt, skal jeres barn nogle dage før operationen tale med en lægestuderende og en sygeplejerske for at sikre at barnet er rask og klar til operationen. Barnet skal godkendes af en narkoselæge da barnet skal opereres i fuld bedøvelse.

Af personalet på Dagkirurgisk afdeling Y23, får I udleveret hvornår I skal møde til operationen.

I bedes afsætte 3 timer til forundersøgelsen.

Recepter på medicin til brug efter operationen

Efter operationen skal jeres barns øjen dryppes med øjendråber og tal med lægen om evt. smertestillende medicin. Der lægges recepter på apotekernes server.

Vi anbefaler at I køber medicinen inden operationen.

Forholdsregler før operationen

For at sikre mindst mulig blødning under operationen, skal barnet inden operationen evt. holde pause med blodfortyndende medicin samt kosttilskud som indeholder fiskeolie og hvidløg. Dette som aftalt med skelelægen.

På operationsdagen

I møder på Dagkirurgisk afsnit Y23, som aftalt Afdelingen er beliggende indgang 3, 3. sal i rødt trafikcenter. Henvend jer venligst til plejepersonalet.

Det er vigtigt at I overholder fastereglerne som fremgår af patientvejledningen fra Dagkirurgisk afsnit.

Hvis I ved undersøgelsen fik udleveret lokalbedøvende plastre, skal I sætte et på hver håndryg efter aftale.

Barnet må gerne medbringe en bamse eller andet yndlingslegetøj.

Selve operationen

Tidspunktet for operationen går efter alder og eventuelle andre særlige forhold.

I vil blive fulgt til operationsgangen, hvor I vil blive modtaget af øjenkirurgen, en operations- og narkosesygeplejerske. Kun en forælder kan følge med barnet ind på operationsstuen.

Barnet får lagt et drop i en blodåre, hvor sovemedicinen indsprøjtes gennem. Når barnet er bedøvet, forlader forælderen stuen.

Alternativt kan barnet lægges til at sove ved at trække vejret gennem en maske og droppet lægges efterfølgende. Når barnet er bedøvet, forlader forælderen stuen.

Selve operationen varer som ca. 1 time. Derudover tager det tid at bedøve barnet og vækkebarnet igen.

Efter operationen får barnet en forbinding over det opererede øje. Er begge øjne opereret, får barnet kun en forbinding for det ene øje. Forbindingen kan fjernes når barnet vågner fra narkosen.

Efter operationen vil barnet blive kørt retur på Dagkirurgisk afsnit Y23, hvor forældrene kan være sammen med barnet, mens det vågner helt efter narkosen.

Når bedøvelsen aftager kan eventuelle smerter afhjælpes med tbl. Paracetamol (Panodil) eller flydende lbuprofen.

Når barnet er set af en læge og er vågen og frisk efter narkosen, det vil sige, når barnet har spist, drukket og haft vandladning, må I efter aftale med afdelingen tage hjem.

Efter operationen

Øjendrypning efter operationen

For at undgå infektion skal øjet dryppes med øjendråber

Første uge efter operationen - 3 gange dagligt Anden uge efter operationen - 2 gange dagligt Tredje uge efter operationen - 1 gang dagligt

Sygeplejersken kan instruere i øjendrypning ved behov.

Smerter

De første dage kan der være smerter fra øjet. Eventuelle smerter afhjælpes med tbl. Paracetamol (Panodil) eller flydende lbuprofen.

Hvad er normalt efter operationen?

  • I de første dage efter operationen vil øjet væske en del og øjenomgivelserne kan med fordel vaskes med en fnugfri vatrondel/ gazeserviet vædet med sterilt saltvand eller koldt kogt vand. Tag en ny ren vatrondel hver gang øjet renses.
  • Barnet kan mærke en sandkornsfornemmelse i øjet, hvilket skyldes de selvopløselige tråde, som slimhinden i øjet er syet sammen med. Disse gener aftager efter 1-3 uger.
  • Øjet er ofte rødt efter operationen. Det tiltager de første dage og aftager igen over 1 til 6 måneder.

Hvad må barnet ikke efter operationen?

I de første 3 uger efter operationen

  • Øjenmusklerne er ca. 3 uger om at vokse fast igen efter operationen. I denne tid skal voldsom fysisk anstrengelse inklusive voldsom leg og sport undgås.
  • Barnet skal undgå at gnide i det opererede øjet.
  • Barnet skal undgå at få vand og snavs i øjet.

Barnet må ikke komme i svømmehal, karbad, spabad eller lignende.

Barnet må ikke opholde sig i meget støvede eller snavsede omgivelser (f.eks. hestestald) i denne periode.

Barnet skal undgå at have kæledyr som f.eks. hunde og katte i sin seng.

Synet efter operationen

Barnet kan se en smule dobbelt efter operationen. Det kan skyldes hævelse i øjet eller tilvænning til den nye øjenstilling. Det svinder oftest i løbet af de første uger.

Kontrol efter operationen

Dagen efter operationen, vil barnet blive undersøgt af en skeleterapeut og øjenkirurgen som atter informerer om forholdsregler efter operationen, kontrol program, øjenmedicin samt symptomer der skal få jer til at kontakte Afdeling for Øjensygdomme.

Et par måneder efter operationen, skal barnet møde til kontrol ved skeleterapeuten hvor resultatet af operationen først endeligt kan vurderes.

I nogle tilfælde tilrådes fortsat kontrol i Klinik for Skelen, i andre tilfælde afsluttes til egen øjenlæge.

Sygemelding

Aftal med øjenlægen, hvor længe det vil være fornuftigt at barnet skal være sygemeldt. Det vil typisk være 1 uge.

Ved akutte problemer eller spørgsmål efter operationen

Hvis I har spørgsmål eller der opstår uventede gener efter operationen, kan I kontakte Afdeling for Øjensygdomme.

Se Kontakt sidst i denne patientinformation.

Redaktør