Gå til hovedindhold

Sentio - Benforankret høreapperat (BAHS)

Sentio - Benforankret høreapperat (BAHS)

Hvad er BAHS?

BAHS står for "Bone Anchored Hearing System". Formålet med disse apparater er at forbedre hørelsen i tilfælde, hvor almindelige høreapparater ikke er en mulighed. Det gøres ved, at en processor omdanner lyd til vibrationer i kraniet, som det indre øre opfanger og dermed stimulerer hørenerven.

BAHS med magnet

Systemet består af 2 dele. Et implantat, som placeres under huden bag øret, hvor den vibrerende del af implantatet sættes fast i kraniet. En processor, som sidder uden på huden over implantatet.

Implantat, der er sat fast i kraniet.

Sentio – En type BAHS

Sentio er designet til at sende lyd via knoglen direkte til cochlea (høresneglen).

På operationsdagen

•    Du skal faste og tørste som aftalt med anæstesilægen.

•    Du skal have taget et bad og vasket hår på operationsdagen.

•    Du må ikke have kontaktlinser, neglelak og make-up på, når du kører til operationsgangen.

•    Du bør så vidt muligt lade værdigenstande blive hjemme.

•    Indtil du er kørt ind på operationsgangen, vil det være muligt at have en pårørende med.

Faste og bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse, du skal derfor være fastende, når du kommer.

Du kan læse mere om forholdene i forbindelse med faste og bedøvelse i pjecen: ’Patientinformation om bedøvelse’.

Rygning

Rygning hæmmer sårets heling. Vi anbefaler derfor, at du stopper med at ryge 6 uger før operationen. Du kan læse mere om rygning og operationer i pjecen:

’Information om rygning og operation’.

Operationen

Varigheden af operationen er individuel, men er oftest 1,5-2 timer.

Du får barberet en smule hår væk omkring øret. Der lægges et snit bag øret, hvor implantatet indsættes. Det lukkes til slut med sting af selvopløselig tråd.

Komplikationer og risiko ved operationen

Komplikationer er sjældne. Det kan typisk dreje sig om smerter, blødning eller infektion i såret. Det kan som oftest nemt behandles og er uden betydning for operationens resultat.

Efter operationen

Efter operationen kommer du tilbage til opvågningsafsnittet. Her vil du blive observeret nogle timer, og de fleste vil blive udskrevet samme dag i løbet af eftermiddag eller aften.

Efter operationen er der blevet lagt en hovedforbinding, den skal du selv fjerne næste dag.

Plasteret, der sidder hen over operationsarret, skal blive siddende, indtil du kommer til ambulant kontrol i Øre-Næse-Halskirurgisk ambulatorium ca 10 dage efter din operation.

Rekreation/fysisk aktivitet

Vi anbefaler ca. en uges rekreation, evt. længere, hvis du har hårdt fysisk arbejde. Du bør undgå større fysisk aktivitet de første 3 uger efter operationen. Hvis du er i tvivl, så spørg lægen inden operationen.

Forholdsregler når du er kommet hjem

Det er afgørende for resultatet af operationen, at du undgår:

•    At få vand omkring øret. Dæk evt. operationssåret med en kop, når du vasker hår.

•    Svømning, indtil lægen har set at operationssåret er helet.

Smerter

Efter operationen er det normalt at få smerter i operationsområdet. I nogle tilfælde vil man kun opleve lette smerter, men nogle oplever stærke smerter. Begge dele er helt normalt.  Det er vigtigt, at man bliver smertedækket.

Ved lette smerter, anbefaler vi følgende smertestillende behandling til voksne:

•    Paracetamol 2 tabletter á 500mg 4 gange i døgnet (håndkøb)

•    Ibuprofen 1 tablet á 200 mg 4 gange i døgnet

Hvis du oplever smerter, der er så stærke, at de ikke forsvinder med paracetamol og ibuprofen, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen, så lægen kan udskrive et stærkere smertestillende medicin.

Hvis du er én af dem, der oplever stærke smerter efter operationen, kan det være nødvendigt at tage det af lægen udskrevet stærkere smertestillende medicin i noget tid efter operationen. Afhængig af præparatet skal du, imens du tager det, være opmærksom på, at du ikke får mavesmerter eller bliver forstoppet, da det kan være lidt hårdt for maven. Får du smerter, skal du kontakte afdelingen. Hvis du bliver forstoppet, er det en god ide at købe noget afføringsmiddel på apoteket.

Smerterne vil gradvist aftage i løbet af 1-2 uger, men kan i visse tilfælde være længerevarende, op til 4 uger efter operationen.

Du skal kontakte os hvis

•    Du får feber (over 38,5 °C).

•    Du får dunkende og stikkende smerter ved/i øret.

•    Du får tiltagende hævelse omkring operationssåret.

•    Du får frisk blod eller betændelse fra operationssåret.

•    Du har svært ved at smertedække dig med håndkøbssmertestillende medicin.

•    Du kan finde klinikkens telefonnumre på forsiden af denne pjece.

Kontrolbesøg efter operationen

Ca. 10 dage efter operationen skal du til kontrol i ambulatoriet, hvor plasteret fjernes og såret bliver kontrolleret.

Ca. 4 uger efter operationen får du processoren på, som skal tilpasses. Under tilpasningen foretages en del målinger, der danner grundlag for den første indstilling af processoren.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden