Gå til hovedindhold

Ribociclib - behandling med

Denne information har til formål at give dig information om behandling med Ribociclib, forklare hvordan du skal tage det samt hjælpe dig med at håndtere eventuelle bivirkninger.

Denne information har til formål at: 

  • give dig information om behandling med RIBOCICLIB 
  • forklare hvordan du skal tage RIBOCICLIB 
  • hjælpe dig med at håndtere eventuelle bivirkninger ved RIBOCICLIB

Hvorfor anbefales du RIBOCICLIB sammen med anti-hormonbehandling? 
Du har fået konstateret enten: 

  • brystkræft - der ikke kan opereres fordi sygdommen har spredt sig udenfor brystområdet 
    eller 
  • tilbagefald af din brystkræft

Formålet med behandlingen er at holde kræftsygdommen i ro, eller at få den til at forsvinde i en periode og at opretholde din livskvalitet bedst muligt. 

Sådan tager du RIBOCICLIB

  • Bruges til at behandle østrogenfølsom fremskreden brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen (også kaldet menopausen) i kombination med en aromatasehæmmer 
  • (f.eks. letrozol, anastrozol, exemestan) 

Tag altid RIBOCICLIB i forbindelse med et måltid. 
Tag RIBOCICLIB på omtrent samme tidspunkt hver dag. 
Slug RIBOCICLIB -tabletterne hele med et glas vand (du må ikke tygge, knuse eller åbne dem, inden de sluges). Indtag ikke en tablet, hvis den er brudt, revnet eller på anden måde ikke intakt. Hvis du kaster op eller glemmer en tablet, skal du ikke tage en yderligere tablet. Tag den næste ordinerede tablet som planlagt. Undgå grapefrugt, grapefrugtjuice, granatæbler og granatæblejuice i de perioder, hvor du tager RIBOCICLIB, da det kan forværre bivirkningerne. Fortæl din læge, hvis du tager, for nylig har taget, eller måske vil tage andre lægemidler, herunder vitamintilskud eller andet, da RIBOCICLIB kan påvirke visse lægemidlers virkemåde. Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen. Sørg for at pakningerne altid er utilgængelige for børn. 

Sådan virker RIBOCICLIB

RIBOCICLIB er en ny klasse af lægemidler kaldet CDK-4/6 hæmmer. De virker ved at bremse cellevækst og deling af både raske og syge celler. Dette hjælper med at bremse udviklingen af kræft, men kan også give nogle bivirkninger. RIBOCICLIB TAGES SOM TABLET BEHANDLING 
ÉN GANG OM DAGEN MED MAD
 
Behandlingen gives i serier af 4 uger. I de første 3 uger (21 dage) skal du tage 3 RIBOCICLIB -TABLETTER 1 gang om dagen hver dag. I den sidste uge (7 dage) skal du ikke tage RIBOCICLIB. Ved afslutningen af de 4 uger starter serien forfra. 

Indtagelse af AROMATASEHÆMMER; letrozol, anastrozol og ecemestan

Du skal tage en aromatasehæmmer-tablet hver dag alle 4 uger i hver cyklus - også i den uge hvor du ikke tager RIBOCICLIB. 

Bivirkninger, som du kan opleve med RIBOCICLIB 

Som alle andre lægemidler kan RIBOCICLIB medføre bivirkninger. Indlægssedlen, som du finder i pakningen, indeholder en liste over de bivirkninger, der kan forekomme, mens du tager RIBOCICLIB. Tal med din læge, hvis du oplever bivirkninger af nogen art, også selvom de ikke er anført i denne vejledning eller på indlægssedlen. Den mest almindelige bivirkning ved RIBOCICLIB er et lavt antal hvide blodlegemer (kaldet neutropeni eller leukopeni). 
Andre meget almindelige og almindelige bivirkninger omfatter: 

  • Fald i antallet af hvide, røde blodlegemer og blodplader 
  • fald i de hvide blodlegemer betyder et mindsket beredskab over for infektioner. Oftest giver det sig til kende inden for de første 2 måneder af behandlingerne og kan betyde, at du skal holde pause i din behandling med RIBOCICLIB – og at dosis evt. skal nedsættes. 
  • Infektioner
  • Træthed
  • Nedsat appetit
  • Irritation i mundhule og læber 
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Diarré
  • Hudkløe og Udslæt Hårtab/hårdudtynding

Håndtering af mulige bivirkninger ved RIBOCICLIB - Fald i antallet af hvide blodlegemer, røde blodlegemer og blodplader 

RIBOCICLIB kan nedsætte dine blodtal. Blodtallet findes ved at tælle antallet af blodlegemer i en prøve af dit blod. Vi har 3 typer blodlegemer. 

  1. Hvide blodlegemer, som er med til at bekæmpe infektioner. 
  2. Røde blodlegemer, som transporterer ilt og opretholder dit energiniveau 
  3. Blodplader, som får blodet til at størkne for at stoppe blødning. 

RIBOCICLIB medfører oftest fald i de hvide blodlegemer. Som regel giver et lavt antal hvide blodlegemer ikke specifikke symptomer og er sjældent forbundet med feber. Hvis dine blodprøveresultater imidlertid viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, kan din læge stoppe din behandling med RIBOCICLIB i en periode eller nedsætte RIBOCICLIB dosen for at genoprette niveauet af hvide blodlegemer. Kontakt omgående lægen, hvis du får nogen af nedenstående symptomer, der kan være forbundet med et lavt blodtal:

  • Feber over 38,5
  • Kulderystelser
  • Pludselig ændret almen tilstand 

Kvalme 

Hvis du har kvalme eller kaster op, er det bedst at du taler med dit behandlerteam. De kan fortælle dig, hvordan du skal håndtere dine symptomer, eller de kan ordinere medicin som kan hjælpe. Ud over instruktionerne fra dit behandlerteam kan du få det bedre, hvis du følger disse tips:

  • Spis små, hyppige måltider i stedet for 3 store
  • Forsøg at spise fødevarer med højt kalorieindhold, der er nemmere at spise (deserter, is, yoghurt) flere gange om dagen 
  • Undgå stegt mad, fedtholdige fødevarer eller fødevarer med en stærk lugt
  • Spis neutrale fødevarer som f.eks. ristet brød og kiks
  • Nip til lidt vand I løbet af dagen, da dehydrering kan give kvalme
  • Brug afslapningsteknikker som f.eks dybe vejrtrækninger
  • Når du oplever kvalme, skal du forsøge at aflede din opmærksomhed ved hjælp af f.eks musik, tv eller at være sammen med andre

Diarré 

Hvis du oplever diarré, skal du straks fortælle det til dit behandlerteam. De kan beslutte at give dig en særlig behandling for diarré, hvis det er nødvendigt. Du skal dog tage et grundigt kig på din kost. Visse fødevarer og drikkevarer kan forværre eller forbedre diarré. 
Følgende tips kan være med til at lindre diarrésymptomer: 

  • Drik rigeligt med klar væske (f.eks. vand, tynd te, æblejuice, bouillon) for at erstatte mistet væske 
  • Spis små hyppige måltider i stedet for 3 store 
  • Undgå fedtholdige fødevarer, fuldkorn, rå frugt og grøntsager, koffein, meget stærk eller krydret mad, mælk eller mælkeprodukter 
  • Spis fødevarer med et højt kaliumindhold 
  • (f.eks. bananer, kartofler, abrikoser) 
  • Drik ikke alkohol og brug ikke tobak
  • Når diarre begynder at aftage, skal du forsøge at spise små mængder mad, der er let at fordøje som f.eks. ris, bananer, æblepuré, yoghurt, kartoffelmos, fedtfattig hytteost og ristet brød

Hårtab/hårudtyndning 

Tydeligt hårtab med RIBOCICLIB er sjældent, men udtynding af håret kan forekomme. 

Sådan følges din behandling

Din læge vil bede dig om at møde op til regelmæssige besøg for at sikre, at din behandling virker, og tale med dig om, hvordan du har det og følge dig for eventuelle bivirkninger. Dit behandlerteam vil tage en blodprøve og et hjertekardiogram = EKG, inden du begynder at tage RIBOCICLIB, efter 14 dage, og inden start på 2. behandlingsserie.  I de første 2 serier, og indtil vi kan se, at dine hvide blodlegemer kan tåle behandlingen vil du få taget blodprøve hver 14. dag. Hvis dine blodprøveresultater viser, at du har et lavt antal hvide blodlegemer, vil dit behandlerteam midlertidigt stoppe behandlingen eller justere din RIBOCICLIB -dosis og planlægge yderligere blodprøver individuelt. Herefter vil du få taget blodprøver sammen med scanning ved ca. hver 3. serie

Registrering af hvordan du har det med RIBOCICLIB 

Mens du får RIBOCICLIB, er det vigtigt at registrere, hvordan du har det. Fortæl altid din læge eller sygeplejerske om eventuelle bivirkninger, som du måtte have. Der findes supplerende behandlinger, som kan hjælpe dig med bivirkningerne - alternativt vil din kræftbehandling måske blive justeret. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden