Phenergan anvendes som nødmedicin under et medicinsaneringsforløb.
Præparatet
Phenergan er et antihistamin, der sædvanligvis anvendes ved transportsyge, søvnløshed eller allergiske sygdomme, men kan også med fordel anvendes som nødmedicin under et medicinsaneringsforløb.
Virkningsmekanisme
Phenergan anvendes under medicinsaneringen på grund af den lettere sløvende effekt. Præparatet vil derfor ikke gøre dig smertefri under saneringsforløbet, men vil kunne få dig til at slappe af og falde i søvn, så det vil blive lettere at komme igennem de svære migræne- og hovedpineanfald.
Hvilken dosis skal man tage
Phenergan anvendes i saneringsforløbet i stedet for smertestillende medicin og altid i forbindelse med hvile. Dosis vil være 25 mg (1 tablet) og kan gentages ved behov. Der skal dog gå minimum 2 timers mellem hver dosis, dog højst 75 mg per døgn.
Bivirkninger
Generelt tåles Phenergan godt efter de angivne dosisforslag og restriktioner og kan være en god hjælp og støtte til at komme igennem et medicinsaneringsforløb.
Phenergan har meget få bivirkninger, som er sløvhedsfornemmelse, træthed og mundtørhed.
Forsigtighedsregler
Vær opmærksom på, at alkohol, sovemedicin, stærk smertestillende medicin, anden allergimedicin og beroligende medicin forstærker den sløvende effekt af Phenergan. Ligeledes tilrådes forsigtighed ved bilkørsel og betjening af maskiner
Recepter
Du kan bestille recepter i Dansk Hovedpinecenter på den medicin, vi behandler dig med, på telefon 38 63 20 62 eller ved at skrive en besked i MinSP.
Hvis du har brug for at se dine receptoplysninger, henviser vi til:
- MinSundhed (app)
- Min Læge (app)
- Apoteket (app)
- Sundhed.dk
Sygeplejegruppens telefon
Har du spørgsmål til din behandling, kan du ringe til sygeplejegruppen på telefon 38 63 22 75.
Min Sundhedsplatform
På www.minsundhedsplatform.dk kan du blandt andet følge med i din behandling, se kommende aftaler, melde afbud, se prøvesvar og udfylde spørgeskemaer. Hvis du har spørgsmål til din behandling, kan du også skrive direkte til os. Du kan også hente appen MinSP på din smartphone. Du logger på med MitID.
Du kan også læse i din egen journal på sundhed.dk.
Afbud og tidsbestilling
I tilfælde af afbud kan du ringe til sekretæren i Dansk Hovedpinecenter på telefon 38 63 20 62 eller skrive til os via MinSP.
Hvis din henvendelse ikke indeholder personfølsomme oplysninger, kan du sende en mail til os på hovedpine@regionh.dk.