Gå til hovedindhold

Prednisolon - behandling med

Prednisolon er et kunstigt fremstillet binyrebarkhormon. Binyrebarkhormon dannes naturligt i kroppen og kaldes også ”stresshormon” fordi binyrebarkhormon hjælper, når kroppen oplever fysisk stress ved sygdom.

 

Hvad er Prednisolon?

Prednisolon er et kunstigt fremstillet binyrebarkhormon. Binyrebarkhormon dannes naturligt i kroppen og kaldes også ”stresshormon” fordi binyrebarkhormon hjælper når kroppen oplever fysisk stress ved sygdom.    

Hvordan virker Prednisolon?

Prednisolon virker ved at dæmpe og hæmme dele af kroppens immunforsvar og bruges til behandling af en lang række forskellige sygdomme hvor kroppens immunforsvar overreagerer (de kaldes autoimmune sygdomme). I Klinik for Nerve- og Muskelsygdomme bruges Prednisolon bl.a. til behandling af Myastenia Gravis, Muskelbetændelse (Myositis) og visse former for nervebetændelse.

Du vil typisk allerede i løbet af få dage mærke en positiv effekt af behandling med Prednisolon på din sygdom, men oftest går der et par uger før du oplever den fulde effekt af behandlingen.

Hvordan tages Prednisolon?

Prednisolon tages som tabletbehandling. Dosis er forskellig fra person til person. Du skal tage alle tabletterne på én gang, helst om morgenen sammen med dit morgenmåltid. Det er vigtigt, at du nøje overholder den dosis, din læge har ordineret til dig og du må aldrig pludselig stoppe med at tage Prednisolon uden at det er aftalt med en læge. Behandlingen med Prednisolon kan strække sig fra få uger til resten af livet.

Glemt at tage Prednisolon?

Du skal ikke tage en ekstradosis, hvis du har glemt at tage din Prednisolon. Du tager blot din vanlige dosis igen, som planlagt.

Kendte bivirkninger til Prednisolon

Ved små doser op til ca. 10 mg dagligt, er der få bivirkninger. Ved større doser gennem længere tid kan du opleve flere bivirkninger:

  • Man kan få et ændret udseende med et rundere ansigt og en anderledes fedtfordeling på kroppen.
  • Huden kan blive uren. Efter lang tids behandling kan den også blive tynd og porøs med tilbøjelighed til små blødninger og overfladiske små sår.
  • De fleste får øget appetit og kan som følge heraf stige i vægt.
  • Nogle føler sig opstemte, rastløse og har svært ved at sove, mens andre føler sig trætte og nedtrykte.
  • Indholdet af kalk i knoglerne bliver mindre. Det øger risikoen for knogleskørhed og knoglebrud. Du skal derfor drøfte forebyggende behandling mod knogleskørhed med din læge.
  • Modstandskraften overfor infektioner kan blive nedsat. Samtidig dæmpes symptomerne på en eventuel infektion. Du skal derfor være opmærksom på også lette symptomer på infektion, og reagere på disse.
  • Menstruationsforstyrrelser kan ses.
  • Blodsukkeret kan have en tendens til at stige.
  • Forhøjet blodtryk og hævede ben kan forekomme.
  • Efter lang tids behandling kan man risikere at få grå eller grøn stær.
  • Binyrernes egen produktion af stresshormon kan gå i stå pga. behandling med Prednisolon. Så hvis du aftaler at stoppe behandlingen med Prednisolon i samråd med din læge, bliver du henvist til endokrinolog (hormonlæge) for at sikre at dine binyrer virker normalt.

Du kan læse en samlet oversigt over bivirkninger i indlægssedlen som ligger i medicinpakningen.

Forholdsregler ved behandling med Prednisolon

Infektioner eller operationer

Hvis du bliver alvorligt syg, f.eks. med en alvorlig infektion eller skal du skal opereres, kan det være nødvendigt at øge dosis af Prednisolon eller behandle med naturligt binyrebarkhormon (hydrokortison). Derfor anbefaler vi dig altid at oplyse, at du er i behandling med Prednisolon ved besøg hos læge, tandlæge, skadestue eller anden sygehusafdeling.

Forebyggelse af knogleskørhed

Du anbefales at tage dagligt tilskud af kalk og D-vitamin som kan købes i håndkøb på apoteket. Det er ofte nødvendigt at foretage en skanning for knogleskørhed ved længerevarende behandling med Prednisolon.

Sukkersyge

Hvis du har sukkersyge, skal du være opmærksom på, at dit blodsukker kan stige under behandlingen med Prednisolon. Vi anbefaler, at du tager kontakt til den læge, der er ansvarlig for din sukkersygebehandling for at vurdere om der skal justeres i din sukkersygebehandling.

Blodtryk

Har du forhøjet blodtryk bør dette kontrolleres regelmæssigt hos egen læge.

Grøn stær

Hvis du har grøn stær kan dette forværres. Kontakt din øjenlæge med henblik på evt. hyppigere kontrol.

Vaccination:

Du bør undgå vacciner med levende eller levende, svækkede mikroorganismer.

Prednisolon og anden medicin

Du bør ikke tage medicin med salicylsyre, så længe du er i behandling med Prednisolon. Medicin med salicylsyre kan øge din risiko for at udvikle mavesår. Det er f.eks. Kodimagnyl, Albyl, Treo, Magnyl, Ibuprofen og Bonyl.

Hvis du ikke kan undgå at tage medicin med salicylsyre, er det vigtigt, at du samtidig får medicin mod mavesår af din læge.

Du må gerne tage:

  • Smertestillende medicin som Pinex, Pamol og Panodil sammen med Prednisolon
  • P-piller
  • Diabetesmedicin
  • Medicin mod forhøjet blodtryk

Graviditet og amning:

Kan anvendes efter aftale med din læge.

RECEPTFORNYELSE

Husk at anmode om receptfornyelse i god tid!

Der kan anmodes om ny recept enten:

  • ved at bede din praktiserende læge udskrive en recept
  • via sundhed.dk – besked til klinikkens sekretærer
  • ved at ringe ind til klinikkens sekretærer
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden