I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare nogle af de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din behandling med Prednisolon.
Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.
Hvorfor skal du tage prednisolon?
Prednisolon anvendes ved behandling af alvorlige betændelsestilstande i øjet og/ eller hele kroppen.
Hvordan virker Prednisolon?
Prednisolon er et kunstigt hormonpræparat, som ligner det hormon, der dannes i binyrerne.
Prednisolon virker ved at dæmpe betændelsesreaktion i øjet og resten af kroppen. Virkningen indtræder i løbet af timer til få dage.
Varigheden af behandlingen afhænger af sygdommen og sygdommens aktivitet. Behandlingen kan typisk strække sig fra nogle uger til nogle måneder. I nogle tilfælde kan man blive nødt til at fortsætte lavdosis prednisolon behandling i flere år.
Hvordan tages Prednisolon og hvordan skal Prednisolon opbevares?
Tabletterne tages oftest som engangsdosis om morgenen sammen med morgenmåltidet eller et glas mælk.
Hvis du glemmer at tage tabletterne om morgenen, kan de tages senere på dagen. Prednisolon tabletter skal opbevares utilgængeligt for børn.
Dosis og nedtrapning af Prednisolon
- Dosis er forskellig fra person til person. Din læge vil fortælle dig, præcis hvilken dosis du skal tage.
- Hvis behandlingen har varet i mere end 14 dage skal nedtrapningen foregå gradvist, så kroppen kan nå at omstille sin egen binyrebarkproduktion. Det kan være farligt at ophøre med medicinen på en gang efter længere tids brug.
OBS
Det er meget vigtigt at du overholder den dosis, som lægen har ordineret. Det kan være farligt selv at ændre på antallet af tabletter eller at stoppe med at tage dem før I har aftaIt.
Prednisolon og anden medicin
- Samtidig indtagelse af NSAID-lægemidler (gigtmedicin) eller medicin som indeholder salicylsyre, forøger risikoen for mavesmerter og i værste fald mavesar.
- Smertelindrende midler som Paracetamol, Pinex og Panodil kan derimod bruges sammen med Prednisolon uden at øge risikoen for mavegener.
- Sukkersyge og hypertension kan forværres af Prednisolon, hvorfor det er nødvendigt at følge blodsukker og blodtryk nøje.
Bivirkninger ved Prednisolon
Ved Prednisolon doser under 10 mg er der få bivirkninger. Bivirkninger ved højere doser er desværre hyppige.
De fleste bivirkninger forsvinder igen når man stopper med behandlingen.
- Udseendet kan ændres, man bliver rundere i ansigtet. Dette forsvinder når behandlingen afsluttes.
- Huden kan blive uren med bumser. Ved længere tids behandling kan huden blive skør med tilbøjelighed til blå mærker.
- Appetitten øges, og man tager på i vægt, hvis man ikke er opmærksom på kun at spise som vanligt.
- Humøret kan ændres. Ofte bliver man psykisk noget opstemt, eventuelt med rastløshed og søvnløshed, mens enkelte dog bliver deprimerede.
- Knoglernes kalkholdighed og styrke nedsættes, hvilket kan medføre, at man lettere får knoglebrud. Det anbefales derfor at tage tilskud af kalk med D vitamin, så længe tabletterne indtages.
- Har man sukkersyge, kan behovet for insulin blive øget, og man skal kontakte egen læge eller vanligt sukkersygeambulatorium, når behandlingen påbegyndes.
- Modstandskraften mod infektioner nedsættes.
- Menstruationsforstyrrelser kan ses.
På grund af risikoen for bivirkninger anvendes Prednisolon så kortvarigt som mulig og med så lav dosis som mulig.
Prævention, graviditet og amning
Prednisolon kan anvendes under graviditet. Der er ikke beskrevet bivirkninger hos børn der ammes.