Gå til hovedindhold

Praktiske forhold efter operation på halsen

Med denne pjece vil vi informere dig om nogle praktiske forhold og besvare nogle af de spørgsmål, som du og dine pårørende kan have i forbindelse med en operation på halsen.

Med denne pjece vil vi informere dig om nogle praktiske forhold og besvare nogle af de spørgsmål, som du og dine pårørende kan have i forbindelse med en operation på halsen. 

Forbinding og plaster 

Det kirurgiske plaster, der sidder direkte på arret, skal blive siddende i 14 dage. Hvis du får udslæt af plasteret, tegn på betændelse eller det væsker meget under plasteret, skal det fjernes. Hvis det kun væsker eller bløder ganske lidt, kan du lade plasteret sidde. Ved mistanke om betændelse skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56.

Du må tage brusebad 24 timer efter operationen. Dup forsigtigt det kirurgiske plaster tørt. Vi anbefaler, at du ikke går i svømmehal, karbad eller bader i havvand før tidligst 14 dage efter operationen og såret er helet.

Hvis du har anden forbinding på halsen efter operationen (f.eks. et hvidt plaster hvor drænslangen har været), kan det – medmindre lægen eller sygeplejersken giver dig anden besked - fjernes dagen efter det er sat på.

Hvis jeg får ondt?

I forbindelse med din operation på halsen får du recept på smertestillende medicin til tiden efter operationen. Følg doseringsvejledningen. Hjælper tabletterne ikke på smerterne, skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56.

De første 2 uger efter operationen skal du ikke tage Magnyl, Kodimagnyl, Treo eller lignende præparater, som indeholder acetylsalicylsyre, da de øger risikoen for blødning fra operationsområdet.

Forholdsregler

For at mindske risikoen for blødning kan du sove med hovedet højt (brug gerne en ekstra hovedpude) og undgå at bukke hovedet nedad, indtil 14 dage efter operationen. 

Hvad skal jeg være særlig opmærksom på?

Det er almindeligt, at såret kan bløde lidt det første døgn efter operationen. Hvis blødningen fortsætter eller tager til, skal du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56

Det gælder også, hvis der er tegn på betændelse i form af rødme, hævelse, smerter, feber eller såret lugter grimt. 

Hvordan skal jeg forholde mig til fysisk aktivitet, når jeg kommer hjem?

For at undgå blødning, blodansamling og evt. betændelse i såret efter halsoperation anbefales det, at du undgår hård fysisk aktivitet i 14 dag. Dvs. alle aktiviteter som ’får pulsen op’; intet hårdt arbejde, ingen tunge løft og ingen sexuel aktivitet.

Af samme grund anbefales 14 dages sygemelding efter din halsoperation. Hvis du har overskud til at genoptage dit arbejde tidligere, er det fint, så længe der ikke er tale om hårdt fysisk arbejde.

Hvornår må jeg flyve efter operation på hals?

Flyrejser efter operation gennem huden på halsen udgør vanligvis ikke et problem. Du kan forvente at kunne foretage flyrejse 2-4 dage efter operationen, forudsat at du er uden feber, føler dig frisk og ikke har komplikationer som f.eks. større hævelse, udtalte smerter, betændelse eller rødme der spreder sig. Du skal dog altid selv tjekke dit flyselskabs regler på området.

Efter større operationer kan flyselskabet kræve en såkaldt MEDIF-attest fra afdelingen.

Vær opmærksom på at der gælder mere strikse forbehold for flyrejse hvis du også er opereret i mundhulen eller svælget.

Er du i tvivl, kan du kontakte Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56

Opfølgning

Hvis du skal have svar på en vævsprøve, aftales det under indlæggelsen, om du får svar per brev, ringes op, eller skal møde i Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56, Opgang 7, 5. etage.

Såret på halsen er syet med selvopløselige tråde og de skal derfor ikke fjernes. Typisk vil der i hver ende af såret være en knude, som fjernes i forbindelse med dit opfølgende besøg i Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, Klinik 7046/56, Opgang 7, 5. etage. Hvis du ikke har et opfølgende besøg i afdelingen, kan knuderne fjernes hos din egen læge ca. 10 dage efter operationen.

Hvad kan jeg gøre for at mit ar bliver pænest muligt? 

Du skal beskytte arret mod solen, så længe det er rødt, hvilket det kan være op til et år efter operationen.

Dette kan gøres på flere måder:

  • Dække arret med tøj 
  • Dække arret med et plaster 
  • Bruge en solcreme med minimum faktor 15
  • Sætte kirurgisk plaster på arret i ca. tre måneder og skift det ca. en gang om ugen. Plastret kan købes på Apoteket.

Undgå at ryge eller bruge nikotinplaster / nikotintyggegummi, da det hæmmer sårhelingen.

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden