Pleje af barn med stomi

Heri findes en beskrivelse af, hvordan du plejer og passer dit barns stomi.

Vejledning til forældre

I det følgende finder du en beskrivelse af, hvordan du plejer og passer dit barns stomi.

POSE OG PLADE

Der findes 2-dels og 1-dels stomiposer: De 2-delte består af en seperat plade, som sættes på huden og en pose, der sættes på pladen. De 1-delte består af en pose med fastsiddende plade.

Hvad skal jeg bruge, når jeg skifter pose/ plade?

Vaskefad/vandhane, vattamponer/gazestykker, vatpinde, blødt håndklæde, stomiposer/plade, skabelon, kuglepen, saks, pose til affald og evt. ”remove” produkt.
Det er en god ide altid at have en pose klar og klippet til, inden du går igang med at skifte.

Hvor ofte skal posen/pladen skiftes?

Du skal skifte pladen, når den har løsnet sig omkring stomien.
Et-dels systemet (posen og pladen er et stykke): skal skiftes 1 x dagligt ( kan godt sidde 2 dage ved tyktarms stomi).
To-dels system: kan pladen sidde i 2 dage. Huden har godt af at blive luftet.

Hvordan fjernes posen/pladen?

Du fjerner pose/plade mest skånsomt ved at holde igen på huden med fingrene. Brug helst ”remove” serviet (eller spray til større børn) til at løsne med, da man så ikke behøver at trække så meget i huden. Alternativt kan man bruge fugtet vat.

Hvordan rengøres huden omkring stomien?

Du skal vaske huden med lunkent vand: brug  bløde gazeklude eller vat. Brug aldrig sæbe eller produkter med opløsningsmiddel, da det skader huden.

Hvad gør jeg ved evt. klæberester på huden?

Det er bedst at lade  klæberester sidde – frem for at gnubbe på huden, oftest kommer de dog også af ved at bruge et ”remove” produkt.

Hvordan sættes posen/pladen på?

Det er vigtig at huden er ren og tør, inden posen/ pladen sættes på.
Pladen sættes bedst på, hvis den er opvarmet, inden den sættes på huden. Du kan opvarme den mellem dine håndflader, under en lampe, eller placere den på din mave, mens du skifter dit barn. Posen sættes på med åbningen ud mod siden, så den nemt kan tømmes. Masser pladen fast med et lille tryk med fingrene, specielt inde omkring stomien.

Hvordan tilpasses hullet i stomipladen?

Brug skabelonen som du først klipper til og måler med, og herefter overfører med kuglepen på pladen (husk at åbningen skal vende ud mod siden). Kontroller den jævnligt, da stomien kan ændre sig i størrelsen.

Hvad kan jeg gøre, hvis stomipladen løsner sig for hurtigt?

Husk: tør hud og opvarmet plade. Ellers er der flere muligheder afhængigt af, hvor pladen løsner sig, og du opfordres til at tage kontakt til Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje (4271).

Hvor tit skal posen tømmes?

Efter behov, men skal tømmes mindst 1 gang om dagen. Det kan også være nødvendigt blot at lukke luft ud, da en stor og spændt pose nemmere løsner sig.

Hvad tømmes posens indhold ud i?

Det nemmeste er at tømme posen ud i bleen, men du kan også bruge en plasticpose, skål eller lignende. Det er vigtigt at tørre åbningen godt efter tømning, da det ellers kommer til at lugte.

Hvad gør jeg med brugt stomimateriale?

Det samles i en plasticpose og smides ud som almindeligt affald lige som bleer.

HUDEN

Hvad gør jeg, hvis huden bliver meget rød og irriteret?

Du skal prøve at lade huden lufttørre så længe som muligt, sæt evt. en fugtet vattampon i stomihullet. Hvis problemet skyldes, at der kommer afføring under stomipladen, kan det skyldes, at hullet ikke passer, oftest er hullet for lille. Hvis ikke det er pga. afføring på huden, kan det skyldes, at det er en reaktion på plade materialet, og du skal henvende dig til Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje for at finde en ny plade.
 
Hvis der er hudløse og væskende partier under pladen, kontakt Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje.

Hvad gør jeg, hvis stomien bløder?

Stomien kan – og må godt - bløde en lille smule i forbindelse med vask og tømning. En kraftig blødning kan standses med koldt vand på en klud og tryk i et par minutter. Henvend dig altid til Sengeafsnit for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje, hvis blødningen ikke standser.

Hvad gør jeg, hvis stomien falder ud (prolaps)?

Det er oftest ikke farligt. Hold øje med, at der stadig kommer afføring ud. Ring til Sengeafsnit for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje (4053) og få råd og vejledning.

Hvad gør jeg hvis stomien falder ind (retraktion)?

Det er heller ikke farligt, men det kan være svært at få pladen til at sidde godt fast. Ring til Sengeafsnit for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje.

AFFØRING

Hvad gør jeg, hvis afføringen ændrer sig?

Afføringen vil ændre sig ligesom hos børn uden stomi. Den kan blive tykkere og tyndere,  ændre farve og udseende i det hele taget. Det du skal reagere på er:

  • hvis afføringen bliver vandtynd og evt .kommer i større mængder
  • hvis afføringen udebliver. Så skal du ringe til Børnekirurgisk Afdeling.

DAGLIGDAGEN

Skal jeg tage posen af, når barnet skal i bad?

Barnet kan komme i bad både med og uden pose. Posen vil nogle gange løsne sig i badet, så tøm den inden. Kom ikke olie i badet, da det så kan være vanskeligt at få en ny plade til at sidde fast.

Kan barnet komme i svømmehallen?

Ja - men det kræver en speciel lille pose/plade, som kun findes i få størrelser. Tal med sygeplejersken i Klinik for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme i Mave, Tarm og Urinveje om dette.

Kan barnet komme i vuggestue/børnehave?

Ja – men det skal aftales med kommunen, da barnet herved har nogle ekstra behov, som skal opfyldes .

Redaktør