I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med behandling og undersøgelse af din øjensygdom.
Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.
Hvad er Plaquenil?
Plaquenil (hydroxychloroquin) er et lægemiddel, der primært anvendes til at behandle en række inflammatoriske sygdomme i særligt led, bindevæv og hud.
Plaquenil er et velkendt og effektivt lægemiddel, der generelt er sikkert at tage. Der er dog risiko for bivirkninger. Risikoen øges ved højdosis behandling, nedsat nyrefunktion og/eller samtidig indtagelse af lægemidlet Tamoxifen, der primært anvendes ved brystkræft.
Risiko for nethindesygdom ved behandling med Plaquenil
Plaquenil kan ved længere tids brug medføre nethindesygdom. Nethinden er det lysfølsomme lag på indersiden af øjet. Centrum af nethinden betegnes den gule plet og er ansvarlig for det skarpe læsesyn.
Ved længere tids anvendelse kan Plaquenil medføre påvirkning af det skarpe læsesyn. Ofte vil man ved en fotografisk undersøgelse af den gule plet kunne identificere forandringer, før der kommer påvirket synsfunktion. Risikoen for nethindesygdom er lav, men hvis der kommer påvirket nethindefunktion, vil det være irreversibelt. Det er derfor vigtigt at blive undersøgt, så man kan ophøre med Plaquenil, hvis der er tegn på nethindesygdom.
Screening for nethindesygdom
For at kunne identificere eventuelle forandringer i nethinden anbefaler vi, at man enten får lavet en øjenundersøgelse før man påbegynder behandling med Plaquenil eller inden for de første måneder, efter man har påbegyndt behandling med Plaquenil.
Risikoen for at udvikle nethindesygdom er meget lav i løbet af de første 5 år med Plaquenil i standarddoser. Derfor anbefaler vi som hovedregel, at man først gentager øjenundersøgelsen efter 5 års behandling og herefter årligt.
Hvis der allerede ved den første undersøgelse findes eksisterende nethindesygdom, der besværliggør identifikation af nye forandringer eller hvis der er andre forhold, der kan medføre øget risiko for nethindesygdom, så vil vi oftest anbefale årlig øjenundersøgelse under hele behandlingsforløbet med Plaquenil.
Efter ophør med Plaquenil vil der som hovedregel ikke være behov for øjenundersøgelse.
Forløb ved behandling med Plaquenil
Hvis der planlægges opstart af behandling med Plaquenil, eller hvis du i forvejen er i behandling med Plaquenil, vil du blive henvist til undersøgelse i Afdeling for Øjensygdomme.
I Afdeling for Øjensygdomme vil du på begge øjne få målt dit syn, få taget fotos, scanninger af den gule plet i nethinden og evt. en synsfeltsundersøgelse.
Efterfølgende vil en øjenlæge kigge undersøgelserne igennem og sende et brev med resultatet.
Hvis der ikke er tegn på nethindesygdom som følge af Plaquenil, vil du kunne fortsætte med at tage Plaquenil. Hvis der er tvivl, vil du blive indkaldt til supplerende undersøgelser.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål om nethindesygdom og behandling med Plaquenil, er du velkommen til at kontakte Afdeling for Øjensygdomme. Se kontakt sidst i denne patientinformation.
Hvis du har andre spørgsmål vedrørende din grundsygdom og Plaquenil, så beder vi dig rette henvendelse til den relevante afdeling.