Gå til hovedindhold

Plaquebehandling

Øjenplaque er en skålformet sølvplade, som syes fast på øjet ved én operation og fjernes efter et nærmere bestemt antal dage ved en anden operation.

Operation med radioaktiv øjenplaque
- brachyterapi

Brachyterapi er lokal strålebehandling med anvendelse af en lille radioaktiv sølvplade også kaldet en øjenplaque. Øjenplaquen er radioaktiv på indersiden, og kan ved radioaktivitet ødelægge sygt væv i øjet. Radioaktivitet virker langsomt, men er meget effektivt til at behandle særlige øjensygdomme. Strålebehandling er en destruktiv behandling, hvis primære formål er at bevare øjet. Man kan ikke forudsige, hvor meget synet bliver påvirket af behandlingen.

Figur 1.
Kilde: Afdeling for Øjensygdomme

En øjenplaque er en skålformet sølvplade, som vist på billedet (Figur 1). Øjenplaquen syes fast på øjet ved én operation og fjernes efter et nærmere bestemt antal dage ved en anden operation. Strålebehandlingen er afsluttet når øjenplaquen er fjernet fra øjet.

Selve behandlingen består af to operationer, som oftest begge foretages i fuld bedøvelse:

Operation nr. 1, indoperation af øjenplaquen

Ved operation nr. 1 syes øjenplaquen fast til ydersiden af øjet ud for det område, der ønskes behandlet. Operationen tager 1-2 timer. Efter operationen vil øjet være rødt og hævet. Oftest vil øjenplaquen være dækket af øjenslimhinden og dermed ikke synlig.

Du vil være indlagt indtil dagen efter den første operation. Her vil du blive tilset på Klinik for Øjensygdomme og blive informeret om forholdsregler, behandling med øjendråber samt plan for udtagelse af øjenplaquen. Tidspunkt og sted for plaqueudtagelse fremgår af et plaquekort, som du skal opbevare på dig indtil øjenplaquen er fjernet igen.

Operation nr. 2, fjernelse af øjenplaquen

Øjenplaquen fjernes ved operation nr. 2, som oftest vil foregå på Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet-Glostrup. Denne operation tager oftest 10-15 min. Når du vågner efter operationen, kan du tage hjem.

Det er vigtigt, at du følger planen for udtagelse af øjenplaquen, så den kan blive udtaget til den beregnede tid. Øjet kan tage stor skade, hvis strålebehandlingen varer længere end planlagt.

Forberedelse til operation

Operationen foregår i fuld bedøvelse. For at gennemføre dette mest sikkert, skal du inden operationen have optaget journal og tale med en narkoselæge.

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du som hovedregel holde pause med denne i det angivne antal døgn før operationen:

  • Magnyl (Acetylsalicylsyre): 5 døgn
  • Fiskeolie: 7 døgn
  • Plavix (Clopidogrel): 1 døgn
  • NOAK (Eliquis, Lixiana, Xareto, Pradaxa): 1 døgn
  •  Marevan og Marcoumar: Aftales med øjenlægen

Narkoselægen informerer om forholdsregler i forhold til faste.

På operationsdagen

Undgå at bruge creme eller makeup i ansigtet.

På operationsstuen har du mulighed for at tale med øjenlægen, inden du bliver bedøvet. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsafsnittet eller direkte til sengeafsnittet.

Efter hver operation vil du vågne op med en forbinding over øjet. Den skal forblive på til dagen efter. Det kan være, at dit øjenlåg er hævet og lettere misfarvet, og det kan være svært at åbne øjet. Normalt siver der lidt blod fra øjet de første dage efter operationen.

Efter operationen

Efter hver operation og den følgende nat kan der godt være lette til moderate smerter fra det opererede øje. Øjet vil være rødt og irriteret. Det kan føles, som om der er grus i øjet og i efterforløbet kan øjet føles tørt. Det er normalt, at generne er mere udtalte efter den anden operation.

Dagen efter hver operation kan du fjerne øjenklappen og dryppe øjet med øjendråber. Som hovedregel skal der anvendes øjendråbe Spersadex, 1 dråbe, 4 gange dagligt i 4 uger i alt.

Svømmehal, havbad, spabad og lign. skal undgås indtil øjet er helt blegt igen. Hvis synet er godt på det andet øje, må du gerne køre bil, når du har vænnet dig til det nye syn.

Opfølgning

Vi tilbyder opfølgning i vores klinik i forløbet efter operationerne. Hvis øjet er generet efter de 4 ugers behandling med øjendråbe Spersadex, vil det oftest hjælpe at dryppe øjet med kunstige tårer, som fås i håndkøb på apoteket.

Særlige strålehygiejniske forhold

Øjenplaquen er radioaktiv. Den udsender beta-stråler, som kun virker over meget korte afstande. Den er primært radioaktiv på indersiden, men den er også let radioaktiv på ydersiden. Du kan godt røre dine øjenlåg i forbindelse med morgentoilette og øjendrypning, men du skal undgå at røre dit øje.

Hvis øjenplaquen er synlig, skal øjenlåget være lukket evt. med tape og du skal bære et skjold uden på øjet, indtil øjenplaquen er fjernet igen. På denne måde vil du ikke være til fare for dine omgivelser. Du kan derfor godt kramme med dine nære og sove tæt på din partner.

Ved udskrivelse fra den første operation får du udleveret et plaquekort, som du hele tiden skal bære på dig. Når øjenplaquen er fjernet, udsender du ikke radioaktivitet og du skal ikke længere bære plaquekortet på dig eller overholde særlige forholdsregler for at beskytte dine omgivelser.

Virkning og bivirkninger af strålebehandling

Fordelen ved brachyterapi er, at der gives en lokaliseret strålebehandling, der til gengæld er meget kraftig. Strålebehandlingen virker ved at ødelægge DNA-strengene i cellerne. Det slår i sig selv ikke cellerne ihjel, men når tumorcellerne forsøger at dele sig, vil de i stedet gå til grunde.

Populært sagt kan man sige, at en tumor der er vokset hurtigt, også forsvinder hurtigt. Det er derfor helt normalt, at en strålebehandlet tumor er lang tid om at forsvinde, og det er også normalt, at den ikke forsvinder helt. En lille resttumor vil ofte repræsentere bindevæv i tumoren, hvilket ikke er farligt.

Radioaktiviteten skelner ikke mellem raskt og sygt væv. Det raske væv, der sidder omkring en tumor, vil derfor også blive påvirket af strålebehandlingen. Men da cellerne i øjet normalt ikke deler sig, vil virkningen indtræde langsomt og ofte afhænge af, hvor øjenplaquen placeres.

Hvis den sidder tæt på synsnerven eller den gule plet, kan synet blive kraftigt nedsat. Hvis den sidder perifert i nethinden, vil den give en mørk plet i synsfeltet. Hvis den sidder på den forreste del af øjet, kan der komme regnbuehinde-betændelse, grå stær eller svær tørhed af øjet.

Formålet med behandlingen er at strålebehandle det syge væv og dermed bevare øjet. Derudover vil vi forsøge at bevare så meget syn på øjet, som det er muligt. Det er dog ikke altid muligt at forudsige, hvor meget synet bliver påvirket af behandlingen.

Venlig hilsen
Personalet i Afdeling for Øjensygdomme

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden