Partiel penisamputation

Ved fund af en knude eller forandringer på penis, kan det være nødvendigt at operere væk. Heri findes information om operationen.

Delvis fjernelse af penis.

Hvorfor skal der opereres?

Der er fundet en knude eller forandringer på din penis, som det er nødvendigt at operere væk.

Inden operationen

Du skal møde på Urinvejskirurgi, klinik 2111 hverdagen før du skal opereres. Her vil du blive modtaget af en læge og sygeplejerske, som vil gennemgå operationsforløbet med dig, og vil kunne besvare eventuelle spørgsmål.

Under indlæggelsessamtalen, skal du:

  • have optaget journal af en læge, som vil informere nærmere om operationen
  • have målt blodtryk, puls og temperatur
  • have taget blodprøver
  • have taget mål til støttestrømper
  • aflevere en urinprøve.
  • oplæres i smertebeskrivelse (scoring fra 0-10)
  • eventuelt have taget røntgenbillede af lungerne og hjertekardiogram (EKG)
  • eventuelt tale med narkoselægen
  • have taget stilling til om du er indstillet på blodtransfusion, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hårfjerning

Du skal fjerne hårene fra underkanten af navlen, kønsbehåringen samt behåring i lysken med en elektrisk barbermaskine eller trimmer. Hvis du ikke har en derhjemme, kan du låne en på afsnittet. Det er vigtigt, at der ikke er hår, der hvor du skal opereres. Du vil blive instrueret i, hvor du skal fjerne hår.

Faste og tørste

Du skal faste før operationen. For at mindske risikoen for opkastning under bedøvelsen, er det vigtigt at mavesækken er tom. Du skal faste 6 timer før operationen, det vil sige, at du ikke må spise fast føde eller spise/drikke mælkeprodukter i 6 timer inden bedøvelsen. Du må heller ikke indtage pastiller, bolsjer eller tyggegummi.

Du må drikke klare væsker (vand, saft, the eller kaffe uden mælk) indtil 2 timer før operationen, og du kan med fordel drikke 1-2 glas saft 2 timer før operationen.

Operationsdagen

Forberedelser hjemme

Inden du møder på hospitalet, skal du:

  • kl. 06 tage den smertestillende medicin, du har fået udleveret fra afsnittet (med mindre andet er aftalt). Du skal gerne indtage 2 glas sød saft i forbindelse med at du tager medicinen.
  • børste tænder og tage brusebad hjemmefra, anvend vand og hudvenlig sæbe, således at huden fremstår ren - husk grundig rengøring af navleområdet. Hudcremer, makeup og neglelak skal undgås på operationsdagen.
  • møde på sengeafsnittet kl. 07.00 med mindre andet er aftalt.

Klargøring til operation (på afsnittet)

Personalet viser dig til rette i afsnittet Inden du bliver kørt til operation, skal du:

  • have identifikationsarmbånd på
  • tage rent operationstøj samt støttestrømper på
  • have målt temperatur, puls, blodtryk
  • vejes på afsnittets vægt
  • have låst dine værdigenstande inde i skabet på stuen, og aflevere nøglen til personalet. Du må ikke bære smykker eller ur under operationen.

Du må gerne beholde eventuelle briller, høreapparat og tandprotese

På operationsstuen

Du bliver hentet af en portør og kørt til operation. På operationsstuen får du inden bedøvelsen lagt et drop. I denne gives bedøvende medicin og væske under indgrebet. Operationen varer cirka 2-3 timer

Efter operationen

Du bliver kørt til opvågningsafsnittet, hvor du bliver, indtil du er helt vågen og velbefindende. Det er muligt at modtage besøg, men kun kort og efter aftale med personalet i opvågningsafsnittet.

I forbindelse med operationen har du fået forskellige ”slanger” med hver deres funktion:

  • et drop, hvor væske og medicin kan gives direkte i blodbanen
  • en iltslange i næsen, for at sikre at iltindholdet i blodet er tilstrækkeligt
  • et kateter (en plasticslange) i urinrøret, hvor igennem urin fra blæren løber ud i en pose, som du skal beholde i ca. 14 dage
  • din penis vil være forbundet med gaze. Plejepersonalet på afsnittet vil tilse forbindingen jævnligt, for at kontrollere, at der ikke er nogen blødning

Smerter

Du vil opleve lette smerter efter operationen som almindelig håndkøbsmedicin vil kunne afhjælpe. Det er vigtigt, du gør opmærksom på, hvis smertebehandlingen ikke fungerer.

Ernæring

Du må spise og drikke frit efter operationen. Du skal være opmærksom på, at din krop har brug for en proteinrig kost efter oprationen. Proteiner findes især i kød, fisk, mælkeprodukter, æg og nødder. Protein er vigtig for kroppen, da det fremmer heling af væv og genopbygger muskler.

Aktivitet

Det er væsentligt at komme hurtigt ud af sengen efter operationen, gerne samme aften du er opereret, for at forebygge blodpropper, få gang i maven, bedre vejrtrækning samt bedre din almene tilstand.

Rygning og alkohol

Tobaksrygning må generelt frarådes, og du bør undlade at indtage alkohol 4 uger før operationen. Herved reducerer du risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen. Læs mere om rygning, alkohol og operation i Sundhedsstyrelsens pjecer.

Udskrivelse

Du kan forvente at blive udskrevet en dag eller to efter operationen. Såret er som regel syet med tråde, der opløses af sig selv. Hvis andet er tilfældet, vil du blive informeret herom.

Cirka 14 dage efter operationen skal du komme til kontrol i vores klinik, hvor du vil få svar på hvad, der er blevet fjernet samt have fjernet kateteret.

Levevis efter operationen

Når du er i bad skal du blot skylle såret med håndbruseren. Svømmehal, karbad og havbad skal undgås indtil såret er helet pga. infektionsrisiko.

Hvis du får feber eller såret bliver rødt og varmt, er det vigtigt, at du kontakter afsnittet. 

Du vil kunne genoptage arbejde efter et par dage. Du skal være seksuelt afholdende i seks uger efter operationen, eller indtil såret er helet helt op.

At blive opereret på sin penis, kan have stor betydning for ens selvopfattelse, derfor er det muligt at blive henvist til samtale/rådgivning i Urinvejskirurgi, klinik 2111 ved specialuddannet sygeplejerske eller hos Sexologisk Klinik.

Online mødested Cancerforum

Du kan møde andre med peniskræft på Kræftens Bekæmpelses online mødested Cancerforum. Her kan du anonymt dele tanker eller udveksleerfaringer om f.eks. levevis efter en operation og en kræftsygdom med mennesker, som er en lignende situation som dig. Gruppen findes på: www.cancerforum.dk/grupper/kraeftsygdomme/peniskraeft

 

I tilfælde af smerter, hævelse, rødme, temperaturforhøjelse eller andre problemer, eller hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Redaktør