PET-MR-skanning (18F-FDG)

En PET-MR-skanning kombinerer to typer skanninger for at fremstille meget detaljerede billeder af kroppens celler og væv.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en PET-MR-skanning med et radioaktivt sporstof (18F-Fluor-Deoxy-glukose). En PET-MR-skanning kombinerer to typer skanninger for at fremstille meget detaljerede billeder af kroppens celler og væv. I nogle tilfælde bruger vi også kontraststof for at gøre forskellen mellem blodkar, organer og væv tydeligere. Du er velkommen til at have en pårørende med til undersøgelsen.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 2-3 timer.

Vigtig forberedelse

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise de sidste 4 timer før din aftale. Du må dog gerne drikke vand.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes, gælder særlige forholdsregler.

Forholdsregler, hvis du har diabetes

Hvis du har diabetes, skal du:

  • faste i 4 timer før undersøgelsen
  • tage dine vanlige tabletter mod diabetes, som du plejer
  • tage din vanlige dosis insulin, før du begynder at faste. Du må ikke tage ekstra insulin, mens du faster
  • fortsætte med din basalinsulin, mens du faster, hvis du bruger insulinpumpe.

Giv besked, hvis du har metal i kroppen

Genstande af metal må ikke komme i en MR-skanner på grund af dens kraftige magnetfelt. Vær opmærksom, hvis du fx har:

  • metalklips i hjernen
  • pacemaker (bemærk, at der kan sidde metal tilbage, selv om din pacemaker er fjernet)
  • stent
  • indopererede hjælpemidler som fx øreimplantat og insulinpumpe
  • kunstige lukkemuskler
  • metalsplinter i øjne/krop
  • elektroniske stimulatorer
  • tandprotese med magnetiske tryklåse.

Du skal kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig, hvis noget af dette er relevant for dig, og I ikke allerede har talt om det. Hvis du er i tvivl om, om du har metal i kroppen, som påvirker skanningen, så sig det også til os ved undersøgelsen.

Hav ikke løse metalgenstande på dig til MR-skanningen

Du må ikke have genstande på dig, som indeholder metal. Det kan fx være:

  • smykker, ur, hårpynt og piercinger eller lignende
  • tøj med metal fx lynlås og knapper
  • mobiltelefon.

Vi anbefaler, at du lader smykker og andre værdigenstande blive derhjemme, og at du fjerner eventuelle piercinger hjemmefra. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undgå fysisk anstrengelse

Du må ikke anstrenge dig fysisk på dagen for undersøgelsen, da det kan påvirke resultatet.

Kontakt os, hvis du er gravid, ammer eller er opereret for nyligt

Hvis du er eller kan være gravid eller ammer, eller hvis du er blevet opereret indenfor de seneste 6 uger, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du lider af klaustrofobi

Hvis du lider af klaustrofobi, må du meget gerne kontakte os. Vi kan hjælpe dig med at forberede dig på undersøgelsen.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi giver dig sporstoffet i en blodåre i din arm. Herefter skal du hvile dig i 50 minutter i et roligt rum med dæmpet belysning, mens sporstoffet fordeler sig i kroppen. Inden vi skanner dig, skal du gå på toilettet og tømme blæren. Vi hjælper dig til rette på det leje, som kører dig på plads i MR-skanneren. Vi udleverer ørepropper, da skanneren støjer en del, når vi tager billeder.

Du skal ligge helt stille på ryggen under skanningen, så billederne bliver skarpe. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden. Når du ligger i skanneren, sprøjter vi eventuelt også kontraststof ind i din arm. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen.

Skanningen varer cirka 1 time

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’FDG-PET-skanning’ og ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør