Du har fået tilbudt behandling med osimertinib. I denne pjece kan du læse om, hvordan behandlingen foregår, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med behandlingen, og om hvilke bivirkninger, du kan opleve.
Kort om behandlingen
Osimertinib er en medicinsk behandling, som hæmmer kræftcellerne i at dele sig. Det er såkaldt målrettet behandling, som er udviklet til den type lungekræft, som du har. Formålet med behandlingen er at lindre dine eventuelle symptomer. I nogle tilfælde kan den få sygdommen til at svinde i kortere eller længere tid. Osimertinib er en tabletbehandling som tages 1 gange dagligt. Hver 3. måned vil du blive scannet, komme til svar hos lægen og få udleveret osimertinib-tabletter til de næste 3 måneder. Du skal regne med at hvert besøg i klinikken tager et par timer.
Den første måned af behandlingen, vil du komme til kontrol hos lægen hver 14. dag. Der er ikke nogen tidsbegrænsning på, hvor længe osimertinib kan gives og behandlingen vil derfor fortsætte så længe der er effekt på din sygdom. Behandlingen afbrydes dog, hvis du ønsker det eller hvis der er for mange bivirkninger. Beslutningen om at stoppe behandling tager du i samråd med din læge i klinikken.
Før start af behandling
Husk at få taget blodprøver inden behandlingen
Du skal have taget blodprøver før hver behandling. Blodprøverne skal tages på et sygehus i forbindelse med scanningen. Vi kontrollerer blodprøvesvarene for at se, hvordan du tåler behandlingen og sikre at alt er, som det skal være for, at du kan fortsætte.
Forholdsregler ved tablet osimertinib
Må medicinen deles eller knuses?
Nej, tabletten bør synkes hel. Hvis du har svært ved at synke tabletten, kan den opløses i ca. 1 dl vand (uden brus). Rør rundt uden at knuse tabletten. Efter et kvarter vil tabletten være opløst. Drik nu indholdet og skyl evt. glasset efter med lidt vand for at få alt med.
Hvordan skal medicinen tages?
Osimertinib synkes med et glas vand.
Mad og drikke
Du må spise og drikke, som du plejer.
Hvornår skal medicinen tages?
Vi anbefaler, at du tager tabletterne på nogenlunde samme tidspunkt hver dag.
Opbevaring af medicinen
Opbevares utilgængeligt for børn.
Hvis du glemmer at tage en dosis eller kaster op
Hvis du glemmer en dosis eller kaster op, skal du ikke tage en ny dosis, men tage næste dosis som planlagt.
Hvis du tager for stor en dosis
Kontakt straks klinikken, hvis du har taget mere medicin, end lægen har foreskrevet.
Bivirkninger af behandlingen
Du kan få en række bivirkninger ved behandlingen. Det er de færreste, der får alle bivirkningerne. Og det er ikke alle, der er lige alvorlige. Det er vigtigt, at du fortæller os om dine bivirkninger. Nogle bivirkninger kan vi behandle eller lindre og nogle kan vi forebygge udvikler sig til permanente gener. Opstår der svære eller uacceptable bivirkninger, vil lægen enten udsætte din behandling, ordinere en nedsat dosis eller helt stoppe den.
De fleste patienter oplever følgende bivirkninger:
- Mangel på appetit, kvalme og evt. opkastning. Kvalme og opkastninger kan forekomme, og du får kvalmestillende medicin. Sig til, hvis den medicin, du får, ikke hjælper tilstrækkeligt.
- Træthed. Kræftrelateret træthed (fatigue) kan forekomme. Her kan du undersøge hvilke aktiviteter, der giver dig energi og forsøge at undgå dem, der gør dig mere udmattet.
Mange patienter oplever følgende bivirkninger:
- Hududslæt. Det kan være et begrænset område af kroppen eller mere udbredt. Udslættet kan i nogle tilfælde minde om bumser(acne). Klinikkens personale vil rådgive dig om lindrende behandling af hududslæt.
- Diarré. Nogle patienter oplever problemer med diarré. Det kan evt. afhjælpes med loperamid(Imodium), som du vil få udleveret på afdelingen. Husk rigelig væskeindtagelse.
- Nedsat lyst og evne til seksuelt samvær. Kemoterapien kan påvirke lysten til seksuelt samvær. Derudover kan kvinder opleve tørhed i skeden og mænd kan få rejsningsproblemer.
Nogen oplever følgende sjældne, men alvorlige bivirkninger
- Påvirkning af knoglemarven. Knoglemarven påvirkes af kemoterapi, derfor kontrollerer vi dine blodprøver før hver behandling. Det kan bl.a. vise sig ved træthed, svimmelhed, åndenød, hjertebanken, feber, blødning eller rød og blå mærker i huden.
Hvis du vil vide mere, kan du finde information på min.medicin.dk.
Når du kommer hjem/er hjemme igen
Vigtigt! Kontakt os straks ved disse symptomer
- Feber over 38,5 eller over 38,0 i 2 målinger inden for 2 timer
- Betændelse i og omkring en talgkirtel(acne)
- Øjenbetændelse (sviende, røde og/eller ”klistrede” øjne når du vågner om morgenen
- Hududslæt med sårdannelse
- Diarré
Vi anbefaler, at du bruger termometer til endetarmen.
Bruger du et termometer til munden, skal du tillægge 0,5 grad til den målte temperatur.
Brug prævention
Du kan godt have samleje, mens du er i behandling. Mængden af kemoterapi, der udskilles gennem sæd eller skedens slimhinder er så lille, at det ikke skader din partner. Kemoterapi kan skade et foster i 1. trimester, så I skal bruge et sikkert svangerskabsforebyggende middel som P-piller eller spiral under behandlingen og seks måneder efter.
Behandlingen kan påvirke din fertilitet
Behandlingen kan påvirke din evne til at få børn. Hvis du og din partner ønsker at få børn, bør du derfor overveje at få nedfrosset sæd, æg eller æggestok, inden behandlingen går i gang. Lægen kan fortælle mere om dine muligheder og kan evt. henvise dig til fertilitetsrådgivning.
Mere viden
Du kan læse mere om medicinsk behandling af kræft og en få mere indgående beskrivelse af de enkelte bivirkninger og hvordan de kan afhjælpes i hæftet ”Medicinsk kræftbehandling”. Du får hæftet udleveret af sygeplejersken.
Du kan læse mere om osimertinib samt bivirkningerne på min.medicin.dk og www.cancer.dk.