Denne vejledning er til dig, der skal have foretaget operation på vulva på grund af celleforandringer.
Det er vigtigt, at du læser denne vejledning grundigt igennem både før og efter indgrebet.
Hvad fejler jeg?
De udvendige kønsorganer består af de store og små kønslæber, klitoris, skedeåbningen og mellemkødet. På fagsprog kalder man området for vulva. Vævsprøver har vist, at du har celleforandringer i et område på vulva, og at der bør foretages en operation.
Før indgrebet
Hvis du tager fiskeolie, skal du holde pause i 14 dage, da det virker blodfortyndende.
Skal jeg faste?
Du skal møde fastende, hvilket betyder, at du må spise og drikke som vanligt indtil 6 timer før mødetidspunktet.
Du må drikke vand og saft indtil 2 timer før mødetidspunktet.
Hvad skal jeg forberede hjemmefra inden operationen?
- Du skal gå i bad og tage rent tøj på om morgenen inden indgrebet.
- Lad ur og smykker blive hjemme.
- Du skal fjerne evt. neglelak og piercinger, inden du møder til indgrebet.
- Husk at lave en aftale med en pårørende, som kan hente dig, så snart personalet vurderer, at du er klar til udskrivelse
Aftenen før operationen
Mødetid:
Efter kl 17 kan du ringe til den afdeling, hvor du skal indlægges og få oplyst mødetid på operationdagen.
Sengeafsnit 5031: Tlf: 35 45 50 31
Sengeafsnit 5032: Tlf:. 35 45 50 32.
På operationsdagen
På operationsdagen skal du møde på vores sengeafsnit, som beskrevet i det indkaldelsesbrev, du har fået.
Der kan være ventetid på grund af ændringer i operationsprogrammet. Vi anbefaler derfor, at du tager læsestof, musik mv. med til ventetiden.
Du må ikke selv køre bil i 24 timer efter bedøvelsen og operationen.
Selve indgrebet
Sygeplejersken i opvågningen hjælper dig med at blive klar. Indgrebet foregår i fuld bedøvelse (narkose). Vi måler puls, blodtryk og iltmætning under forløbet, og der er en person fra narkoseafdelingen hos dig under indgrebet.
Hvor meget væv, der fjernes, afhænger af hvor udbredt din sygdom er. Såret syes sammen med selvopløselige tråde, som forsvinder efter 2-3 uger. Behandlingen varer cirka en halv time. Væv, der fjernes under operationen, bliver mikroskopisk undersøgt. Svaret foreligger efter 2-3 uger.
Inden du bliver udskrevet, aftales det hvornår og hvordan du får svar på undersøgelsen.
Udskrivning
Efter cirka en time vil du være klar til at blive udskrevet.
Gode råd
- Der kan komme smerter og / eller svie, når du lader vandet.
- Efter toiletbesøg kan du skylle området med rent vand og duppe tørt.
- Sårene heler op i løbet af to til tre uger. I ophelingsfasen skal sårene holdes rene og tørre.
- Efter brusebad kan du forsigtigt duppe sårene tørre med et rent håndklæde eller eventuelt tørre med en hårtørrer.
- Vi anbefaler, at du benytter løstsiddende tøj.
For yderligere information kan du kontakte sygeplejersketelefonen alle hverdage mellem kl. 14.30 - 15.30 på tlf. 35 45 81 81.
Har du spørgsmål til operationsdatoen kan du kontakte gynækologisk visitation alle hverdage mellem kl. 08.30 - 12.00 på tlf. 35 45 84 66.