Du er nu klar til at komme hjem, og vi vil med denne pjece give dig og din familie nogle gode råd efter din operation. I kan sammen læse den igennem, og hvis I har spørgsmål, må I endelig kontakte sygeplejersken.
Smerter
Du kan opleve at have ondt og være øm i og omkring operationssåret. Det kan vare helt op til nogle uger efter operationen, men smerterne bør blive mindre og mindre.
Vi anbefaler følgende smertelindring:
------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------
Operationssåret
Huden begynder at hele op i løbet af det første døgn efter operationen. I sjældne tilfælde kan der komme infektion i såret, og derfor skal du og dine forældre hver dag se til dit sår. Det kan forventes at huden omkring såret bliver misfarvet, svarende til et blåt mærke og der kan forekomme hævelse.
Vær opmærksom på:
- Dine tråde opløser sig selv.
- Du skal have fjernet trådene hos din egen læge d. _____________
- Du skal have fjernet trådene i vores klinik i afsnit 4271 d. _______
- Du skal have fjernet trådene i vores daghospital i afsnit 4053 d. _______
Plastre
Du har plaster over operationssåret. Plasteret skal sidde i 24 timer. Kan evt. sidde op til 3 dage, hvis det er synligt rent. Hvis såret ikke er tørt når plasteret fjernes, skal der et nyt plaster på. Dette skal skiftes indtil såret er tørt. Under plasteret har du som regel små hvide plastre, disse skal sidde til de selv falder af.
Bad
Det er vigtigt at holde såret og huden omkring ren og fri for sæberester.
Du må komme i brusebad efter 24 timer. Bruger du ble vaskes du som vanligt ved bleskift. Du må først komme i karbad, svømmehal og havvand efter 10-14 dage, pga. øget risiko for at trådene opløses før tid og pga. infektionsrisiko.
Når du opholder dig i solen, anbefaler vi, at du og dine forældre dækker såret og senere arret til med tøj eller plaster for at undgå, at såret bliver forbrændt. Huden omkring såret er meget sart det første ½ år.
Bevæg dig
Det er vigtigt, at du kommer op og bevæger dig eller leger hver dag, når du kommer hjem. Legene må helst ikke blive for vilde, for så kan du få mere ondt i såret. Du kan bevæge dig mere og mere som tiden går.
Spis varieret
Vi anbefaler, at dine forældre giver dig en almindelig varieret kost bestående af blandt andet frugt og grønt, ris, groft brød, fuldkornspasta, kartofler, kød og fisk. Derudover er det vigtig, at du får rigeligt at drikke. Dette vil også være godt for din mave- og tarmfunktion.
Til forældrene
I kan forvente, at jeres barn vil reagere på indlæggelsen og operationen, når I er kommet hjem. Det er helt naturligt, og børns reaktioner kan være meget forskellige. Lyt til jeres barn og fortsæt med at stille opklarende eller nysgerrige spørgsmål, som hjælper barnet med at få placeret hændelserne i den rette sammenhæng.
Det kan hjælpe, at I fortæller, hvad jeres barn har været igennem til jeres nærmeste netværk og personalet i barnets institution. Nogle børn har brug for at tegne eller lege oplevelserne igennem.
Hvis I udskrives, men barnet stadig har behov for kateter, stomi eller lignende, er det vigtigt, at I får vejledning i at passe og pleje dette, inden I bliver udskrevet. Spørg sygeplejersken. I vil også få vejledning i, hvor diverse remedier kan indkøbes.
Aftaler
- Ingen efterfølgende kontrol
- Du skal møde i vores daghospital på afsnit 4053 d. _____
- Du indkaldes til ambulant kontrol i vores klinik i afsnit 4271 om ca.
_____________________________________ hos:
Læge
______________________________________
Sygeplejerske
______________________________________
Komplikationer
Hvis jeres barn er opereret i afsnittet, og der ikke er aftalt ydeligere kontrol, kan I de første 10 dage efter udskrivelsen henvende jer til afsnittet, hvis I har mistanke om komplikationer, der er relateret til behandlingen, som hvis såret bliver meget rødt, hævet, varmt eller er ømt, dette kan være tegn på infektion. Det samme gælder, hvis du får feber.
Hvis der efter udskrivelsen er aftalt en plan, der medfører genindlæggelse eller ambulant kontrol, kan I så længe, der således er et behandlingsforløb i afsnittet, henvende jer, hvis I skulle have mistanke om, at jeres barn har et symptom, der er relateret til det sygdomsproblem, han/hun følges for.