Gå til hovedindhold

Øjenpleje og mundhygiejne

Supplerende information ifm. specifikke træningsprogrammer.

Øjenpleje

Grundet ansigtslammelsen kan du have svært ved at lukke dit ene øje, og din evne til at blinke og holde øjet fugtigt er måske påvirket. Det kan betyde, at øjet ikke har samme beskyttelse som tidligere, hvorfor der er risiko for irritation, infektion og skade på øjet. Brug gerne solbriller eller øjenklap for at beskytte øjet mod sollys og snavs.

Ved nedsat blinkefunktion, vær da opmærksom på at blinke hyppigere end normalt. Der findes viskøse øjendråber, salve, urglasforbinding og specialproducerede briller, som kan afhjælpe nogle af øjengenerne.

Længere tids irritation, udtørring og evt. infektion kan skade hornhinden, så tal med din læge eller øjenlæge, hvis du oplever udfordringer med øjnene.

Mundhygiejne

En ren mund er vigtig for at undgå gener, svamp og infektion i mundhulen. Ved en ansigtslammelse kan du opleve udfordringer med at holde munden helt ren, da madrester kan gemme sig i kinden uden at du mærker det. Måske kan tungen ikke rense mundhulen for madrester, som den plejer. Skyl derfor gerne munden med vand efter måltiderne og vær ekstra omhyggelig med tandbørstningen.

Hvis du har tendens til at bide dig i kinden, når du spiser, kan du med fordel tygge maden i den raske side. Oplever du, at det er svært at holde mad og væske i munden, kan du støtte med en finger under læben, imens du spiser og drikker. Spis da eventuelt foran et spejl, så du kan følge med i hvordan måltidet forløber.

Tyg gerne tyggegummi for at træne ansigtsmusklerne.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden