Øjenlåg - operation for indadvendt øjenlåg

Indadvendt nedre øjenlåg (entropion) er en tilstand hvor det nedre øjenlåg krænger indad.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din operation. Indholdet er generelt og kan ikke erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.

Baggrund for operationen

Indadvendt øjenlåg (entropien)

Indadvendt nedre øjenlåg (entropion) er en tilstand hvor det nedre øjenlåg krænger indad således at øjenlågets kant og øjenvipper drejer indad og gnider mod øjet.

Tilstanden skyldes oftest en aldersbetinget svaghed i øjenlågets bindevæv som gør, at stabiliteten i øjenlåget svækkes og derved gradvist krænger indad. Indadvendt nedre øjenlåg kan også skyldes arvævsdannelse i øjets slimhinde.

Indadvendt nedre øjenlåg giver ofte symptomer i form af tåreflåd, kronisk irritation, rødme i øjet og tendens til øjenbetændelse og hornhindebetændelse. Hvis tilstanden står på gennem lang tid, kan det give uklarheder i hornhinden.

Tilstanden kan oftest bedres ved en operation, som forgår i lokalbedøvelse.

Ved operationen laves et lille snit i den ydre øjenkrog og ofte også på ydersiden af øjenlåget cirka 5-7 mm under øjenvipperne. Gennem disse åbninger strammes øjenlågets muskler og bindevæv. Snittet i huden lukkes igen med en tynd tråd.

Komplikationer til operationen i form af blødning, infektion og arvævsdannelse og ikke optimalt kosmetisk resultat kan forekomme.

Før operationen

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin (herunder visse kosttilskud/naturmedicin) skal du muligvis holde pause op til operationen. Pausens længde skal du aftale med kirurgen. Hvis du let får blå mærker i huden eller har øget blødningstendens skal du fortælle det til kirurgen.

På selve operationsdagen

Du skal ikke faste og tørste før operationen.
På operationsdagen, skal du vaske dit ansigt grundigt med vand og sæbe. Make-up skal være omhyggeligt afrenset.
Hvis du ønsker det, kan du få en beroligende tablet.

Operationen

Operationen foregår i lokal bedøvelse. Du er altså vågen under operationen. På operationsstuen vil du blive lagt tilrette på lejet. Dit ansigt bliver renset,
operationsområdet optegnes med en tusch og området afdækkes med et sterilt klæde.

Lokalbedøvelse lægges i huden med en tynd nål. Bedøvelsen kan give kortvarig smerte og det vil spænde i huden. Herefter vil du ikke kunne føle smerte i området, men du kan fornemme berøring.

Efter operationen

Efter operationen skal du sidde i ca. ½-1 time i venteværelset med forbindingen og eventuelt isposer på øjenlågene. Forbindingen fjernes oftest før du tager hjem.

Normale gener efter operationen

  • Lette smerter de første dage. Smerterne kan afhjælpes med Paracetamol. Følg anvisningen på pakken.
  • Huden kan være hævet og misfarvet.
  • Irritation og tåreflåd i de første uger.

Blødning

Lidt sivende blødning fra såret er almindelig det første døgn. Hvis det begynder at bløde kraftigt eller ikke stopper ved let tryk på såret, giver smerte, nedsat syn eller dobbeltsyn, skal du øjeblikkelig henvende dig til Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad må du og hvad må du ikke efter operationen

  • Vi anbefaler a du holder dig i ro resten af operationsdagen, og i øvrigt tager den med ro til trådene er fjernet.
  • Den første uge efter operationen, bør du ligge højt med hovedet om natten.
  • Indtil 1 uge efter trådene er fjernet, må du ikke gå i svømmehal eller bade i havet.
  • 2-3 uger efter operationen må du ikke bruge make-up.
  • 2-3 uger efter operationen må du ikke bruge kontaktlinser.
  • Du må ikke køre bil så længe, du kun har et øje at se med.
  • Du skal vide, at rygning forsinker sårheling og giver større risiko for infektion.

Kontrol efter operationen

7-10 dage efter operationen skal du til ambulant kontrol i Afdeling for Øjensygdomme. Ved kontrollen får du fjernet trådene.

Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme eller din praktiserende læge

Hvis du oplever

  • Blødning, som beskrevet i afsnittet "Efter operationen"
  • Tiltagende smerter
  • Infektion og pusdannelse
  • Tiltagende rødme

Skal du kontakte Afdeling for Øjensygdomme.

Hvis du oplever

  • Andre uventede gener

Skal du indtil den ambulante kontrol, kontakte Afdeling for Øjensygdomme. Herefter skal du henvende dig til din praktiserende læge.

Redaktør