Øjenlåg - operation for hængende øjenlåg med brug af sene fra låret

Formålet med operationen er at opnå et godt syn på begge øjne og at opnå et så pænt kosmetisk resultat som muligt.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med øjenoperationen.
Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Nedsat muskelkraft i øjet

Mennesket løfter normalt øjenlåget ved hjælp af en fin muskel, som starter bagtil i øjenhulen og ender i det øvre øjenlåg. Når denne muskel trækker sig sammen og derved bliver kortere, løftes det øvre øjenlåg, og øjet åbnes.
Hos nogle mennesker er denne muskel underudviklet og derved ikke tilstrækkelig kraftig. Det bevirker, at du ikke er i stand til at åbne øjet helt op.
Hvis den fine muskel er meget svag, kan man benytte pandemuskulaturen til at åbne øjnene med. Dette gøres ved, at man under en operation forbinder pandemuskulaturen med øjenlåget.
Ofte vælger man at bruge et stykke sene. som man har taget fra ydersiden af benet, lige over knæet.

Operation for nedhængende øjenlåg

Formålet med operationen er

  1. at opnå et godt syn på begge øjne
  2. at opnå et så pænt kosmetisk resultat som muligt

Før operationen

På grund af den fulde bedøvelse skal du gennemgå en lægeundersøgelse, og du skal tale med en narkoselæge.
Undersøgelsen foregår oftest dagen før operationen. På grund af bedøvelsen skal du være fastende, det vil sige, at du ikke må spise i 6 timer før operationer og ikke drikke vand 2 timer før operationen.
Lige før operationen vil du eventuelt blive tilbudt en beroligende pille.

Selve operationen

Under operationen åbnes huden på forsiden af øjenlåget i øjenlågs-furen, og kirurgen lægger tre små snit over øjenbrynet.
Et stykke sene, som er taget fra lårets yderside, syes fast mellem panden og øjenlåget, og såret lukkes med en fin tråd, der opløser sig selv.
Afslutningsvis lægges en forbinding over øjet.


Efter operationen

Efter operationen vil du enten blive kørt til opvågningsafsnittet eller direkte tilbage til sengeafsnittet. Du skal regne med at være indlagt til dagen efter operationen.
Du vil få ordineret forebyggende, bakteriedræbende øjensalve, som skal smøres på såret to gange dagligt.
Hvis du ikke kan lukke øjet helt i efter operationen, skal salven smøres i øjet før sengetid. Den modvirker udtørring under søvnen. Det kan være nødvendigt at smøre øjet før sengetid i flere uger efter operationen.
Trådene på benet fjernes 10-14 dage efter operationen, oftest hos praktiserende læge.

Risici og komplikationer

Blødning

Lidt sivende blødning fra såret er almindelig det første døgn.

Infektion

Infektion er sjælden, og kan som regel behandles med antibiotika.

Misfarvning af huden

I dagene efter operationen kan øjenomgivelserne være misfarvede og hævede. Det forsvinder oftest i løbet af 1-2 uger, men kan også vare i længere tid.

Øjenlågets niveau

Øjenlåget er efter operationen styret af pandemuskulaturen. Hvis operationen er ensidig, betyder det, at der bliver en vis asymmetri i ansigtet.

Øjenlågets facon

Det er ikke altid muligt at opnå samme facon på det opererede øjenlåg, som på det andet øje.

Uacceptabelt kosmetisk resultat

Øjenlågets placering og facon kan være utilfredsstillende, og der kan være asymmetri og folder omkring arret. Folder vil oftest mindskes i løbet af nogle måneder, men det kan være nødvendigt at foretage endnu en operation.

Ardannelse

Svarende til det kirurgiske snit kommer der et lille ar. Kirurgen tilstræber at lægge snittet i den naturlige øjenlågsfold på det øvre øjenlåg samt i panden over øjenbrynet. Der vil også komme et lille ar på ydersiden af benet.

Tilbagefald

Senen, som løfter øjenlåget og vævet i pande og øjenlåg, bliver nogle gange længere med tiden, og derfor kan øjenlåget begynde at hænge igen.

Besvær med at lukke øjet

Efter operationen vil der være besvær med at lukke øjet helt, hvorfor der kan være behov for salve i øjet især om natten.

Ved uventede gener efter operationen

Indtil første ambulante kontrol efter operationen kan du kontakte Afdeling for Øjensygdomme. Herefter skal du henvende dig til egen øjenlæge.

Redaktør