Øjenlåg - operation for hængende øjenlåg, information til forældre

Barnet vil normalt først blive opereret for hængende øjenlåg, efter det er fyldt 3 år.

I denne pjece vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, I kan have i forbindelse med øjenoperationen.
Pjecen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker på Afdeling for Øjensygdomme.

Nedsat muskelkraft i øjenlåget

Mennesket løfter normalt øjenlåget ved hjælp af en fin muskel, som starter bagtil i øjenhulen og ender i det øvre øjenlåg. Når denne muskel trækker sig sammen og derved bliver kortere, løftes det øvre øjenlåg, og øjet åbnes.
Hos nogle børn er denne muskel underudviklet og derved ikke tilstrækkelig kraftig. Det bevirker, at dit barn ikke er i stand til at åbne øjet helt op.
Hvis muskelkraften kun er nedsat i det ene øje, er der en risiko for, at synet ikke bliver tilstrækkeligt stimuleret på det pågældende øje, og der vil da kunne udvikles et såkaldt dovent øje.

Operation for hængende øjenlåg

Formålet med operationen er

  1. at opnå et godt syn på begge øjne
  2. at opnå et så pænt kosmetisk resultat som muligt

Barnets syn vil derfor blive undersøgt og der vil eventuelt blive ordineret briller eller kortvarig behandling med klap for det gode øje for at stimulere det dårligt seende øje.
Barnet vil normalt først blive opereret, efter det er fyldt 3 år.

Før operationen

På grund af den fulde bedøvelse skal dit barn gennemgå en lægeundersøgelse, og I skal tale med en narkoselæge. Undersøgelsen foregår oftest dagen før operationen.
På grund af bedøvelsen skal dit barn være fastende det vil sige, at det ikke må spise i 6 timer før operationen og ikke må drikke vand i 2 timer før operationen.
En time før operationen påføres tryllecreme (EMLA creme) på begge håndrygge. Cremen bedøver huden, så det ikke gør ondt at få lagt drop, dvs. et lille plastikrør til bedøvelsesmidler og anden medicin.
Lige før operationen vil dit barn få beroligende medicin, som gør at det kommer til at virke beruset. Du kan herefter følge dit barn ind på operationsstuen og være der til det sover.

Selve operationen

Under operationen åbnes huden på forsiden af øjenlåget i øjenlågsfuren, og kirurgen afkorter musklen til øjenlåget.
Huden lukkes med en fin tråd, der opløser sig selv og til sidst lægges en øjenforbinding.

Efter operationen

Efter operationen vil dit barn enten blive kørt til vores opvågnings- afsnit eller direkte tilbage i sengeafsnittet.
Ofte fjerner barnet selv forbindingen - og det gør ikke noget. Ellers fjernes forbindingen om morgenen dagen efter operationen.
I kan tage hjem, når dit barn er vågnet op og har spist eller drukket lidt, hvilket normalt er hen på eftermiddagen.
Nogle børn har brug for at være indlagt til dagen efter. Der er plads til, at enten mor eller far overnatter sammen med barnet.
I vil få ordineret noget forebyggende, bakteriedræbende øjensalve, som skal smøres i øjet/øjnene to gange dagligt.
Hvis jeres barn ikke kan lukke øjet helt i efter operationen, skal salven smøres i øjet før sengetid. Den modvirker udtørring under søvnen. Det kan være nødvendigt at smøre øjet før sengetid i flere uger efter operationen.
Vi anbefaler, at barnet holdes hjemme ca. 1 uge efter operationen

Risici og komplikationer

Blødning

Lidt sivende blødning fra såret er almindelig det første døgn. Større blødning er sjælden, men kan være alvorlig. Hvis blødningen er kraftig eller ikke stopper ved let tryk på såret, giver smerte, nedsat syn eller dobbeltsyn, skal I øjeblikkeligt henvende jer til Afdeling for Øjensygdomme på afdelingens telefonnummer.

Infektion

Infektion er sjælden, og kan som regel behandles med antibiotika.

Misfarvning af huden

I dagene efter operationen kan øjenomgivelserne være misfarvede og hævede. Det forsvinder oftest i løbet af 1-2 uger, men kan også vare i længere tid.

Øjenlågets niveau

Det er ikke altid muligt at give de to øjenlåg det samme niveau. Der kan være en lille sideforskel.

Øjenlågets facon

Det er ikke altid muligt at give de to øjenlåg samme facon på det opererede øjenlåg, som på det andet øje.

Øjenlågets bevægelighed

Øjenlågets bevægelighed kan ikke forbedres ved operationen, og derfor vil det øvre øjenlåg ofte ikke følge helt med, når barnet ser nedad. Dette betyder også at der kan være besvær med at lukke øjet helt, f.eks. når man skal sove.

Besvær med at lukke øjet helt

Ofte vil øjet ikke kunne lukke helt, især lige efter operationen, og der kan være behov for salve i øjet til sengetid.

Uacceptabelt kosmetisk resultat

Øjenlågets niveau og facon kan være utilfredsstillende, og der kan komme asymmetri og folder omkring arret. Folder vil oftest mindskes i løbet af nogle måneder, men det kan være nødvendigt at foretage endnu en operation.

Ardannelse

Svarende til den kirurgiske snitlinje kommer der et lille ar. Kirurgen tilstræber at lægge snittet i den naturlige øjenlågsfold på det øvre øjenlåg.

Forlænget muskel

Den muskel og sene, som løfter øjenlåget, bliver nogle gange længere med tiden og derfor kan øjenlåget begynde at hænge igen.


Ved uventede gener efter operationen

Før 1. ambulante kontrol i skal I kontakte Afdeling for Øjensygdomme. Herefter skal du henvende dig til egen øjenlæge.

Redaktør