Øjenlåg - operation for hængende øjenlåg

Hængende øjenlåg bevirker, at det kan være svært at åbne øjnene helt og derved se ud af øjnene.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, du kan have i forbindelse med din operation. Indholdet er generelt og kan ikke erstatte samtaler med personalet i Afdeling for Øjensygdomme.

Baggrund for operationen

Når de øvre øjenlåg hænger

Nogle patienter er født med hængende øjenlåg og andre får det, når de bliver ældre. Hængende øjenlåg bevirker, at det kan være svært at åbne øjnene helt og derved se ud af øjnene. Desuden bliver ens udseende påvirket af de 'tunge' øjenlåg. Tilstanden kan bedres ved en operation, som forgår i lokalbedøvelse.

Operation for hængende øjenlåg

Formålet med operationen er

  1. at opnå et godt syn på begge øjne
  2. at opnå et så pænt kosmetisk resultat som muligt

Ved operationen vil man forkorte den muskel, der løfter det øvre øjenlåg. Hvis der er et overskud af hud, vil man også fjerne dette ved samme operation.
Der laves et snit i huden og såret lukkes igen med en tynd tråd. Operationen giver et lille ar i den naturlige øjenfold.

Det er vanskeligt at opnå fuldstændig symmetri mellem øjenlågene. Der kan efter operationen blive en sideforskel i øjenlågenes niveau og forskel i øjenlågets facon.

Øjenlågets bevægelighed kan ikke bedres ved operationen og derfor vil det øvre øjenlåg ofte ikke følge helt med, når man ser nedad. Dette betyder at der kan være besvær med at lukke øjet helt, f.eks. når man skal sove.

Den muskel, som løfter øjenlåget, bliver nogle gange længere med tiden og øjenlåget kan begynde at hænge lidt igen og en ny operation kan blive nødvendig.

Før operationen

Blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin (herunder visse kosttilskud / naturmedicin) skal du muligvis holde pause op til operationen. Pausens længde skal du aftale med kirurgen.
Hvis du let får blå mærker i huden eller har øget blødningstendens skal du fortælle det til kirurgen.

På selve operationsdagen

Du skal ikke faste og tørste før operationen.
På operationsdagen, skal du vaske dit ansigt grundigt med vand og sæbe. Make-up skal være omhyggeligt afrenset.
Hvis du ønsker det, kan du få en beroligende tablet.

Operationen

Operationen foregår i lokal bedøvelse. Du er altså vågen under operationen. På operationsstuen vil du blive lagt tilrette på lejet. Dit ansigt bliver renset,
operationsområdet optegnes med en tusch og området afdækkes med et sterilt klæde.

Lokalbedøvelse lægges i huden med en tynd nål. Bedøvelsen kan give kortvarig smerte og det vil spænde i huden. Herefter vil du ikke kunne føle smerte i området, men du kan fornemme berøring.

Efter operationen

Efter operationen skal du sidde i ca. ½-1 time i venteværelset med forbindingen og eventuelt isposer på øjenlågene. Forbindingen fjernes oftest før du tager hjem.

Normale gener efter operationen

  • Lette smerter de første dage. Smerterne kan afhjælpes med Paracetamol. Følg anvisningen på pakken.
  • Huden kan være hævet og misfarvet.
  • Irritation og tåreflåd i de første uger.

Blødning

Lidt sivende blødning fra såret er almindelig det første døgn. Hvis det begynder at bløde kraftigt eller ikke stopper ved let tryk på såret, giver smerte, nedsat syn eller dobbeltsyn, skal du øjeblikkelig henvende dig til Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad må du og hvad må du ikke efter operationen

  • Vi anbefaler at du holder dig i ro resten af operationsdagen, og i øvrigt tager den med ro til trådene er fjernet.
  • Den første uge efter operationen, bør du ligge højt med hovedet om natten.
  • Indtil 1 uge efter trådene er fjernet, må du ikke gå i svømmehal eller bade i havet. Hvis du er i den særlige situation at du har fået syet dit øje sammen, bør du vente 1 uge efter at øjet er åbnet op igen.
  • 2-3 uger efter operationen må du ikke bruge make-up.
  • 2-3 uger efter operationen må du ikke bruge kontaktlinser.
  • Du må ikke køre bil så længe du kun har et øje at se med.
  • Du skal vide at rygning forsinker sårheling og giver større risiko for infektion.

Kontrol efter operationen

7-10 dage efter operationen skal du til ambulant kontrol i Afdeling for Øjensygdomme. Ved kontrollen får du fjernet trådene.

Du skal kontakte Afdeling for Øjensygdomme eller din praktiserende læge

Hvis du oplever

  • Blødning, som beskrevet i afsnittet "Efter operationen"
  • Tiltagende smerter
  • Infektion og pusdannelse
  • Tiltagende rødme

Skal du kontakte Afdeling for Øjensygdomme.

Hvis du oplever

  • Andre uventede gener

Skal du indtil den ambulante kontrol kontakte Afdeling for Øjensygdomme. Herefter skal du henvende dig til din praktiserende læge.

Redaktør