Gå til hovedindhold

Øjenbetændelse - forårsaget af adenovirus

Adenovirus er en virusinfektion (et forkølelsesvirus), der kan sprede sig til øjnene. Hyppigst om vinteren. Adenovirus er meget smitsom.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, du kan have i forbindelse med øjenbetændelse forårsaget af adenovirus, herunder hvordan du undgår at smitte andre.

Hvad er adenovirus

Adenovirus er en virusinfektion (et forkølelsesvirus), der kan sprede sig til øjnene. Hyppigst om vinteren. Adenovirus er meget smitsom. Det smitter ved berøring som fx kys, via genstande som legetøj og håndklæder og smitter desuden gennem luften ved nys eller host.

Hvis du bliver smittet, vil du opleve symptomer efter 7-10 dage. Symptomerne kan vare mellem 2-4 uger og for enkelte op til måneder. Starter hyppigst på et øje, men smitter ofte til det andet øje i løbet af et par dage.

Symptomer

Virus kan vise sig med et eller flere af nedenstående symptomer:

  • Smerter i øjet
  • Følelsen af at have noget i øjet, grus-fornemmelse
  • Lys opleves meget generende, lysskyhed
  • Øjnene løber i vand
  • Rødme, evt. blodsprængninger i den hvide del af øjet
  • Hævelse og rødme i øjenomgivelserne
  • Evt. ømhed foran øret
  • Almindelige forkølelsessymptomer
Betændt øje pga. infektion med adenovirus
Tegningen viser et øje med øjenbetændelse

Behandling

Medicinsk behandling

Der er ikke nogen egentlig behandling, men du kan anvende smørende øjendråber/kunstig tårevæske. Disse kan købes i håndkøb, bl.a. på apoteket. Antibiotika har ingen virkning på denne tilstand.
Lægen kan udskrive andre øjendråber, hvis der tilstøder eller er mistanke om bakteriel infektion.

Undersøgelse/vurdering i Afdeling for Øjensygdomme

Hvis din egen læge eller øjenlæge mistænker, at du har fået en øjenvirus med adenovirus, er der ikke grund til kontakt til Afdeling for Øjensygdomme.
Hvis du skal i kontakt med Afdeling for Øjensygdomme eller bliver indlagt på en af hospitalets sengeafsnit, og øjnene fortsat løber i vand og er røde, vil du blive isoleret på en enestue. Det er derfor vigtigt, at du informerer os inden du kommer, om at du har en virusinfektion. Ring gerne til os på forhånd.

Hvordan undgår du at smitte?

  • Undgå at gnide eller klø dig i øjet
  • Undgå tæt fysisk kontakt fx at give hånd, knus eller kys
  • Du skal både vaske hænderne grundigt og anvende håndsprit hyppigt. Det er ikke nok kun at vaske hænder. Det anbefales at købe håndsprit med 70-85 %
  • ethanol
  • Du skal anvende separate håndklæder, dvs. din familie må ikke anvende dit håndklæde, heller ikke i køkkenet
  • Din familie skal også være opmærksom på både at vaske hænder og anvende håndsprit hyppigt. Håndsprit alene er ikke nok
  • Generelt skal du have rene hænder, før du går i gang med fx madlavning, borddækning eller udskæring af frugt. Hvis du har rørt ved noget snavset, skal du også både vaske og spritte hænder.

Arbejde og daginstitution

  • Ansatte i daginstitutioner, sygehuspersonale med patientkontakt og andre faggrupper med tæt kontakt til patienter /borgere bør sygemeldes, indtil smittefaren er overstået, dvs. typisk indtil øjet ikke løber i vand længere. Der
  • gælder også skærpede regler for personer, der arbejder professionelt med fødevarer
  • Personer i andre erhverv bør også sygemeldes, hvis der er almen påvirkning,
  • eller hvis der fortsat er mange gener fra øjnene
  • Børn bør aldrig sendes i daginstitution, hvis de har feber, føler sig sløje eller har øjne, der løber i vand (kan vare op til 14 dage).
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden