Gå til hovedindhold

Nethindens sygdomme - rift i nethinden

De fleste rifter i nethinden skal behandles. Når rifter i nethinden behandles, mindskes risikoen for nethindeløsning betydeligt.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de praktiske spørgsmål, du kan have i forbindelse med laserbehandling af dit øje.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Hvordan opstår en rift i nethinden?

Nethinden er det lysfølsomme  organ der som en tynd hinde beklæder  den bageste del af øjeæblet. Foran nethinden ligger en geleagtige struktur, som kaldes glaslegemet. Med alderen nedbrydes strukturen i glaslegemet gradvist. Denne nedbrydning giver anledning til flere små uklarheder i synsfeltet men det er en naturlig proces og er ikke behandlingskrævende.

Nogle gange sker nedbrydningen hurtigt og mere pludseligt, hvilket man kalder glaslegemesammenfald (se figur 1, side 2) I sjældne tilfælde kan der ved glaslegemesammenfald opstå rifter i nethinden, fordi glaslegemet nogle steder er klistret sammen med og trækker i nethinden.

En rift i nethinden kan føre til sygdommen nethindeløsning, som kan skade synet alvorligt. Derfor skal de fleste rifter i nethinden behandles. Når rifter i nethinden behandles, mindskes risikoen for nethindeløsning betydeligt.

Behandling af en rift i nethinden?

Riften i nethinden behandles med laserstråler - man laver et kontrolleret brandsår omkring riften som, når der dannes arvæv, forsegler riften (se figur 2, side 2).

Behandlingen opleves ofte som lidt ubehagelig med stikkende smerter og synsforstyrrelser fra det skarpe lys, men ubehaget aftager hurtigt.

I nogle tilfælde er riften i nethinden placeret således at den ikke kan rammes af laserstråler. I disse tilfælde behandles riften med kuldebehandling, såkaldt kryopeksi. Denne behandling foretages i lokalbedøvelse på operationsstuen.

Figur 1.  Glaslegemesammenfald. Opleves ofte som pludseligt tiltagende bevægelige uklarheder i synsfeltet.
Figur 1. Glaslegemesammenfald. Opleves ofte som pludseligt tiltagende bevægelige uklarheder i synsfeltet. Illustration venligst udlånt af Øjenforeningen
Figur 2.  Rift i nethinden, laserbehandlet.
Figur 2. Rift i nethinden, laserbehandlet. Illustration venligst udlånt af Øjenforeningen

Efter behandlingen

Smerter

Hvis der er smerter efter behandlingen, kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin, fx tbl. Panodil 1 gr, højst 4 gange om dagen.

Det må du efter behandlingen

  • Se fjernsyn på normal afstand
  • Gå tur
  • Købe ind og udføre andre dagligdags aktiviteter

Det må du ikke efter behandlingen

Arret fra laserbehandlingen af nethinden er først stærkt nok til at forsegle riften cirka en uge efter behandlingen

Den 1. uge efter behandlingen skal du undgå

  • Langvarig læsning af både bøger, aviser, computer og smartphone
  • Sport, kraftig fysisk aktivitet og andre aktiviteter, der kan medføre mange pludselige bevægelser af hovedet

Bilkørsel

Hvis synet er væsentligt nedsat, må du ikke køre bil, før du har været til kontrol hos øjenlægen.

Kontrol efter behandlingen

Cirka 1-2 uger efter laserbehandlingen skal du til kontrol, typisk hos din praktiserende øjenlæge. Du skal selv bestille tiden.

Øjenlægen kontrollerer om riften er forseglet og sikrer sig, at der ikke er opstået flere rifter eller nethindeløsning.

Herefter kan du genoptage normalt aktivitetsniveau inklusive læsning i fuldt omfang.

Vigtigt - du skal kontakte en øjenlæge

Hvis du oplever nedenstående symptomer

  • Pludseligt nedsat syn
  • Markant flere eller større uklarheder
  • Fastsiddende grålig skygge i synsfeltet

Hvis du ikke er afsluttet i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte os. Se Kontakt sidst i denne patientinformation.

Hvis du er afsluttet i Afdeling for Øjensygdomme, skal du kontakte din praktiserende øjenlæge.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden