Gå til hovedindhold

Nethindens sygdomme - glaslegemesammenfald

Glaslegemesammenfald er ufarlig og kræver ikke behandling.

I denne patientinformation vil vi forsøge at besvare de spørgsmål, du kan have i forbindelse med at du har glaslegemesammenfald.

Patientinformationen indeholder generel information, som ikke kan erstatte samtaler med læger og sygeplejersker i Afdeling for Øjensygdomme.

Hvad er glaslegemesammenfald?

Glaslegemesammenfald er ufarlig og kræver ikke behandling.

Glaslegemet er den geleagtige struktur som udfylder øjets indre. Med alderen skrumper bindevævet i glaslegemet gradvist. Denne skrumpning giver anledning til flere små uklarheder i synsfeltet, men det er en naturlig proces og er ikke behandlingskrævende (se figur 1, side 2)

Nogle gange sker nedbrydningen hurtigt og mere pludseligt, hvilket man kalder glaslegemesammenfald (se figur 2, side 2). Det opleves af patienten som mange pludselig opståede uklarheder i synsfeltet (såkaldte "myg"). Samtidig kan der være lysglimt i øjet, som er mest tydelige, når det er mørkt.

Undersøgelse for glaslegemesammenfald

Ved symptomer på glaslegemesammenfald foretages en omhyggelig undersøgelse af øjets nethinde. Formålet med undersøgelsen er at se om der i forbindelse med glaslegemesammenfaldet er opstået rifter i nethinden. Findes der en rift i nethinden skal denne laserbehandles.

Hos de fleste patienter som bliver undersøgt for glaslegemesammenfald (80-90%), bliver der ikke konstateret rifter i nethinden.

Figur 1. Glaslegemeuklarheder. Opleves som velkendte bevægelige uklarheder i synsfeltet.
Figur 1. Glaslegemeuklarheder. Opleves som velkendte bevægelige uklarheder i synsfeltet. Illustration venligst udlånt af Øjenforeningen
Figur 2. Glaslegemesammenfald. Opleves ofte som pludseligt tiltagende bevægelige uklarheder i synsfeltet.
Figur 2. Glaslegemesammenfald. Opleves ofte som pludseligt tiltagende bevægelige uklarheder i synsfeltet. Illustration venligst udlånt af Øjenforeningen

Gener efter glaslegemesammenfald

Der vil ofte komme uklarheder i synsfeltet efter glaslegemesammenfald. Det kan i starten virke generende, men da uklarhederne bliver mindre med tiden og da man ofte vænner sig til dem, generer de sjældent i længere tid. Lysglimt opstået i forbindelse med glaslegemesammenfald kan godt fortsætte i nogen tid uden at dette betyder noget alvorligt.

Kontrol og forholdsregler

Ved ukompliceret glaslegemesammenfald er der ikke behov for kontrol og du kan derfor fortsætte dit liv og dit arbejde som du plejer. Der er ingen begrænsninger på hverken læsning eller fysisk aktivitet.

Hvis glaslegemesammenfaldet har medført en blødning i glaslegemet  eller overfladisk i nethinden vil der ofte være behov for kontrol hos enten din praktiserende øjenlæge eller på øjenafdelingen efter 1-3 uger

Symptomer du skal reagere på

I tiden efter det konstaterede glaslegemesammenfald, bør du være opmærksom på nedenstående symptomer:

  • Tiltagende lysglimt
  • Markant flere myg eller større uklarheder
  • Pludseligt nedsat syn
  • Fastsiddende grålig skygge i synsfeltet

Oplever du et eller flere af disse symptomer, skal du kontakte din praktiserende øjenlæge.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden