Hvad er blødning i øjets glaslegemet?
Glaslegemet er en geleagtig struktur der udfylder det indre af den bageste del af øjet. Ved blødning i øjets glaslegeme opleves flydende uklarheder i synsfeltet. Eventuelt kan blødningen være så tæt, at man slet ikke kan se andet end lys med øjet.
Der kan være mange årsager til en blødning i glaslegemet, men i de fleste tilfælde vil årsagen være en nethindesygdom, som eventuelt ikke er erkendt. Blødning i glaslegemet vil i en del tilfælde klare op af sig selv i løbet af nogle måneder. Hvis blødningen ikke klarer op af sig selv, eller hvis øjenlægen mener, at det er nødvendigt at få diagnosticeret og behandlet den øjensygdom, der har forårsaget blødningen, så kan en operation komme på tale.
Behandling af glaslegemeblødning
Den eneste effektive behandling af blødning i glaslegemet er operation, hvor man fjerner hovedparten af glaslegemet. Det lykkes næsten altid ved operation at fjerne de generende uklarheder, om end mindre, perifere uklarheder kan "overleve" operationen. Når blødningen er fjernet, vil kirurgen vurdere nethinden for, om der skulle være behov for f.eks. laserbehandling, og i givet fald udføre denne. Synspotentialet efter en operation for blødning i glaslegemet afhænger af nethindens tilstand. Hvis nethinden stort set er intakt, vil der kunne opnås et fint syn efter operationen. I nogle tilfælde er nethinden så ødelagt af den til grundliggende sygdom, at patienten ikke får meget syn ud af operationen.
Glaslegemets funktion er at forhindre udvikling af grå stær. Når man fjerner glaslegeme og blødning, vil udviklingen af grå stær derfor fremskyndes i det opererede øje. Hos patienter over 50 år betyder det, at der i reglen udvikles operationskrævende grå stær i løbet af et halvt til et helt år efter operation for glaslegemeblødning. Patienter som ikke tidligere er opererede for grå stær, og som er over 50 år, vil derfor normalt blive tilbudt operation for grå stær før operationen for glaslegemeblødning. Det samme gælder for yngre personer, hvis der allerede er forstadier til grå stær.
Se særskilt folder om operation for grå stær for information om denne.
Forløb for patienter der skal opereres
Du er indkaldt til en forundersøgelse med henblik på operation for glaslegemeblødning. Sammen med indkaldelsen, modtager du evt. et oplysningsskema som du skal udfylde og medbringe.
Når du kommer til forundersøgelsen, vil sygeplejersken indsamle dit skema, måle dit syn og dryppe med pupiludvidende dråber. Hun vil måle dit blodtryk og fotografere din nethinde samt tage mål til en intraokulær linse. Derefter vil øjenlægen undersøge dig og diskutere operationens fordele og ulemper med dig.
Da du får dryppet øjne ved forundersøgelsen, vil dit syn blive mere sløret i nogle timer. Vi fraråder at du fører motorkøretøj eller kører på cykel i timerne efter undersøgelsen.
Operationsdagen
Selve operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse. Fuld bedøvelse tilbydes kun i helt særlige tilfælde.
Ved operation i lokalbedøvelse skal du:
- Spise morgenmad, som du plejer.
- Tage din sædvanlige medicin.
- Vanddrivende medicin skal dog ikke tages om morgenen på operationsdagen, men først når du kommer hjem.
- Have været i bad og have vasket hår.
- Undgå at bruge creme i ansigtet eller øjenmakeup. Fjern make- up rester grundigt
- Sørg for at have bekvemt tøj på.
I vente/hvilerummet modtages du af en sygeplejerske, som drypper dine øjne. Du kan evt. få hostesaft, hvis du hoster. Beroligende tabletter er en dårlig ide, da du risikerer at falde i søvn og vågne uroligt op.
Kirurgen vil hilse på dig og sikre sig at alle nødvendige informationer og undersøgelser er indhentet.
Du skal regne med at være på Afdeling for Øjensygdomme et par timer på operationsdagen.
Selve operationen varer ca. 45 minutter. Sørg for at have været på toilettet inden.
På operationsstuen
På operationsstuen hjælper sygeplejersken dig til rette på operationslejet. Du får lagt et tyndt stykke papir over ansigtet. Sygeplejerskerne sørger for, at du frit kan trække vejret.
Kirurgen bedøver dit øje gennem et lille hul i slimhinden. Du bliver ikke stukket med nåle, men det kan spænde lidt der, hvor bedøvelsen anbringes. Når øjet er bedøvet, vil du ikke føle smerte, men følesansen har du stadig.
Under selve operationen kan du evt. se en række flydende uklarheder og måske også instrumenterne. Du får hele tiden at vide hvad der sker, og næsten alle patienter fortæller at operationen er en interessant og positiv oplevelse. Ved operationens afslutning fyldes øjet op med luft, eller gas.
Efter operationen får du en klap og et skjold på øjet, og sygeplejersken følger dig tilbage til hvilerummet, hvor du får tilbudt noget at drikke.
Lejring efter operationen
Normalt er der ikke behov for speciel lejring efter operation for glaslegemeblødning.
Kontrol
Du kommer til kontrol ca. 5 dage efter operationen, herefter vil kontrollen normalt overgå til din egen øjenlæge.
Transport
Du skal som hovedregel selv sørge for transport til og fra hospitalet.
Hvordan føles øjet efter operationen
I de fleste tilfælde er der kun lette gener efter operation for glaslegemeblødning. På selve operationsdagen og den efterfølgende nat kan der være lette til moderate smerter fra det opererede øje. Du kan også risikere at have kvalme. Smerterne kan afhjælpes med smertestillende håndkøbsmedicin (fx Panodil).
Efter operationen vil øjet være rødt og irriteret. Øjet kan i efterforløbet føles lidt tørt, og det kan være følsomt for træk.
Umiddelbart efter operationen vil synet på øjet være stærkt sløret på grund af, at øjet er fyldt med luft eller gas. Luften forsvinder af sig selv i løbet af nogle dage, men så længe den er i øjet, gør den øjet meget nærsynet. Du vil derfor måske kunne se viserne på dit ur, hvis du holder uret få centimeter fra øjet. Du vil eventuelt også kunne se, at billedforvrængningen er blevet mindre. I løbet af en uges tid kan du begynde at se luftboblen nedadtil i synsfeltet som en bevægelig skygge (se figur). Efterhånden bliver luftskyggen nedadtil mindre. Er der anvendt gas, kan det afhængigt af den valgte gas tage kortere eller længere tid før gassen er helt væk. Figuren viser forløbet for SF6 gas. For C3F8 gas varer det ca. 8 uger.
Hvad skal jeg efter operationen?
Efter operationen skal du fjerne forbindingen om morgenen dagen efter operationen. Det hårde plastik skjold skal du have på om natten de første 2 uger.
Tape til at fiksere skjoldet køber du på apoteket.
Når du har taget forbindingen af morgenen efter operationsdagen skal du begynde at dryppe det opererede øje.
- Du skal dryppe med Spersadex øjendråber 3-4 gange dagligt i det opererede øje. Dette modvirker irritation og forebygger infektion. Behandlingen med
Spersadex er midlertidig og skal stoppes, typisk 4 uger efter operationen.
- Du skal også dryppe med Cosopt øjendråber to gange dagligt indtil dagen før dit første kontrolbesøg (dvs. typisk kun i 2-4 dage). Dette modvirker trykstigning i øjet.
Hvis der er brug for anden øjenmedicin aftales dette med øjenlægen.
Hvad må jeg, og hvad må jeg ikke efter operationen?
Det må du efter operationen
- gå i bad og vaske hår, men undgå at få vand i øjnene, anvende elektrisk tandbørste og barbermaskine
- gå små ture, udføre almindeligt husarbejde som madlavning eller opvask, bære almindelige indkøbsposer og tasker, dyrke "almindelig fredelig" sex, se TV
Det må du ikke efter operationen
Den 1. uge efter operationen skal du undgå
- mere krævende huslige pligter, som gulvvask og støvsugning, bør vente til 1 uge efter operationen
- cykling og tilsvarende fysisk aktivitet frarådes den 1. uge
De første 3 uger efter operationen skal du undgå
- planlagt besøg hos tandlæge
De første 4 uger efter operationen skal du undgå
- at gnide i øjet
- tryk, stød og slag mod øjet
- støvede og urene omgivelser
- at gå i svømmehal, karbad, spabade eller lignende
- brug af øjenmakeup
- hårdt fysisk arbejde, tunge løft
- kondiløb
Indtil luften eller gassen er væk, må du ikke
- flyve, da det medfører at luften eller gassen udvider sig, hvilket kan være katastrofalt for øjet
Generelt
- "Lyt til dit øje" og afstå fra aktiviteter, som medfører smerter eller ubehag i øjet.
- Intensiv læseaktivitet medfører uro i øjet, og kan derfor medføre smerter i et nyligt opereret øje.
- Du må ikke føre motorkøretøj før luften eller gassen er væk, og du ikke længere kan se den bevægelige skygge. Hvis du rejser udenlands, skal du huske at kontakte dit forsikringsselskab.
- Som hovedregel skal man sygemeldes i ca. 4 uger efter operationen.
Hvilken risiko er forbundet med operationen?
Operation for glaslegemeblødning indebærer en risiko for nethindeløsning, som rammer nogle få procent af de opererede. Nethindeløsning er en akut behandlingskrævende øjensygdom, som viser sig ved en sort, ikke-bevægelig skygge i synsfeltet, der næsten altid ses liggende over luft- eller gasboblen (skyggen opad til højre på figuren).
Det er næsten altid nødvendigt med en operation for at få en afløst nethinde på plads. I sjældne tilfælde lykkes det trods gentagen kirurgi ikke at få en afløst nethinde permanent på plads, og i disse tilfælde vil al brugbar synsevne på det opererede øje gå tabt.
Operation for glaslegemeblødning medfører som nævnt, en frem- skyndet udvikling af grå stær (dvs. uklarhed i øjets linse) i det opererede øje. Hvis du derfor ikke allerede er opereret for grå stær, vil du få brug for en grå stær operation i løbet af det første år efter operationen for glaslegemeblødning.
Infektioner kan også forekomme, men de er sjældne. Symptomer på infektion er smerter i øjet samt øget rødme i øjet og yderligere nedsat synsstyrke.
Det er normalt at opleve "fluer" i det opererede øje, det kalder vi for corpus opaciteter. Det er ikke farligt, så længe de bevæger sig. Kun en ikke bevægelig skygge i synsfeltet er altså tegn på nethindeløsning, og den skal der reageres på.
Vigtigt
Hvis du har mistanke om nethindeløsning, infektion eller anden komplikation skal du kontakte øjenlæge.
Hvis kontrolforløbet i Afdeling for Øjensygdomme er afsluttet, skal du kontakte din egen øjenlæge.
Hvis du stadig går til kontrol her i Afdeling for Øjensygdomme. Se Kontakt sidst i denne patientinformation